Sæsonen sluttede på en kontroversiel kendelse, der sendte Rams i Super Bowl og Saints hjem til New Orleans. Det har affødt regelændringer, og nu skal Saints forsøge at rejse sig i en sæson, hvor Drew Brees er blevet 40 år.

Free agency er overstået, og draften nærmer sig så småt. Den næste måned kigger vi nærmere på begge ting for alle 32 hold. Hver dag får du en ny artikel, der analyserer holdets ageren i free agency og kigger frem mod deres draft. I dag sætter vi fokus på New Orleans Saints.

Nævneværdige afgange:
Max Unger, C, karrierestop
Kurt Coleman, S, fritstillet
Mark Ingram, RB, Ravens
Manti Te’o, ILB, kontraktløs
Jermon Bushrod, OT, kontraktløs
Dez Bryant, WR, kontraktløs
Alex Okafor, DE, Chiefs
Ben Watson, TE, karrierestop
Michael Hoomanawanui, TE, kontraktløs

Nævneværdige tilgange:
Jared Cook, TE (2 år, 15 millioner dollar)
Latavius Murray, RB (4 år, 14,4 millioner dollar)
Nick Easton, OG/C (4 år, 22,5 millioner dollar)
Malcom Brown, DT (3 år, 15 millioner dollar)
Mario Edwards Jr., DE (2 år, 4,7 millioner dollar)

Nævneværdige kontraktforlængelser:
Teddy Bridgewater, QB (1 år, 7,25 millioner dollar)
Wil Lutz, K (5 år, 20,25 millioner dollar)
P.J. Williams, CB (1 år, 5 millioner dollar)
Craig Robertson, ILB (2 år, 4,1 millioner dollar)

Store omvæltninger på vej for Saints
New Orleans Saints er vel et af de mest komplette hold i NFL. Og med en Drew Brees, der har rundet de 40 år, var det derfor oplagt, at en af de mest interessante historier fra Saints i denne offseason skulle være den om backup quarterbacken.

Teddy Bridgewater testede sine muligheder i free agency, men vendte alligevel tilbage til New Orleans og er stadig i en god situation til at tage over, når Brees lægger støvlerne på hylden.

Indtil det sker, forsøger man at vinde ham en Super Bowl mere, og til det har man givet ham et par nye våben dette forår. På tight end har Jared Cook skrevet en kontrakt på to år, og selvom han ikke er ung længere, er han en forbedring i forhold til sidste år, hvor aldrende Benjamin Watson og Michael Hoomanawanui besatte pladsen. I runningback-rummet har man mistet Mark Ingram, men til gengæld har man hevet Latavius Murray ind. Murray kunne være førstevalg hos mange hold, men hos Saints kommer han til at stå i skyggen af Alvin Kamara, der naturligvis stadig huserer i Big Easy.

På den offensive linje har man hentet Nick Easton i Minnesota til at tage over for center Max Unger, der lidt overraskende valgte at stoppe karrieren inden den kommende sæson. Easton er en nedgradering fra Unger, men bedre end de alternativer, der ellers var at finde på holdet.

På den defensive side af bolden har man sagt farvel til defensive end Alex Okafor, der har fået en stor kontrakt i Kansas City, og i februar fyrede man safety Kurt Coleman. Man har dog også brugt en del penge på forsvaret i free agency, og ind er kommet Mario Edwards Jr. fra Oakland Raiders som erstatning for Okafor, mens også midten af den defensive linje har fået et boost med tilgangen af Malcom Brown fra Patriots. I bagkæden har man forlænget kontrakten med cornerback P.J. Williams og skrevet en kontrakt med Marcus Sherels fra Vikings, der også kan fungere som returner.

Netop på special teams har man givet Wil Lutz en kæmpe kontrakt for at blive hos Saints som kicker. Fem år og mere end 20 millioner dollars kan Lutz se frem til. Det er den største kontrakt til en kicker nogensinde.

Overordnet set har free agency for Saints i år handlet om, at holde status quo og lade op til draften, hvor man måske kan lande en starter til den kommende sæson. Man har mistet et par store profiler, men på bedst mulig vis er der også dækket ind, og man har ikke uddelt uklogt store kontrakter som visse andre hold. Alt i alt et forår på det jævne og ikke specielt spektakulære, men det kan bestemt også være positivt.

Karakter: 7/10

Draften: Saints drafter som nummer 30 i anden runde
Draften bliver svær for New Orleans. Sidste år tradede man op for at vælge Marcus Davenport, og det betyder, at der ikke er noget førsterundevalg i år. Teddy Bridgewater betalte man et tredjerundevalg for, og cornerback Eli Apple blev hentet for et fjerderundevalg hos Giants.

Det betyder, at Saints, udover deres andetrundevalg (nummer 62 i alt) ikke vælger før nummer 168. Det er i femte runde. I femte, sjette og syvende runde har man tilsammen fem valg.

Draften kommer derfor til at handle om at finde en enkelt starter, hvis man er heldig, og ellers gode breddespillere, der kan hjælpe så meget som muligt i deres første år.

Holdmangler: WR, ILB, TE, OG, DT, S

Mulige valg i anden runde:

1) Andy Isabella, WR, UMass
Det er altid svært at vide, hvem der er mulige valg så sent i draften, men hvis man vil give Drew Brees et stærkt våben, der kan sætte sin direkte modstander med lynende hurtige bevægelser, så er Andy Isabella et godt bud. Den vævre receiver vil være et godt supplement til Brees’ store våben Michael Thomas og nyankomne Jared Cook.

2) Jace Sternberger, TE, Texas A&M
Vil man have en makker til netop Jared Cook kunne Texas A&Ms Jace Sternberger være en mulighed. Sternberger er dog en receiving tight end, og man skal formentlig ikke forvente alt for meget af ham i løbespillet. Sammen med Cook og Michael Thomas kan han dog gøre Saints rigtig giftige på angrebet.

3) Terrill Hanks, ILB, New Mexico State
Vil man hellere gå forsvarsvejen, kan Terrill Hanks udfylde den rolle, som Manti Te’o har efterladt. Og mere til. Hanks kan være en general på forsvaret, og han er lidt af en turnover-maskine med syv forcerede fumbles og otte interceptions i sin college-karriere. Hvis han kan overføre det til NFL bliver han ikke sjov at stå overfor.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC | LAC | LAR |
MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TB | TEN | WAS