
Efter et kaotisk forsvar endte det hele i en grim skilsmisse mellem Antonio Brown og Pittsburgh Steelers, men han er ikke den eneste profil, som har forladt holdet. Vi ser nærmere på et svært free agency for Pittsburgh Steelers.
Free agency er overstået, og draften nærmer sig så småt. I en måned kigger vi nærmere på begge ting for alle 32 hold. Hver dag får du en ny artikel, der analyserer holdets ageren i free agency og kigger frem mod deres draft. I dag sætter vi fokus på Pittsburgh Steelers, der har haft nogle hårde måneder i et sandt mediehelvede.
Nævneværdige afgange:
WR, Antonio Brown (Trade med Raiders)
RB, Le’Veon Bell (Jets)
OT, Marcus Gilbert (Trade med Cardinals)
S, Morgan Burnett (Browns)
CB, Coty Sensabough (Kontraktløs)
LB, L.J. Fort (Eagles)
TE, Jesse James (Lions)
Nævneværdige tilgange:
CB, Steven Nelson (3 år, 25,5 millioner dollar)
LB, Mark Barron (2 år, 12 millioner dollar)
WR, Donte Moncrief (2 år, 9 millioner dollar)
Nævneværdige kontraktforlængelser:
G, Ramon Foster (2 år, 8,25 millioner dollar)
DT, Tyson Alualu (2 år, 5,75 millioner dollar)
EDGE, Anthony Chickillo (2 år, 8 millioner dollar)
P, Jordan Berry (2 år, 3,7 millioner dollar)
Kaotisk forår endte i en grim skilsmisse
Steelers startede 2018-sæsonen 7-2-1, men derfra faldt alt sammen, og holdet missede akkurat slutspillet med en 9-6-1 record. Udover det resultatmæssige kollaps, ramlede hele facaden omkring omklædningsrummet, da Antonio Brown i uge 17, ifølge Steelers, blev væk fra træningen i flere dage. Da den historie brød ud, startede den en dominoeffekt, hvor den ene knapt så flatterende historie efter den anden kom ud om Antonio Brown, Ben Roethlisberger og Mike Tomlin. Mudderkastningen fortsatte i månedsvis, og selvom Steelers forlængede kontrakten med Antonio Brown for blot to år siden, blev det langsomt tydeligt, at opførslen i uge 17 og de efterfølgende uger på de sociale medier havde åbnet for en mulighed for, at Steelers ville skille sig af med superstjernen.
Netop det blev en realitet kort inden free agency, da Steelers blev enige med Oakland Raiders om en trade, hvor Raiders smed et tredje- og et femterundevalg den anden vej. Selvom Antonio Brown bliver 31 år om et par måneder, og han har bevist sig som lidt af en personlighed at håndtere, er det stadig en fornærmende lille pris for en af ligaens bedste receivere. Det beviser bare, hvor meget Steelers ønskede, at Antonio Brown skulle spille et andet sted, efter han havde brændt nærmest alle broer i Pittsburgh.
På banen vil Brown blive et kæmpe afsavn, da han gjorde utroligt meget for angrebet. Selvom JuJu Smith-Schuster er dygtig, har holdet nu en alvorlig mangel på receiver. I free agency lukkede Donte Moncrief det akutte behov, men Moncrief er ikke den langsigtede løsning, og holdet må forventes at tage en receiver i en af de første tre runder.
En anden stor profil, som også har forladt holdet, er Le’Veon Bell. Det gik forholdsvis stille for sig her i foråret, efter han ellers havde trukket overskrifter igennem hele sommeren og efteråret for at blive væk og nægte at spille under det andet franchise tag i træk. Det var dog tydeligt, at Steelers var kommet videre, da James Conner viste sig som en god starter i 2018-sæsonen. Afsavnet bør derfor ikke være så stort som Brown, men ikke desto mindre har Steelers mistet to markante profiler. Derudover har den pålidelige tight end Jesse James og den dygtige, men skadesplagede, tackle Marcus Gilbert forladt holdet.
