Houston Texans avancerede til slutspillet i 2018, men holdet er under pres fra de øvrige hold i AFC South.

Free agency er overstået, og draften nærmer sig så småt. Den næste måned kigger vi nærmere på begge ting for alle 32 hold. Hver dag får du en ny artikel, der analyserer holdets ageren i free agency og kigger frem mod deres draft. Turen er kommet til Houston Texans.

Nævneværdige afgange
FS, Tyrann Mathieu (Kansas City Chiefs)
CB, Kevin Johnson (Buffalo Bills)
WR, Demaryius Thomas (-)
RB, Alfred Blue (-)
CB, Kareem Jackson (Denver Broncos)
RT, Kendall Lamm (Cleveland Browns)
CB, Kayvon Webster (-)
CB, Shareece Wright (-)
DT, Christian Covington (Dallas Cowboys)
QB, Brandon Weeden (-)

Nævneværdige tilgange
FS, Tashaun Gipson (3 år, 22,5 millioner dollar)
CB, Bradley Roby (1 år, 10 millioner dollar)
LT, Matt Kalil (1 år, 7,5 millioner dollar)
QB, A.J. McCarron (1 år, 3 millioner dollar)
TE, Darren Fells (1 år, 1,5 millioner dollar)
S / CB, Briean Boddy-Calhoun (1 år, 900.000 dollar)

Nævneværdige kontraktforlængelser
OLB, Jadeveon Clowney (1 år, 15,97 millioner dollar)
DT, Angelo Blackson (3 år, 12 millioner dollar)
DT, Joel Heath (1 år, 1,6 millioner dollar)
QB, Joe Webb (1 år, 1,03 millioner dollar)

Er Texans’ AFC South-titelforsvar i fare?
Houston Texans var svære at blive kloge på i 2018. Texans vandt imponerende ni kampe i træk mellem ultimo september og december, hvilket støbte fundamentet for holdets tredje AFC South-titel på fem år. Hertil tillod forsvaret fjerdefærrest point i ligaen (19,8 pr. kamp), mens DeAndre Hopkins udgjorde en enmandshær for angrebet med 1.572 grebne yards og 11 touchdowns.

Alligevel er det svært at ignorere, at Texans var forskånet med et særdeles overkommeligt kampprogram, og igen i år røg ud af slutspillet efter en intetsigende præstation mod Indianapolis Colts. Spillemæssigt var angrebet hæmmet af både sin offensive linjes inkompetencer og sin endimensionelle afhængighed af DeAndre Hopkins. Derfor er det bekymrende for Texans, at holdet har mistet en række defensive profiler i årets free agency, og samtidig ikke har lukket nogle af de førnævnte huller i angrebet.

Deshaun Watson har netop bevist, at han kan bære Texans-angrebet, når han er skadesfri. Derfor er det problematisk, at han på sine to år i NFL allerede har revet sit korsbånd over, døjet med skader i overkroppen og desuden blev sacket 62 gange i 2018 – suverænt flest gange i NFL. Det er nødvendigt, at Texans styrker sin offensive linje på samme måde, som Indianapolis Colts har gjort for at beskytte Andrew Luck. Hertil er det svært at forestille sig, at nytilkomne Matt Kalil er løsningen på venstre tackle, hvor Julie’n Davenport tillod flest ”pressures” (66) i NFL i 2018. Ydermere har Texans sagt farvel til den rutinerede receiver Demaryius Thomas og running back Alfred Blue, hvilket ikke just afhjælper holdets afhængighed af DeAndre Hopkins.

På forsvarssiden har Texans placeret sit ”franchise tag” på Jadeveon Clowney, hvilket holder profilen i Houston i 2019. Det var en nødvendig, om end dyr og kortsigtet, beslutning, og derfor er det afgørende, at General Manager Brian Gaine får sammensat et langtidsholdbart tilbud til Clowney – både af økonomiske hensyn, men også for at skabe ro omkring superstjernen.

Derudover har Texans ryddet op i sit secondary, hvor fem spillere fem spillere er blevet skippet videre. Tyrann Mathieu har fået en enorm pose penge i Kansas City, mens den evigt underpræsterende Kevin Johnson skal forsøge at overbevise Buffalo Bills om, at han stadigvæk har niveau til NFL… I stedet har Texans hentet Tashaun Gipson, Briean Boddy-Calhoun og Bradley Roby ind, som skal forsøge at supplere J.J. Watt og Jadeveon Clowneys pass rush med pålidelig opdækning.

I alt har Houston Texans ikke formået at lukke de nødvendige huller på angrebet, mens forsvaret har gennemgået en mindre omvæltning i de bagerste geledder – hvilket kan skabe lidt uro i et ellers solidt forsvar. Derfor har Texans ikke haft et overbevisende free agency, og man kan med rette stille spørgsmålstegn ved, om holdet er ved at blive overhalet indenom af Indianapolis Colts i AFC South?

Karakter: 4/10

Houston Texans vælger som nr. 23 i første runde af draften

Således er Houston Texans ualmindeligt pressede i forhold til at ramme plet i den forestående Draft. I skrivende stund råder holdet over syv picks, hvoraf tre af disse er fordelt i de første to runder af draften. Dermed har Brian Gaine tilstrækkelig kapital til både at lukke hullerne på den offensive linje og styrke personellet / playmakerne omkring Deshaun Watson.

Draft needs: OT, TE, WR, CB, RB

Mulige valg i første runde:

1) Greg Little, OT, Ole Miss
Der er enormt meget talent på tackle-positionen i den forestående Draft, hvilket er yderst belejligt for Houston Texans. Greg Little har sin primære styrke i kastespillet, hvor yder fornem beskyttelse af sin quarterback. Derfor kan Texans med rette se bort fra Littles mangler i løbespillet, da beskyttelsen af Deshaun Watson både må og skal være førsteprioriteten.

2) Cody Ford, OT/OG, Oklahoma
Houston Texasn kunne godt bruge en tight end, men det virker usandsynligt, at T.J. Hockenson eller Noah Fant er tilgængelige for Texans ved valg nummer 23. Derfor nævner vi endnu en offensiv linjemand. Hvorimod Greg Little helt sikkert er en tackle, er Cody Ford fra Oklahoma en lidt mere alsidig offensiv linjemand. I college spillede han højre tackle i sin sidste sæson, men han har styrke og en fysisk spillestil, der også sagtens kunne passe indvendigt. Attituden passer rigtig godt til Bill O’Briens løbeangreb.

3) CB, Byron Murphy, Washington
Til trods for den seneste udskiftning i Texans’ bagerste geledder, kunne Bill O’Brien godt bruge en ung, lovende cornerback i sin trup. Jonathan Joseph fylder 35 i april, og nytilkomne Bradley Roby nærmer sig de 28 år, hvorpå Texans er nødt til at kigge efter fremtidens mand til positionen. Såfremt Byron Murphy stadigvæk er tilgængelig ved nr. 23 i den første runde af draften, så tvivler jeg på, at Texans tøver med at hente ham.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC |
LAC | LAR | MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TB | TEN | WAS