Cleveland Browns og holdets general manager John Dorsey har været en af free agencys helt store vindere. Browns har hentet flere store talenter og mistet få, og derfor får holdet en topkarakter med hjem til Ohio

Free agency er overstået og draften nærmer sig så småt. Den næste måned kigger vi nærmere på begge ting for alle 32 hold. Hver dag får du en ny artikel, der analyserer holdets ageren i free agency og kigger frem mod deres draft. Denne gang kigger vi på Cleveland Browns, der efter mange år i mørket endelig kan se lys for enden af tunnelen.

Nævneværdige afgange:

Tyrod Taylor, QB, Los Angeles Chargers
Breshad Perriman, WR, Tampa Bay Buccaneers
Darren Fells, TE, Houston Texans
Kevin Zeitler, OG, New York Giants (trade)
Jamie Collins, MLB, kontraktløs
E.J. Gaines, CB, Buffalo Bills
Briean Boddy-Calhoun, DB, Houston Texans
Jabrill Peppers, DB, New York Giants (trade)

Nævneværdige tilgange:

Odell Beckham Jr, WR (trade med Giants)
Kareem Hunt, RB (1 år, 1,1 millioner dollar)
Demetrius Harris, TE (2 år, 6 millioner dollar)
Kendall Lamm, OT (2 år, 4,5 millioner dollar)
Adarius Taylor, LB (2 år, 6 millioner dollar)
Oliver Vernon, EDGE (trade med Giants)
Sheldon Richardson, DT (3 år, 37 millioner dollar)

Nævneværdige kontraktforlængelser:

Greg Robinson, OT (1 år, 7 millioner dollar)

Cleveland Browns stjæler overskrifterne i free agency

2018 var året, hvor NFL’s evige bundskraber endelig fik vendt skuden, efter man i starten af oktober fyrede cheftræner Hue Jackson. Daværende defensive koordinator Gregg Williams tog over og førte Browns til fem sejre og tre nederlag i sæsonens sidste otte kampe. Browns endte sæsonen 7-8-1 og sluttede for første gang siden 2010-sæsonen ikke som nummer sjok i AFC North.

På trods af en respektabel afslutning på sæsonen, valgte holdets ledelse at udskifte Gregg Williams med Freddie Kitchens, der blot tre måneder tidligere var blevet forfremmet til offensiv koordinator. 44-årige Kitchens hjalp rookie Baker Mayfield til en fantastisk sæson, hvor Mayfield slog rekorden for flest touchdown-kast af en førsteårspiller med 27 af slagsen – på trods af at han kun spillede 13 kampe.

Cleveland Browns gik derfor ind til free agency med selvtillid og ambitioner, og disse må man sige, holdet har indfriet. Holdet er gået aggressivt til værks og har forbedret sig på en lang række positioner, hvilket giver Browns markant mere frihed i draften.

Angrebet

På den offensive side af bolden stjal Browns alle overskrifter, da man tradede sig til superstjernen Odell Beckham Jr. fra New York Giants. Odell er en af NFL’s mest talentfulde spillere, han har fem år tilbage på sin kontrakt, og han kommer til at gøre Baker Mayfields liv utrolig meget nemmere. Dertil var prisen – et førsterundevalg, et tredjerundevalg og Jabrill Peppers – lavere, end de fleste forventede.

En lidt mere tvivlsom tilgang er Kansas City Chiefs’ tidligere runningback Kareem Hunt, der blev fyret af Kansas, efter en video florerede af Hunt, der sparkede en kvinde. Hunt er unægteligt et stort talent, men Browns har allerede Nick Chubb, og derfor var der ingen grund til at tilføje en så kontroversiel spiller.

Erik Drost//Flickr

Browns mistede blot én offensivspiller, som virkelig kan blive savnet: holdets højre guard Kevin Zeitler, der blev tradet til New York Giants for Olivier Vernon. Zeitler er utrolig dygtig til at blokere i kastespillet, og det er altid farligt at svække en offensiv linje, når man har en ung quarterback under center. Browns – og Baker Mayfield – må håbe at holdets andenrundevalg fra 2018, Austin Corbett, kan fylde hullet Zeitler har efterladt.

Foruden Zeitler mistede Browns quarterback Tyrod Taylor, men med Baker Mayfields opblomstring bør det have lille betydning for holdets resultater i 2019 – såfremt Mayfield undgår skader.

