Atlanta Falcons skuffede i 2018-sæsonen, men de har ikke gjort meget væsen af sig i free agency. Vi ser nærmere på deres ageren her og ser frem mod deres afgørende draft.

Free agency er overstået og draften nærmer sig så småt. Den næste måned kigger vi nærmere på begge ting for alle 32 hold. Hver dag får du en ny artikel, der analyserer holdets ageren i free agency og kigger frem mod deres draft. Vi er nået til Atlanta Falcons, der ikke har været synderligt aktive og i stedet venter på draften.

Nævneværdige afgange:
Tevin Coleman, RB, 49ers
Andy Levitre, OG, Kontraktløs
Ben Garland, OG, Kontraktløs
Ryan Schraeder, OT, Kontraktløs
Bruce Irvin, EDGE, Panthers
Brooks Reed, EDGE, Cardinals
Robert Alford, CB, Cardinals
Brian Poole, CB, Jets
Matt Bryant, K, Kontraktløs

Nævneværdige tilgange:
James Carpenter, OG (4 år, 21 millioner dollar)
Jamon Brown, OG (3 år, 18,75 millioner dollar)
Luke Stocker, TE (2 år, ukendt beløb)

Nævneværdige kontraktforlængelser:
Grady Jarrett, DT (1 år, 15,2 millioner dollar – franchise tag)
Ty Sambrailo, OT (3 år, 14,25 millioner dollar)

Stille men solidt free agency
Atlanta Falcons’ 2018-sæson gik på ingen måde som ønsket, men på trods af det har Falcons ikke været en synderligt aktiv spiller i free agency, som det fremgår af listen over afgange, tilgange og kontraktforlængelser.

Af Falcons’ aktioner i årets free agency er det utvivlsomt kontraktforlængelsen af defensive tackle Grady Jarrett, der har været vigtigst. 25-årige Jarrett er blevet bedre og bedre, siden Falcons valgte ham i femte runde af NFL-draften i 2015, og han var en af Falcons’ absolut største profiler på forsvaret i 2018. Og ham sikrede klubben fra Georgia sig altså, før free agency overhovedet gik i gang, da de benyttede sig af det såkaldte franchise tag. De to parter har nu papir på hinanden i et år mere, men har indtil den 15. juli til at forhandle en længerevarende aftale på plads.

Foruden forlængelsen af Jarrett har der ikke været behov for mange ændringer på Falcons-mandskabet, der ellers blot vandt syv kampe i 2018-sæsonen, men et par forstærkninger har Falcons dog ikke kunnet undvære. I 2018 havde Atlanta nemlig et problem på guard-pladserne på den offensive linje, og efter at Andy Levitre og Ben Garlands kontraktudløb, var der behov for hjælp her. Det håber Falcons, at de har fundet i 29-årige James Carpenter og 25-årige Jamon Brown. Carpenter og Brown har tidligere vist, at de kan starte i NFL, og selvom de ikke er store profiler, kan det blive solide tilføjelser.

Med hensyn til de øvrige spillere, Falcons har sagt farvel til, havde klubben allerede afløserne på plads, hvilket blandt andet skyldes deres succes i NFL-draften. Runningback Ito Smith, cornerback Isaiah Oliver og defensive back Damontae Kazee er alle blevet valgt i løbet af de seneste to år, og de er udset til at afløse henholdsvis Tevin Coleman, Robert Alford og Brian Poole. Derudover står tidligere free agent-tilføjelser som offensive tackle Ty Sambrailo og kicker Giorgio Tavecchio klar til at tage over for Ryan Schraeder og Matt Bryant.

Alt i alt kan man nok godt kalde Falcons’ free agency-periode kedelig men solid, og som følge af god forberedelse havde de ikke behov for at kaste om sig med penge. Der blev hentet et par guards, og man beholdte Grady Jarrett, og ellers er fokus på draften. Det er svært at se James Carpenter og Jamon Brown gøre Falcons meget bedre, og de ender med en middelmådig karakter, da der stadig er et par holdmangler, der skal lukkes i NFL-draften.

Karakter: 5/10.

Draften: Falcons vælger som nummer 14 i første runde

Holdmangler: EDGE, DT, OT, CB

Atlanta Falcons er som nævnt ikke blevet meget bedre i free agency, og de har nogle af de samme mangler, som de havde i 2018. Det gælder blandt andet hjælp til deres pass rush, efter at de havde ottendefærrest sacks i 2018 med 37 af slagsen. Her kunne en edge rusher modsat Takkarist McKinley, og en defensive tackle ved siden af Grady Jarrett især hjælpe.

Derudover er det bestemt en mulighed, at Falcons vil hente en offensive tackle i NFL-draften og i stedet lade Ty Sambrailo være en såkaldt swing tackle, der agerer reserve. Derudover skal det heller ikke udelukkes, at en cornerback og en offensive guard draftes, omend det nok bliver i de senere runder.

Mulige valg i første runde:

1) Rashan Gary, EDGE/DT, Michigan
Går Falcons med en edge rusher i første runde, er der adskillige muligheder, og en af dem er 21-årige Rashan Gary. Gary er en fantastisk atlet, men har ikke produceret mange sacks i college, hvor han i 2018 blot havde 3,5. Falcons-træner Dan Quinn vil dog håbe, at han kan forløse hans atletiske potentiale og lære ham at blive en dygtig pass rusher. Uanset vil han dog være solid mod løbet og kan rykke ind på indersiden på åbenlyse kastedowns, hvor han kan bidrage med lidt pass rush.

2) Ed Oliver, DT, Houston
I 2017 regnede de fleste med, at Ed Oliver ville være et af de allerførste valg i årets NFL-draft. Det har ændret sig lidt siden, hvor der har været tvivl om hans fysik og teknik. Han forventes dog stadig at blive valgt forholdsvis hurtigt, men hvis han skulle være tilgængelig, når Falcons vælger, bør det være en nem beslutning. Oliver vil danne en dygtig defensive tackle-duo med Grady Jarrett, selvom den duo måske mangler lidt størrelse.

3) Jawaan Taylor, OT, Florida
Ty Sambrailo gjorde det rigtig fint i sine seks kampe som starter i 2018, men om han kan blive en god fast starter i NFL, er jeg stadig ikke sikker på. I stedet kan Falcons finde deres mangeårige højre tackle i første runde af årets NFL-draft, hvis de vælger 21-årige Jawaan Taylor. Taylor har i tre år været starter hos Florida og er stærk og har et fint fodarbejde.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC | LAC | LAR |
MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TB | TEN | WAS