Indianapolis Colts med Chris Ballard fortsætter de sidste par års fremragende stykke arbejde. De har forlænget med et par af deres egne til fornuftige kontrakter, mens de ikke har åbnet pengeskabet for dem, de har hentet udefra.

Free agency er overstået og draften nærmer sig så småt. Den næste måned kigger vi nærmere på begge ting for alle 32 hold. Hver dag får du en ny artikel, der analyserer holdets ageren i free agency og kigger frem mod deres draft. Nu er vi nået til Indianapolis Colts, der vælger som nr. 26 i 2019-draften.

Nævneværdige afgange:

Ryan Grant, WR, Oakland Raiders

Dontrelle Inman, WR, New England Patriots

J.J. Wilcox, SS, Atlanta Falcons

Al Woods, DT, Seattle Seahawks

Mike Mitchell, FS, kontraktløs

Corey Moore, FS, Carolina Panthers

Matt Slauson, C/G, karrierestop

Nævneværdige tilgange:

Justin Houston, DE (2 år, 24 millioner dollar)

Devin Funchess, WR (1 år, 10 millioner dollar)

Nævneværdige kontraktforlængelser:

Pierre Desir, CB (3 år, 22,5 millioner dollar)

Margus Hunt, DT (2 år, 9 millioner dollar)

Adam Vinatieri, K (1 år, 3,875 millioner dollar)

Clayton Geathers, FS (1 år, 2,75 millioner dollar)

Mark Glowinski, G (3 år, 16,2 millioner dollar)

Pengene blev holdt i lommen i Indianapolis

Ryan Grigson-æraen er for længst slut, og Colts ser ud til at have fået en særdeles kompetent herre ind på posten som general manager. Chris Ballard går ind i sin tredje sæson som byggemester i Indiana, og han har virkelig formået at få styr på det rod, som forgængeren havde skabt. I 2018 vendte Andrew Luck tilbage til tidligere tiders niveau, og Matt Eberflus fik enormt meget ud af et forsvar proppet med ukendte ansigter. Cheftræner Frank Reich går ind i sin anden sæson med store forventninger og så meget plads på cappen, at det ville få Action Bronsons bukser til at blive jaloux.

I stedet for at dyppe fingrene i den første og dyre del af free agency har Colts dog valgt at fokusere på at holde på egne spillere, bl.a. Pierre Desir, Margus Hunt og Adam Vinatieri.

Ballard har udpræget sagt farvel til rollespillere, og af dem er det i skrivende stund kun safety Corey Moore, der har fundet en ny arbejdsgiver. Det er tydeligt, at Colts forsøger at bygge videre på sidste års positive udvikling uden at gældsætte sig med opfedede kontrakter i en tynd free agency-årgang.

Holdet valgte dog at give en solid kontrakt til wide receiver Devin Funchess, og hentede senere Justin Houston efter han blev fritstillet af Kansas City Chiefs. Begge er positioner, hvor Colts sidste år i den grad manglede spillere, der kunne gøre en forskel.

I Funchess får Luck et stort mål i redzone og på tredje down, der kan hjælpe med at fjerne lidt fokus fra sidste års succeshistorie, tight end Eric Ebron. Funchess er også en receivertype, som Colts ikke havde sidste år, der, selvom han aldrig helt er brudt igennem, bliver voldsomt spændende at følge med Luck som sin quarterback.

Houston bliver spændende at se i Eberfluss’ system, der er et udpræget 4-3 system, hvor Houston har spillet primært i 3-4 systemer hos Chiefs. I 2018 kom de fleste af Colts’ sacks fra indersiden og via blitzes, hvor Denico Autry og Darius Leonard var topscorerne med henholdsvis ni og syv sacks. Derfor giver det enormt meget mening, at Houston har fået en toårig kontrakt til fornuftige penge, da han tilføjer et våben i forsvarsarsenalet, som de ikke havde i forvejen, fordi han netop kan presse quarterbacken fra ydersiden. Den eneste rynke ved Houston er, at han, pga. skader, er gået glip af 21 kampe siden monstersæsonen i 2014, hvor han førte ligaen med 22 sacks.

Colts’ tilgang spejler sig i den, man typisk ser hos ekstremt succesfulde hold, hvor man sjældent er med i kampen om de største profiler i free agencys begyndelse. Det er virkelig fedt at se en GM, der forstår, hvordan man bygger et hold op omkring en stjernequarterback. Ballards projekt bliver enormt spændende at følge, og med kaptajn Luck ved roret kandiderer Colts til at blive en af arvtagerne for Patriots’ AFC dominans, når Tom Brady og Bill Belichick engang beslutter sig for at lade de andre lege med.

Karakter: 8/10

Draften: Colts drafter som nummer 26 i første runde

Holdmangler: OL, EDGE, S, CB, DT

Colts har egentlig en udmærket trup uden de store mangler, men har brug for playmakers på linjen og i deres secondary, hvis de skal gøre sig håb om at spille med om Lombardi-trofæet. Ballard havde en rigtig fin draft sidste år, hvor han fandt stjerner i Quenton Nelson og Darius Leonard, og kvalitetsspillere i Braden Smith og Nyheim Hines.

Den trend skal fortsætte i år, og her giver det mest mening at se på forsvaret, hvor draften er relativ dyb i år. Særligt på den defensive linje, hvor man kan få fat i nogle store talenter i første runde.

Colts skal også drysse lidt støv på receiver-gruppen, men de bør gå forsvar i første runde. Samtidig har de også sjetterundevalget fra sidste, Deon Cain, der sad ude i hele sidste sæson efter at have imponeret i træningslejren.

Mulige valg i første runde:

1) Christian Wilkins, DT, Clemson
Wilkins er en 3-tech i NFL, der er teknisk dygtig og bør blive en fornuftig NFL-starter. Det er en succesvant herre, der hos Clemson var med på to hold, der vandt det nationale mesterskab i college.

Wilkins er en af de mest sympatiske og hårdtarbejde personer i årets draft, hvilket er aspekter, som Ballard vægter højt. Spillemæssigt ville Wilkins være en alsidig brik i midten af den defensive linje, hvor holdet som nævnt mangler lidt ungt talent til at komplementere Margus Hunt og Denico Autry. Hans evner til at skabe penetration mod løbet er lige noget for Matt Eberflus.

2) Jeffery Simmons, DT, Mississippi State

Simmons er et bæst på den defensive linje og har talent til at blive taget i toppen af draften. Problemet for ham er, at han rev korsbåndet over under en træning i februar, og at han, da han stadig gik i High School, slog en kvinde gentagende gange i hovedet. Angiveligt grundet en familiestrid mellem kvinde og Simmons’ søster. Han har dog ikke været i problemer i sin hos Mississippi State, og har haft to sæsoner i træk med et tocifret antal tacklinger for tab. Det er derfor ikke usandsynligt, at et hold i bunden af første runde tager en chance med Simmons.

3) Rock Ya-Sin, CB, Temple

Abdurrahman Ibn “Rock” Ya-Sin har ikke bare det bedste navn, og er mit personlige draft crush, i årets draft. Han udfylder også et behov for mere dybde hos Colts’ secondary. De har godt nok Quincy Wilson, Kenny Moore og Pierre Desir, men Ya-Sin har et lækkert sæt evner, der vil hjælpe Colts med at dæmme op for Mahomes og Mayfield i AFC i de kommende år. En lang cornerback (1.88) med gode boldevner er guf i nutidens NFL, og Ya-Sins type passer udmærket ind i Eberflus’ version af Tampa 2-systemet.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC | LAC |
LAR | MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TB | TEN | WAS