Forsvaret

På forsvaret valgte Browns at sige farvel til linebacker Jamie Collins, der aldrig indfriede de forventninger holdet havde til ham, da de underskrev en stor kontrakt med ham tilbage i 2017. Collins spillede dog næstflest defensive snaps af alle Browns’ spillere i 2018, og selv efter man har hentet den tidligere Tampa Bay Buccaneers linebacker Adarius Taylor, bør Browns overveje at kigge på positionen i draften.

thecomeback.com
thecomeback.com

Browns sagde også farvel til de to alsidige defensive backs Jabrill Peppers og Briean Boddy-Calhoun. Peppers havde sit bedste år i 2018, hvor han oftere fik lov til at stille sig i boksen og forstyrre løbespillet eller jagte quarterbacken. Han kunne have passet fint ind i den nye defensive koordinator Steve Wilks’ forsvar.

Wilks kan dog glæde sig over tilføjelsen af Oliver Vernon og Sheldon Richardson, der begge kommer til at styrke Browns’ defensive linje. Vernon får fornøjelsen af at spille overfor Myles Garrett, efter Emmanuel Ogbah heller ikke greb chancen i 2018.

Browns er gået all in

Cleveland Browns er gået all in på at få så meget ud af Baker Mayfields rookie-kontrakt som muligt. Det er lykkedes holdet at hente hele tre fremragende spillere de sidste par uger, i form af Odell Beckham Jr., Oliver Vernon og Sheldon Richardson, og jeg elsker at man så aggressivt forsøger at styrke holdet. Stor cadeau til general manager John Dorsey for at smede mens jernet er varmt, og udnytte at Mayfield blot koster Browns små 26 millioner dollar de næste tre sæsoner – i alt vel og mærke.

Det trækker dog en smule ned, at Browns i Zeitler mistede en af NFL’s bedste guards, mens kontrakten til Kareem Hunt måske nok er billig, men også unødvendig.

Karakter: 9/10

Draften: Cleveland Browns drafter som 17 i anden runde (draftens 49. valg)

Holdmangler: S, LB, CB, OL

Efter traden med Giants har Cleveland Browns for første gang siden 2008 ikke noget valg i første runde af draften. Derfor må Browns vente til det 17. valg i anden runde, før John Dorsey og kompagni kan begynde at fylde de mangler, der trods alt er på holdet.

Forsvaret var et af NFL’s dårligste i 2018 og tillod tredjeflest yards og hele 24,5 points per kamp. Den defensive linje ser stærk ud, men holdet har mangler på safety, cornerback og linebacker.

På den offensive side af bolden bør man kigge efter en erstatning til venstre tackle Greg Robinson og generel dybde til den offensive linje.

Mulige valg i anden runde:

1) Nasir Adderley, S, Delaware
Det er nok tvivlsomt at Adderley falder helt til nummer 47, og Browns vil formentlig skulle trade sig op for at vælge ham. Adderley ville dog passe perfekt til Browns, og give holdet noget af den fleksibilitet tilbage, som de mistede med afgangen af Jabrill Peppers. Adderley er bedst som dyb safety, men kan bruges til at dække slot-receivere, spille i boksen og blitze. Et lille “men” er dog, at han kommer fra en lille skole og derfor ikke er vant til at spille mod så højt niveau.

2) Rock Ya-Sin, CB, Temple
Draftens måske bedste navn. Rock Ya-Sin spiller meget fysisk, og har både stort potentiale og en god arbejdsmoral. Han har dog også flere mangler i sit spil, og skal særligt arbejde med sit fodarbejde. Ya-Sin kan næppe starte fra dag et, men er Browns tålmodige med ham, kan han udvikle sig til en udmærket cornerback.

Billedresultat for rock ya-sin

3) Deionte Thompson, S, Alabama
Deionte Thompson er altid på udkig efter det store spil, hvilket nogle gange kan koste. Han havde hele 78 tacklinger i sidste sæson og er meget villig til at hjælpe mod løbespillet. Han havde dog en del missede tacklinger, og vil formentlig fungere bedst som dyb safety, hvor han kan jage de store spil. Han har Pro Bowl-potentiale, men kan også ende med at blive bænket for at tillade angrebet for mange dybe kast.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC | LAC | LAR |
MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TB | TEN | WAS