Jets handlede sidste år op til tredjevalget og tog Dick Hammers barnebarn, Sam Darnold. I år har de igen det tredje valg, men med quarterbackpositionen dækket forventes det, at de bruger valget til polstre holdets defensiv.

Free agency er overstået og draften nærmer sig så småt. Den næste måned kigger vi nærmere på begge ting for alle 32 hold. Hver dag får du en ny artikel, der analyserer holdets ageren i free agency og kigger frem mod deres draft. Nu er vi nået til New York Jets, der sidder med tredjevalget i årets draft.

Nævneværdige afgange:
Isaiah Crowell, RB, Oakland Raiders
Buster Skrine, CB, Chicago Bears
Spencer Long, OL, Buffalo Bills
Mike Pennel, DT, New England Patriots
Jason Myers, K, Seattle Seahawks
Morris Claiborne, CB, Kontraktløs
Jermaine Kearse, WR, Kontraktløs
Josh McCown, QB, Kontraktløs

Nævneværdige tilgange:
C.J. Mosley, LB (5 år, 85 millioner dollar)
Le’Veon Bell, RB (4 år, 52,5 millioner dollar)
Jamison Crowder, WR (3 år, 28,5 millioner dollar)
Josh Bellamy, WR (2 år, 5 millioner dollar)
Kelechi Osemele, OG (Anskaffet via handel)
Trevor Siemian, QB (1 år, 2 millioner dollar)
Chandler Catanzaro, K (1 år, 2,3 millioner dollar)
Brian Poole, CB (1 år, 2 millioner dollar)

Nævneværdige kontraktforlængelser:
Henry Anderson, DE (3 år, 25,2 millioner dollar)
Darryl Roberts, CB (3 år, 18 millioner dollar)
Robbie Anderson, WR (Tender: 1 år, 3,095 millioner dollar)
Steve McLendon, NT (1 år, 2,5 millioner dollar)

Poser med guld uddelt i New York

Der er kommet nye boller på suppen hos den grønne del af East Rutherford, New Jersey. 

Ud er røget den rolige Todd Bowles, og ind er kommet den stirrende offensive hjerne, Adam Gase, og den fyrrige defensive koordinator, Gregg Williams. Det er tydeligt, at Jets har haft tankerne på at give Darnold de bedst mulige arbejdsbetingelser efter en sæson, hvor der ikke var meget hjælp for den unge QB at hente fra holdet.

Samtidig var Jets et af de hold, der var mest aktive, og mest gavmilde, med pengepungen i begyndelsen af free agency. Det var forventet, da de havde Joakim Von And-størrelses plads på salary cappen. Der blev da også uddelt et par kæmpe kontrakter.

Holdet, der ikke har vundet et mesterskab siden Joe Namath gjorde reklame for strømpebukser, har dog ikke skulle sige farvel til nogle nævneværdige profiler. Morris Claiborne er den eneste af en nogenlunde kvalitet, og han kunne snildt tørne ud for Jets igen i 2019. Ellers har de mistet nogle rollespillere som Spencer Long, Buster Skrine, Jermaine Kearse og Mike Pennel.

Så fokus har været på at forstærke holdet, nu hvor pengene var til det. Det skete da også. Både runningback Le’Veon Bell og linebacker C.J. Mosley er nu de blandt de bedst betalte på deres position. Ind er også kommet Kelechi Osemele via en trade med Oakland, cornerback Brian Poole blev hentet i Atlanta og Jamison Crowder skiftede hovedstaden ud med det store æble.

Dermed er rygraden på både angrebet og forsvaret sikret – eller det håber Jets i hvert fald. Både Mosleys og Bells kontrakter kan anses som fejlinvesteringer. Mosley har primært sine styrker mod løbet, og kan være en mangelfuld i opdækningssituationer. Det centrale problem er dog ikke evnerne, for Mosley er en virkelig god spiller med gode lederegenskaber. Problemet er prisen. Godt nok er kontrakten kun garanteret i de to første år, men han bærer cap hits på henholdsvis 13 og 17,5 millioner dollar i de år. Det er meget for en inside linebacker.

Ift. Bell dikterer positionen, at det er knap så klogt at allokere mange midler til den, da man ofte kan finde lignende produktion for færre penge. Bell giver dog Darnold et våben og en sikkerhedsventil, som han ikke har haft før, hvis Bell vel at mærke er i form, når sæsonen begynder. Han kan være med til at gøre Darnolds år to noget mere tålelig, fordi Jets endelig har en stjerne, som forsvaret er nødt til at lægge en plan for.