Angrebet har altså stjålet mange overskrifter i Pittsburgh, men reelt var forsvaret det store problem i 2018. Holdet fik aldrig erstattet Ryan Shazier på linebacker, og cornerback-gruppen faldt lidt fra hinanden, så ganske ringe Coty Sensabough var tvunget til at starte en stor del af sæsonen. Der var ikke penge til at hente store profiler, men Steelers håber da alligevel, at acceptable Steven Nelson kan udfylde en starterrolle bedre end Sensabough. Derudover kan Mark Barron forhåbentligt kæmpe med om at starte, hvis der ikke kommer en højtprofileret linebacker ind gennem draften. De to signings løfter næppe niveauet meget på forsvaret, men det fjerner den værste desperation, hvilket er udmærket.
Steelers’ bedste handel var at forlænge med den bundsolide guard Ramon Foster på en relativt billig kontrakt. Det var vigtigt efter man valgte at trade den skadesplagede tackle Marcus Gilbert til Arizona Cardinals. Overordnet set har Steelers mistet en del gode spillere, og de er ikke rigtigt blevet erstattet. Udover Ramon Fosters forlængelse gør resten af deres beslutninger hverken det store fra eller til, og i sidste ende er det svært at se, hvordan Steelers har fået bedre forudsætninger for at vinde flere kampe i 2019. Håbet er, at omklædningsrummet er mere homogent efter Bell og Browns afgang.
Karakter: 4/10
Draften: Pittsburgh Steelers vælger med det 20. valg i første runde
Med afgangen af et par profiler og forsvarets fortsatte gennemsnitlighed specielt på linebacker og i holdets secondary er der masser at tage fat i for Steelers i draften. Heldigvis har de fået tilegnet sig 10 draftvalg, og der er nogle positioner som må forventes at blive adresseret.
Skaden til Ryan Shazier i 2017 efterlod et stort hul på linebacker, som de stadig ikke har fået lukket ordentligt. Derudover er cornerback gruppen for gud ved hvilket år i træk et problem, og de mangler især en udvendig cornerback. Ellers på forsvaret kunne både pass rusher Bud Dupree og safety Sean Davis være væk efter 2019-sæsonen, og en fremtidig opgradering ville pynte.
På angrebet mangler holdet noget kvalitet og dybde på receiver-position efter Antonio Browns afsked. Ideelt set finder man en udvendig receiver, der kan true lidt dybt. Ellers er tight end også meget tyndt besat efter Jesse James’ afsked, og runningback-positionen kunne nok også bruge en ekstra mand.
Holdmangler: LB, CB, WR, EDGE, S, TE, RB
Tre mulige valg i første runde:
1) Devin Bush, LB, Michigan
Steelers er et hold, der sjældent skjuler deres intentioner i draftprocessen, og de har vist utroligt meget interesse i Michigans linebacker Devin Bush. Han kunne meget vel gå højere end det 20. valg, men jeg vil ikke udelukke, at Steelers vil forsøge at handle sig en 5-7 pladser op for at sikre sig Devin Bush. Den nu tidligere Michigan-spiller har den fart, som Steelers forsvaret har manglet i midten af banen siden Shaziers skade.
2) Byron Murphy, CB, Washington
Hvis Bush ikke er en mulighed for Steelers, kunne det tænkes, at de kigger på en helt anden position. Cornerback-pladsen har ikke været en styrke i flere år, og Byron Murphy kunne gå ind og hjælpe positionen med det samme. Murphy er en virkelig alsidig og klog cornerback, der spiller fysisk og finder bolden godt i luften. Det er alle ting, som Artie Burns manglede, da Steelers valgte ham i første runde for nogle år siden.
3) Clelin Ferrell, EDGE, Clemson
Hvis ikke linebacker eller cornerback bliver valget, kan Steelers gå i mange retninger. En wide receiver kunne være i spil, men de virker mere interesseret i de typer, som kommer til at gå i anden/tredje runde. En tight end kunne være en mulighed, men jeg bringer lige en helt anden position i spil. Clelin Ferrell er ikke umiddelbart en Steelers-type, da han ikke er så atletisk, som de plejer at foretrække på outside-linebacker. Han er dog klog, teknisk raffineret og stærk mod løbet, hvilket alle er ting, som de kan være blevet trætte af, at Bud Dupree ikke evner.
ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC |
LAC | LAR | MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TB | TEN | WAS







