Dallas Cowboys har holdt på en af deres stjerner og hentet et par nye folk, men de står samme sted som før free agency. Og så vælger de først i anden runde af NFL-draften.

Opdatering: Efter denne artikels udgivelse er Robert Quinn skiftet til Dallas Cowboys i en byttehandel med Miami Dolphins. Han løser Cowboys’ største problem på defensive end og er en fin handel. De kan dog stadig hente en pass rusher i draften. LÆS MERE HER: Dolphins sender Robert Quinn til Cowboys

Free agency er overstået og draften nærmer sig så småt. Den næste måned kigger vi nærmere på begge ting for alle 32 hold. Hver dag får du en ny artikel, der analyserer holdets ageren i free agency og kigger frem mod deres draft. Turen er kommet til Dallas Cowboys.

Nævneværdige afgange
Cole Beasley, WR, Bills
Geoff Swaim, TE, Jaguars
Damien Wilson, LB, Chiefs
Terrance Williams, WR, Kontraktløs
David Irving, DT, Kontraktløs

Nævneværdige tilgange
Randall Cobb, WR (1 år, 5 millioner dollar)
Christian Covington, DT (1 år, 2,5 millioner dollar)
Kerry Hyder, EDGE (1 år, 1 million dollar)
Jason Witten, TE (1 år, 4,25 millioner dollar)
George Iloka, S (1 år, ukendt beløb)

Nævneværdige kontraktforlængelser
Cameron Fleming, OT (2 år, 7,5 millioner dollar)
Tavon Austin, WR (1 år, 1,75 millioner dollar)
Demarcus Lawrence, EDGE (1 år, 20,6 millioner dollar – franchise tag)

Stilstand i Dallas
Dallas Cowboys endte ikke med at hente stjernesafetyen Earl Thomas i årets free agency, og faktisk var årets free agency ret stille for Jerry Jones og kompagni. Og det er der egentlig en meget god grund til.  Inden længe skal de nemlig lange et par store checks over disken til quarterback Dak Prescott, receiver Amari Cooper, cornerback Byron Jones og pass rusher Demarcus Lawrence.

Det vigtigste og mest nævneværdige, Cowboys har gjort i årets free agency, var at holde på sidstnævnte ved at benytte sig af et såkaldt franchise tag. Lawrence har stået for 25 sacks over de seneste to sæsoner og er den helt store profil på det Cowboys-forsvar, der overraskede og imponerede stort i 2018-sæsonen. Som følge af franchise tagget har Cowboys og Lawrence indtil 15. juli til at blive enige om en længerevarende kontraktforlængelse, og det bør være et vigtigt mål for Cowboys.

Mens de har holdt på Lawrence, har de dog efter alt at dømme sagt farvel til to andre talentfulde pass rushere. Randy Gregory, der leverede seks sacks i 2018-sæsonen, er nemlig blevet suspenderet på ubestemt tid af NFL, efter at han har brudt reglerne i NFL’s misbrugsprogram, og det kan meget vel betyde, at hans karriere er overstået. Derudover har talentfulde David Irving øjensynligt indstillet karrieren, efter at hans kontrakt med Cowboys er udløbet, og at han også er blevet idømt en karantæne på ubestemt tid.

Til at erstatte de to har Cowboys hentet Christian Covington og Kerry Hyder fra henholdsvis Houston Texans og Detroit Lions. Selvom de ikke er ligeså dygtige spillere, har ingen af dem dog en historik med karantæner, hvilket helt sikkert er positivt for Cowboys. En mere prominent spiller, der er blevet hentet ind til forsvaret, er den tidligere Bengals- og Vikings-safety George Iloka, der skal kæmpe om en starterplads.

Samtidig har Cowboys hentet et par startere ind på angrebet i form af den mangeårige Green Bay Packers-profil Randall Cobb og Jason Witten, som ellers indstillede karrieren i 2018. Cobb er blevet hentet ind som en direkte afløser for slotreceiver Cole Beasley, der er taget til Buffalo Bills, og hvis han kan holde sig skadesfri, kan han blive et fint mål for quarterback Dak Prescott, men det ligner umiddelbart en nedgradering. Desuden var Wittens sidste sæsoner ikke ligefrem imponerende, og man kan tvivle på, om han har meget at bidrage med inden for kridtstregerne efter et år i kommentatorboksen.

Efter free agency står Cowboys nogenlunde samme sted, som de gjorde før free agency. De fleste spillere, de har sagt farvel til – Terrance Williams, Damien Wilson, Geoff Swaim – er ikke nævneværdige og kan undværes. Derudover har de primært hentet forholdsvis billige erstatninger for de spillere, de har mistet, mens de har holdt på Demarcus Lawrence. At de holder på Lawrence, og at de henter Iloka trækker i den rigtige retning. Det er to fine handler, men Cowboys er ikke umiddelbart blevet meget bedre, og derfor kan jeg ikke give dem mere end en middel karakter.

Karakter: 5/10

Draften: Cowboys vælger første gang som nummer 58

Holdmangler: S, EDGE, DT, TE, WR, CB

Cowboys vælger ikke i første runde af årets draft som følge af den trade, der sendte receiverprofilen Amari Cooper fra Oakland Raiders til Dallas, og de skal først vælge i slutningen af anden runde.

Det kommer selvsagt til at betyde, at det måske er mindre profilerede navne og spillere, Cowboys skal vælge imellem, men der er stadig et par spillere, de kan vælge, og som kan bidrage fra førstedagen.

Cowboys bør især kigge efter en safety, der kan være fremtidens løsning, og ellers skal de hente hjælp til den defensive linje. En receiver eller tight end skal dog heller ikke udelukkes.

1) Charles Omenihu, EDGE/DT, Texas
Efter Randy Gregorys karantæne har Cowboys brug for en edge rusher, og her kunne Charles Omenihu være et fint bud. Omenihu er stor og atletisk, men han er stadig en lidt upoleret spillere, der formentlig ikke kan starte fra dag et. I år to eller tre kan han dog blive en stor gevinst og danne en skræmmende pass rush-duo med Demarcus Lawrence. Han kan også hjælpe på indersiden af den defensive linje på åbenlyse kastespil.

2) Riley Ridley, WR, Georgia
I college greb Riley Ridley for 570 yards og ni touchdowns, men det gjorde han i Georgias løbeorienterede angreb. I NFL vil han garanteret spille i et mere kasteorienteret angreb, og det vil sætte ham mere i scene. Ridley – hvis bror, Clavin Ridley, blev draftet af Atlanta Falcons i første runde i 2018 – vil være en god og alsidig anden- eller tredjereceiver i Cowboys, hvor han vil komplementere Amari Cooper og Michael Gallup.

3) Chauncey Gardner-Johnson, CB/S, Florida
Chauncey Gardner-Johnson bliver af mange sammenlignet med Minkah Fitzpatrick, der blev valgt i første runde af NFL-draften i 2018 af Dolphins, da de begge kan spille som slotcornerback eller safety. Hos Cowboys ville han umiddelbart spille safety og være en forstærkning i forhold til Jeff Heath, men det skal heller ikke udelukkes, at han kommer til at spille slotcornerback i stedet for Anthony Brown. Han bør kunne hjælpe Cowboys uanset.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC |
LAC | LAR | MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TB | TEN | WAS