Crowder er en dygtig slot receiver, der var Redskins bedste våben, når han ikke var skadet. Han giver Darnold et sikkert mål over midten og på option- og kryds-ruter. Osemele havde ikke den bedste sæson hos Raiders sidste år, men var før det en af de bedre venstre guards i NFL. Kan han tilnærmelsesvis nå samme niveau som i Ravensdagene, så bliver han en overordentlig god handel for New Yorkerne. Derfor får Jets en mere positiv karakter for deres handler i år.

https://twitter.com/Obee1ne/status/909625662268477440

Der er to måder at se på Jets’ free agency-periode. Man kan være pessimistisk og sige, at de har brugt en helvedes masse penge på to positioner, der ikke er vanvittigt vigtige i dagens NFL. Man kan også være positiv og sige, at Jets sikrede sig to af de største stjerne, der var tilgængelige i år, og forstærkede sig mærkbart på to positioner. Jeg vælger det sidste og ser det positivt, da jeg samtidig også er ret vild med tilføjelsen af Crowder, og selvfølgelig også Osemele-handlen.

Karakter: 7/10

Draften: Jets drafter som nummer 3 i første runde

Jets påbegyndte for alvor deres genopbygningsprojekt med valget af Darnold sidste år. Nu skal huset udvides og sikres. Med det tredje valg i draften er der rig mulighed for Jets at få en stjerne på forsvaret. Uanset hvilken af de tre konsensustopspillere, Bosa, Williams eller Allen, der falder til dem, opfylder de et stort behov.

De kunne også have brug for at opgradere den offensive linje, men jeg tror mest på en forsvarsspiller, da det ville være en kende for højt at tage Jawaan Taylor eller Jonah Williams med tredjevalget. Det er dog ikke usandsynligt.

Til sidst er de også i en fin position til at handle ned, hvis de kan finde nogle, der gider tage den svingom. Finder de ikke en partner at danse handelsdansen med, så går de med den spiller, som de rangerer højest, og det bliver en øjensynligt en forsvarsspiller eller en offensiv tackle.

Holdmangler: EDGE, DT, OL,CB, WR

Mulige valg i første runde:

1) Quinnen Williams

Adam Gase har i år snakket om, at det handler om at have den rigtige samling af pass rushers for at nå ind til sine modstandere. AFC Easts Moby Dick er Tom Brady, og han er en mand, der hurtigt slipper af med bolden. Derfor giver det mest mening at hente en spiller, der kan presse lommen indvendigt. Her minder Quinnen Williams lidt om Fletcher Cox, og har en uhyggelig kombination af eksplosivitet, styrke, teknik og spilintelligens. Han læser spillet så utrolig godt, og forstår kontinuerligt at ændre sin plan til angrebets træk. Derudover har han samme naturlige evne som Aaron Donald til at være glat som en ål og bare glide forbi offensive linjefolk som var de kegler.

2) Nick Bosa

Jeg tror ikke, at Bosa ryger forbi 49ers ved valg nr.2, men sker det, så er han bestemt en mulighed. Bosa, der er lillebror til Los Angeles Chargers’ pass rusher, Joey Bosa, er ligesom storebror en strålende pass rusher. Hans teknik er blændende, og han har en utrolig spilforståelse. Han ville være en fin makker til Leonard Williams og vil give Jets mulighed for at rotere en smule på linjen. Det er svært at se, hvordan Nick Bosa ikke bliver en rigtig dygtig pass rusher i NFL.

3) Josh Allen

Teknisk kan Josh Allen godt blive skarpere, og han skal også spille mere fysisk. Atletisk set er han dog den mest eksplosive pass rusher i årets draft, og det potentiale er svært at fornægte. Samtidig virker han til at være relativt intelligent, så man stoler på, at han kan forløse potentialet de kommende år. Jets har lige nu intet nævneværdigt på ydersiden, og Allen ville være en klar opgradering på den position.

4) Jawaan Taylor

På den offensive linje har Jets to muligheder her i den teknisk rigtigt dygtige Jonah Williams fra Alabama eller den mere kraftfulde Jawaan Taylor. Jeg går med sidstnævnte, der går direkte ind som starter på højresiden og er en opgradering af den nuværende starter, Brandon Shell. På mange områder har Jawaan Taylor hele pakken med gode fødder og solid styrke. Det er mest nuancerne i positionen, som stadig skal finpudses. Det vil dog være en kende højt for Taylor, men det kunne være valget, hvis Maccagnan vælger at beskytte sin QB.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC | LAC | LAR |
MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TB | TEN | WAS