Josh Allen er fremtidens quarterback i Buffalo, og Bills har forsøgt at gøre livet lidt lettere for ham i free agency. Vi ser nærmere på deres ageren her og ser frem mod deres afgørende draft.

Free agency er overstået og draften nærmer sig så småt. Den næste måned kigger vi nærmere på begge ting for alle 32 hold. Hver dag får du en ny artikel, der analyserer holdets ageren i free agency og kigger frem mod deres draft. Vi er nået til Buffalo Bills, der har haft fokus på at hjælpe deres unge quarterback.

Nævneværdige afgange:
John Miller, OG, Bengals
Charles Clay, TE, Cardinals
Kyle Williams, DT, Karrierestop
Jordan Mills, OT, Kontraktløs
Ryan Groy, OG/C, Kontraktløs

Nævneværdige tilgange:
Frank Gore, RB (1 år, 2 millioner dollar)
Mitch Morse, C (4 år, 44,5 millioner dollar)
Spencer Long, OG/C (3 år, 12,6 millioner dollar)
Jon Feliciano, OG/C (2 år, 7,25 millioner dollar)
Ty Nsekhe, OT (2 år, 14,5 millioner dollar)
LaAdrian Waddle, OT (1 år, beløb uvist)
Cole Beasley, WR (4 år, 29 millioner dollar)
John Brown, WR (3 år, 27 millioner dollar)
Andre Roberts, WR/KR (2 år, 4,6 millioner dollar)
Tyler Kroft, TE (3 år, 18,75 millioner dollar)
Kevin Johnson, CB (1 år, 3 millioner dollar)

Nævneværdige kontraktforlængelser:
Jordan Phillips, DT (1 år, 4,5 millioner dollar)
Lorenzo Alexander, LB (1 år, 3,75 millioner dollar)

Bills sikrer tiltrængt hjælp til Josh Allen
Buffalo Bills har godt nok ikke ligget på den lade side i løbet af free agency. Tværtimod har de været en af de største købere, og de har hentet intet mindre end 11 nævneværdige spillere. Til gengæld har der også været brug for det i Buffalo.

I NFL-draften i 2018 valgte Bills quarterback Josh Allen med det syvende valg, men i sin første sæson i NFL havde Bills ikke meget hjælp, og selvom det blev til seks sejre, var der en stor mangel på talent på holdet. Det har Bills tydeligvis gået efter at ændre på i denne offseason, hvor de især har haft fokus på at forstærke angrebet, der scorede tredjefærrest point i 2018.

Først og fremmest har Bills gået efter at forbedre beskyttelse af deres 22-årige quarterback ved at investere heftigt i den offensive linje. Ind er kommet startere som center Mitch Morse og offensive tackle Ty Nsekhe, mens Jon Feliciano, Spencer Long og LaAdrian Waddle også skal kæmpe om starterpladser eller forbedre dybden på den offensive linje. Især Morse og Nsekhe ligner umiddelbart forstærkninger, der vil kunne mærkes, selvom det ikke umiddelbart virker som de store og sexede indkøb.

baltimoreravens.com

Foruden den offensive linje har Allen også fået lidt mere legetøj i kastespillet, hvor receiver John Brown, slotreceiver Cole Beasley og tight end Tyler Kroft har fået et par fine kontrakter. Af dem virker især den hurtige Brown som en ideel receiver for Allen, der elsker at kaste dybt, mens Beasley også kan være produktiv, som han tidligere har vist i sin karriere. Ligesom med den offensive linje er der her tale om solide tilføjelser, der dog ikke vil være superstjerner.

Til gengæld er det bemærkelsesværdigt, at Bills ikke har gjort meget for at forbedre deres forsvar. Godt nok var forsvaret blandt NFL’s bedste i 2018, hvor de tillod næstfærrest yards, men der er stadig plads til forstærkninger. Bills formåede eksempelvis blot at sacke modstandernes quarterback 36 gange, hvilket er syvendefærrest i NFL, og og tillod forholdsvis mange point. Til at hjælpe med det er der brug for forstærkninger på den defensive linje og i secondaryen.

Buffalo Bills’ ageren i free agency har ikke nødvendigvis været sexet, men den har i den grad budt på forstærkninger, og general manager Brandon Beane og cheftræner Sean McDermott gør det rigtige ved at have Josh Allen i fokus og forsøge at forløse hans potentiale. Den offensive linje og receiverkorpset var Bills’ måske to største mangler, og begge positionsgrupper har i den grad fået et talentindsprøjtning. Til gengæld trækker det lidt ned, at forsvaret ikke blev forstærket yderligere.

Karakter: 7/10

Draften: Bills vælger som nummer ni i første runde

Holdmangler: CB, EDGE, DT, OL, RB, TE

Eftersom Buffalo Bills investerede heftigt i offensiven i free agency, tror jeg, at de vil forsøge at forstærke forsvaret i årets NFL-draft. Mere specifikt kunne en talentfuld edge rusher, der kunne rotere med Shaq Lawson, Jerry Hughes og Trent Murphy. Derudover er det ikke sikkert, at nogen af dem er i Bills efter 2019-sæsonen, og så skal der bruges en afløser.

Ydermere kunne en defensive tackle, der leverer et habilt pass rush, hentes, mens en cornerback modsat Tre’Davious White simpelthen skal findes .

Det skal dog ikke udelukkes, at Bills går med en offensivspiller i første runde. En offensiv tackle, der kan starte de næste mange år kunne hentes, mens de også mangler en ung runningback og en tight end. De sidstnævnte positioner bør dog først blive adresseret i de senere runder.

Mulige valg i første runde:

1) Ed Oliver, DT, Houston
På den defensive linje har Bills et par store mænd i Star Lotulelei, Harrison Phillips og Jordan Phillips, men ingen af dem forventes at levere store spil kontinuerligt. De er solid spillere mod løbet, men har problemer med at presse quarterbacken. I det henseende kan Ed Oliver hjælpe. 21-årige Oliver er en fantastisk atlet, der i sine tre år i college nåede 13,5 sacks. Det er to flere end Lotulelei har formået i sine hidtil seks år i NFL.

2) Josh Allen, EDGE, Kentucky
Udover at det vil være en fremragende historie, at Bills vælger en Josh Allen i første runde af NFL-draften to år i træk, vil det også være en fremragende tilføjelse til Bills’ forsvar. Allen er en fantastisk atlet, der havde utrolige 17 sacks i 2018 for Kentucky, og som har potentialet til at blive en hjørnesten på Bills’ forsvar i de næste mange år.

Hvis Allen allerede er taget, kan Bills i stedet gå efter Montez Sweat fra Mississippi State eller Clelin Ferrell fra Clemson.

3) Andre Dillard, OT, Washington State
Andre Dillard er en utrolig atletisk offensive tackle-talent, der besidder et utroligt potentiale. På sigt kunne han dermed ses som Bills’ venstre tackle i mange år fremover. I første omgang kan han dog tage et år som reserve, hvor han tager ved lære af Ty Nsekhe, før han overtager i 2020. Spørgsmålet er blot, om Bills er villige til at vælge en spiller, der måske ikke vil hjælpe med det samme. Derudover kan han tvinge talentfulde Dion Dawkins væk fra venstre tackle, hvilket Bills måske heller ikke er villige til.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC |
LAC | LAR | MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TB | TEN | WAS