En god 2017-sæson blev efterfulgt af en dårlig 2018-sæson for Carolina Panthers, og holdet vil håbe den trend fortsætter, så de i 2019-sæsonen igen når slutspillet. En free agency-periode, der er brugt på oprydning og på at blive yngre, bliver her gennemgået, og så ses der frem mod Panthers’ draft.

Free agency er overstået og draften nærmer sig så småt. Den næste måned kigger vi nærmere på begge ting for alle 32 hold. Hver dag får du en ny artikel, der analyserer holdets ageren i free agency og kigger frem mod deres draft. Det femte hold er Carolina Panthers, der har 2019-draftens 16. valg.

Nævneværdige afgange:

Matt Kalil, OT, kontraktløs
Chris Clark, OT, kontraktløs
Marshall Newhouse, G/T, kontraktløs
Ryan Kalil, C, pension
Cameron Artis-Payne, RB, kontraktløs
Devin Funchess, WR, Colts
Mike Adams, S, kontraktløs
Captain Munnerlyn, CB, kontraktløs
Thomas Davis, LB, Chargers
Julius Peppers, EDGE, pension

Nævneværdige tilgange:

Matt Paradis, C (3 år, 29,03 mio. dollars)
Bruce Irvin, LB/EDGE (1 år, 4 mio. dollars)

Nævneværdige kontraktforlængelser:

Eric Reid, S (3 år, 22,05 mio. dollars)
Daryl Williams, OT (1 år, 6 mio. dollars)
Taylor Heinicke, QB (1 år, 805.000 dollars)

Hvad får den store udskiftning af betydning?

Som det ses i oversigten, har Carolina Panthers sagt farvel til klart flere profilerede navne, end de har budt velkommen til. Det virker til at være en offseason, der står i oprydningens navn, og det er meget normalt efter en dårlig sæson. Efter sådan en sæson skal nogen have skylden, og den skyld må være lagt på den offensive linje og et gammelt forsvar.

På den offensive linje har Panthers sagt farvel til Chris Clark, Marshall Newhouse og Matt Kalil der alle fik betydelig spilletid sidste år, samt at den startende center, Ryan Kalil, selv er gået på pension. På forsvarssiden er der sagt farvel til Thomas Davis (36 år), Mike Adams (38 år), Captain Munnerlyn (30 år) og så gik Julius Peppers (39 år) selv på pension. Det kan tyde på et generationsskifte på forsvaret, og en generel utilfredshed med den offensive linje.

De ting har Panthers forsøgt at løse i free agency, hvor der er investeret i den offensive linje. Offensive tackle, Daryl Williams, der blev skadet for sæsonen i åbningskampen sidste år, har fået en 1-årig kontraktforlængelse, hvor han skal bevise, og så er Matt Paradis hentet på en flot kontrakt, hvor han skal binde linjen sammen indvendigt. Hvis Paradis og Williams rammer tidligere høje niveau, er Panthers’ linje igen et våben og ikke en hindring på vejen mod succes. Linjen kunne dog godt bruge en opgradering på venstre guard, hvor Greg Van Roten pt. ligner starteren.

På forsvaret skete der også ændringer. De er kommet stille og roligt siden sæsonen sluttede, hvor holdet først ikke ville forlænge med klubikonet Thomas Davis og Mike Adams. Siden fyrede de Captain Munnerlyn, der ligesom Davis og Adams fik meget spilletid i sidste sæson. Derudover stoppede Julius Peppers altså karieren, så Panthers står pludselig med et hullet, mindre rutineret forsvar.

Og hvordan løste de så det? Umiddelbart er der stadig huller, da free agency ikke blev brugt til at erstatte de fire førnævnte. Til at erstatte Mike Adams, får sidste års tredjerundevalg, Rashaan Gaulden, muligheden, men derudover er der ikke hentet nogen ind. Der blev heller ikke hentet hjælp udefra for at erstatte Captain Munnerlyn, og hans afløser som slot-cornerback ses umiddelbart ikke i truppen. For fem år siden draftede Panthers Shaq Thompson, der på sigt skulle erstatte Thomas Davis. Davis’ niveau har Thompson dog aldrig ramt, og da holdet heller ikke her har hentet nyt blod gennem free agency, er hullet efter Davis stadig åbent. Slutteligt efterlader Julius Peppers’ pensionering også et hul, og selvom Panthers hentede Bruce Irvin, er Peppers langt fra erstattet.

