Køb NFL GamePass
Forside Trades Brandudsalget er startet: Colts sender Nelson til Seattle

Brandudsalget er startet: Colts sender Nelson til Seattle

0

Så er det officielt. Indianapolis Colts har kastet håndklædet i ringen for 2026-sæsonen, og de har åbnet for deres store brandudsalg.

Indianapolis Colts og Seahawks har landet en aftale, der sender den tidligere All Pro-spiller Quenton Nelson til Seattle. I stedet modtager Colts et valg i tredje runde af 2027-draften og et valg i femte runde af 2028-draften.

Opdateret: Colts har også lige sendt DeForest Buckner hjem til 49ers for et 4. runde pick

Få NFL GamePass til halv pris

Handlen sker i kølvandet på, at Indianapolis Colts fyrede deres mangeårige general manager Chris Ballard tidligere på måneden. De to beslutninger indvarsler, at Colts står over for en ny æra, og vi har næppe set den sidste Colts-handel, før transfervinduet lukker den 10. november.

Canton venter på Quenton Nelson

Quenton Nelson havde kontraktudløb med Colts efter 2026-sæsonen, så hvis Colts allerede havde besluttet sig for, at de ikke ville forlænge aftalen med den 30-årige guard, så var de pisket til at finde en handelspartner nu og her.

Indianapolis Colts valgte oprindeligt Nelson med det sjette valg i 2018-draften. Siden da har Nelson etableret sig som én af de allerbedste offensive linjespillere i NFL, hvortil han er blevet stemt i Pro Bowl i hver eneste af sine foreløbigt otte år som professionel.

Det er kun den tidligere og legendariske Cleveland Browns-spiller Joe Thomas, som har opnået flere Pro Bowl-udtagelser i træk blandt alle offensive linjespillere (10) end Nelson.

Quenton Nelson forlader Indianapolis som én af de mest respekterede spillere i Colts’ historie. Han er kendt og berygtet for sin hårdføre spillestil, og han har ikke misset én eneste kamp siden 2021-sæsonen.

Hvad betyder handlen på grønsværen?

Uden Nelson ventes Colts at skulle starte Jalen Farmer, som de valgte i fjerde runde af forårets draft. Farmer får således en gylden mulighed for at bevise, at han skal være en del af fremtidens Colts-mandskab.

Omvendt henter Seattle Seahawks en stensikker starter ind til sin venstre guard-position. Handlen betyder også, at Grey Zabel kan rykke tilbage til sin mere vante position som højre guard, hvor han excellerede i college-rækkerne.

Husk, at du også kan læse vores store analyse af Seattle Seahawks’ bøvlede sæsonstart her.