Generationsskifte fortsatte i Green Bay i free agency, hvor et par klubikoner sagde farvel, mens tre markante forstærkninger til forsvaret blevet hevet ind. Derfor står Packers stærkt før draften med to førsterundevalg og gode forudsætninger for at give mere støtte til Aaron Rodgers.

Free agency er overstået, og draften nærmer sig så småt. Den næste måned kigger vi nærmere på begge ting for alle 32 hold. Hver dag får du en ny artikel, der analyserer holdets ageren i free agency og kigger frem mod deres draft. Turen er kommet til Green Bay Packers.

Nævneværdige afgange
Clay Matthews, OLB, Rams
Nick Perry, OLB, kontraktløs
Randall Cobb, WR, Cowboys
Bashaud Breeland, CB, Chiefs
Jake Ryan, LB, Jaguars
Muhammad Wilkerson, DT, kontraktløs
Kentrell Brice, S, Buccaneers

Nævneværdige tilgange
Adrian Amos, S (4 år, 37 millioner dollar)
Preston Smith, OLB (4 år 52 millioner dollar)
Za’Darius Smith, OLB (4 år, 66 millioner dollar)
Billy Turner, OL (4 år, 28 millioner dollar)

Nævneværdige kontraktforlængelser
Marcedes Lewis, TE, 1 år (2,1 millioner dollar)

Generationsskiftet på forsvaret fortsætter
Med ansættelsen af Brian Gutekunst som sportsdirektør før sidste sæson og Matt LaFleur som cheftræner i år er Green Bay Packers for alvor trådt ind i en ny verden. Efter to skuffende sæsoner i træk uden knald-eller-fald-kampe i januar hviler der allerede et tungt pres på Gutekunst og LaFleur for at føre Packers tilbage, hvor ostehovedernes fans og eksperter føler, de hører til: I slutspillet.

Under den tidligere sportsdirektør Ted Thompson var Green Bay kendt for at være særdeles konservative og holde sig i baggrunden, mens de andre hold kastede om sig med stor millionkontrakter. Gutekunst gjorde dog op med den strategi sidste år, og han er fortsat i samme stil i år.

Packers har nemlig haft den store pengepung fremme for at sikre sig et par forstærkninger til forsvaret. På ydersiden måtte klubben nemlig vinke farvel til to vaskeægte klubmænd i de to outside linebackere, Clay Matthews og Nick Perry. Og de to er blevet erstattet én-til-én af to gange Smith: Preston og Za’Darius, der begge er blevet udstyret med rigtig store kontrakter. Preston Smith og Za’Darius Smith forstærker Green Bays pass rush, og de er begge i deres allerbedste alder med adskillige gode år tilbage i sig, så det er et par gode tilgange. 66 millioner dollar over fire år til Za’Darius Smith er dog i overkanten.

I de bagerste geledder af forsvaret har Packers til gengæld lavet en stensikker homerun. Den nu tidligere Bears-profil, Adrian Amos, er blevet hentet ind som erstatning for det hul på safety, der opstod, da Ha Ha Clinton-Dix blev sendt til Redskins i en byttehandel i efteråret. Amos har i løbet af de to sæsoner udviklet sig til en af ligaens bedste safeties, og det er rigtig stærkt og ikke mindst overraskende, at ostehovederne har været i stand til at hente ham til en kontrakt på blot ni millioner dollar årligt. Han er en tydelig opgradering sammenlignet med Clinton-Dix og giver Packers endnu mere kvalitet i en allerede lovende secondary.

Derudover har Packers formentlig fundet en ny starter på den offensive linje i alsidige Billy Turner, der forventes at gå ind på højre guard. Og så har den mangeårige startende slot-receiver Randall Cobb taget en beslutning om, at han vil forsøge at genstarte sin karriere i Dallas efter en kontinuerligt nedadgående formkurve i Green Bay. Og netop på grund af Cobbs dalende niveau de seneste år ser jeg ham ikke som et betydende tab for Aaron Rodgers og resten af angrebet.

Alt i alt har det været et fint free agency for Packers, der har taget næste skridt i generationsskiftet på forsvaret med tilgangen af relativt unge kvalitetsspillere som Amos og de to gange Smith. Helt optimalt havde klubben fundet en startende wide receiver modsat Davante Adams og forstærket den offensive linje mere. Men med to førsterundevalg er der gode muligheder for at adressere dette i draften. Karakteren til Packers’ free agency ender derfor i den flotte ende med 7.