Alt i alt har det været en travl periode for Panthers siden 2018-sæsonen sluttede, dog klart mest på farvel-siden. Der er blevet ryddet godt op, og store kontrakter med dårlige spillere (Munnerlyn og M. Kalil) er blevet revet over. Oprydningen gør, at holdets egne unge spillere kan få værdifuld spilletid næste år, så de får lov at udvikle sig. Derudover har holdet ikke givet for store kontrakter til hverken Reid, Williams eller Paradis, hvilket også trækker op. På den negative side kan det siges, at holdet umiddelbart ser noget tyndt ud på forsvaret.
Medmindre de rammer guld i årets draft, kunne det ligne et opbygningsår for Carolina Panthers, hvor holdet forbereder sig på at drømme stort i 2020-sæsonen.

Karakter: 5/10

Draften: Panthers drafter som nr. 16 i første runde

Holdmangler: DE/EDGE, LG, CB, WR, TE, LB,

Panthers befinder sig lidt i NFLs ingenmandsland, hvor de ikke kan kategoriseres som et hold i genopbygningsfasen, men omvendt heller ikke ligner et hold, der har spillerne til at kæmpe om Super Bowl-trofæet. Der er dog masser at bygge videre på, og både på forsvaret og angrebet er der en naturlig leder – Luke Kuechly og Cam Newton. Et par gode drafts i træk, og så kan dette hold være rigtig spændende i 2020.

I år skal der fokuseres på at forbedre holdets pass rush, mens der også er behov for nyt blod i linebacker-gruppen og på den offensive linje. Slutteligt kunne en safety også være en mulighed, mens en cornerback til at konkurrere om pladsen som slot-cornerback også er en mulighed.

Mulige valg i første runde:

1) Clelin Ferrell, EDGE, Clemson

Gulkluds draftguruer, Teis Jorager og Dennis Cordsen, var inde på dette i deres første mock draft; Ferrell til Carolina er et oplagt valg. Ferrell bliver en omgående stor forbedring af holdets pass rush, og så har Ferrell spillet college kun 200km fra Charlotte, North Carolina, hvor Carolina Panthers hører hjemme.

Ferrell bliver selvfølgelig ikke kun valgt fordi det er bekvemt, han løser det største behov, og så er Ferrell i den gruppe af EDGE-spillere, der muligvis er tilgængelig på dette tidspunkt i draften.

2) Jonah Williams, OT/G, Alabama

Hvis det forventede store run på dygtige pass rushere fortsætter efter Nick Bosa, Josh Allen, Rashan Gary, så Clelin Ferrell eller Montez Sweat ikke er tilgængelige med det 16. valg, kunne Panthers vælge at gå efter den offensive linje. Hvis det skal blive rigtig godt, skal Panthers håbe på, at Jawaan Taylor eller Andre Dillard er første offensive linjemand der draftes, for så kunne Jonah Williams være tilgængelig her. Williams kan spille flere pladser på linjen, så første år vil han kunne overtage som venstre guard, og skulle Daryl Williams blive skadet igen eller ikke ramme niveau, kan Jonah Williams skubbes ud som tackle.

3) Deandre Baker, CB, Miami

Hvis Panthers vurderer, at alle de dygtigste pass rushere og offensive linjemænd er taget på dette tidspunkt i draften, kan Panthers gå rigtig mange veje. Én mulighed er at drafte en dygtig cornerback, så holdet til den kommende sæson råder over tre fine spillere, også selvom holdet spiller det meste af tiden i deres almindelig 4-3 forsvar. Deandre Baker ville dog kunne gå ind, og fra dag 1 være starter indvendigt, og hvis James Bradberry forlanger en alt for stor kontrakt efter næste sæson, behøver holdet ikke betale ham. 

Af andre muligheder for Panthers her kunne nævnes TE TJ Hockenson, WR DK Metcalf, DT Christian Wilkins samt cornerback-alternativerne Byron Murphy og Andraez “Greedy” Williams.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC |
LAC | LAR | MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TB | TEN | WAS

1 KOMMENTAR

  1. Lige et par kommentarer til jeres analyse:

    – Matt Kalil var skadet stort set hele sæsonen. Efter hans skade samt skaden til Daryl Williams, blev Clark og Newhouse hentet ind som midlertidige, og gjorde det udemærket, men dog ikke prangende. Kalil har desværre ikke været en god signing, men derudover har man nu været ganske tilfreds med den offensive linie.

    – Carolina har ganske rigtig forsøgt at foryngre forsvaret, men dertil ligger også at man i den kommende sæson vil forsøge at mixe 4-3 og 3-4 endnu mere, hvilket bl.a. skulle være grunden til at Thomas Davis ikke fik forlænget sin kontrakt. Munnerlynn spillede ikke imponerende, så tabet af ham er næppe stort.

    – Panthers mangler helt sikkert en ny safety, men bortset for dette, mener jeg at de har klaret Free Agency på fornemmeste vis – og burde ligge væsentlig højere end 5/10.

Comments are closed.