Karakter 7/10

Draften: Packers vælger som nummer 12 og 30 i første runde
Holdmangler: WR, OL, S, ILB, TE

Green Bay Packers er et af de hold, der står allerbedst positioneret med to valg i første runde af årets draft – og tre valg blandt de første 44. Derfor har ostehovederne ammunitionen til potentielt at bevæge sig helt op i top 5, hvis deres absolutte førstevalg skulle falde en smule. Packers har faktisk ikke en position, hvor de virkelig er tvunget til at forstærke sig via draften, og det stiller klubben i en endnu bedre position.

Det er dog offensiven, der bør få den primære opmærksomhed hos Green Bay. Som tidligere nævnt vil en WR2 ved siden af Davante Adams være en stor hjælp for Aaron Rodgers, og så er både en guard til at konkurrere med de nuværende startere og en højre tackle til fremtiden også oplagt. En ung, lovende tight end til at tage over efter aldrende Jimmy Graham og Marcedes Lewis giver også god mening.

Defensiven ser efterhånden ganske godt besat ud, men med en makker til Blake Martinez på inside linebacker og en safety til at parre med stærke Adrian Amos, så er det et forsvar, der har potentiale til at blive rigtigt giftigt. I de senere runde kan der tænkes i en indvendig defensiv linjemand til dybden.

To muligheder til 12.valget:

1) Devin Bush, LB, Michigan
Packers kan gå i flere retninger, og det er oplagt med en angrebsspiller, men hvis det bliver en forsvarsspiller, er Devin Bush et rigtig godt bud. Han er ikke den største eller mest fysiske linebacker, men han besidder rigtig mange af de egenskaber, som en moderne NFL-linebacker skal have. Han er dygtig i opdækning – både i zoneopdækning, hvor han er god til at læse spillet og reagere hurtigt, og så har han farten til at følge med tight ends og runningbacks i mandsopdækning. Og så er han virkelig dygtig i løbespillet. Bush vil være en fremragende makker til Martinez i midten af forsvaret.

***LÆS OGSÅ: Draftprofil: Er Michigan’s Bush den bedste Devin i draften?

2) Noah Fant, TE, Iowa
Hvis Packers går efter en offensiv spiller er der gode muligheder for at vælge enten en offensiv tackle, tight end eller wide receiver. Målt på kvalitet vil en playmaker på ydersiden nok være bedst at vente med til lidt senere, så jeg går med en tight end. Her er der to oplagte muligheder, der faktisk begge spillede for Iowa i college. T.J. Hockensen har nok marginalt bedre værdi på grund af hans kvaliteter i blokeringsspillet, men jeg går med ekstremt atletiske Noah Fant, som vil give Aaron Rodgers et eksplosivt våben henover midten. Og så kan Jimmy Graham reduceres til udelukkende at være et våben i redzone.

To muligheder til 30.-valget:

1) A.J. Brown, WR, Mississippi
I slutningen af første runde er det ideelt for Packers at vælge en receiver. Det kunne være lynhurtige Paris Campbell, men jeg går med A.J. Brown, der både kan udfylde rollen som slot-receiver efter Randall Cobbs afgang, men også har fysikken til at spille på ydersiden. Brown er hverken den hurtigste eller skarpeste til at løbe ruter, men han er god til at skærme cornerbacks af, komme fri af sin oppasser og til skabe ekstra yards, efter han har grebet bolden.

2) Cody Ford, OT/OG, Oklahoma
Cody Ford er et andet rigtig godt bud, hvis Packers vælger at forstærke den offensive linje. Han er en stor og fysisk spiller med god længde. Han spillede højre tackle for Oaklahoma, men han vil helt sikkert også kunne spille guard, hvor Green Bay umiddelbart er mindre godt besat. Ford bevæger sig rigtig godt for sin størrelse, men han er ikke voldsomt atletisk. Han havde en del udsving i college og var ikke så konstant i sine præstationer fra kamp til kamp, men potentialet er der.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC |
LAC | LAR | MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TB | TEN | WAS