
Vi har et offensivt festfyrværkeri i vente, når NFL indtager den spanske hovedstad for andet år i træk.
Efter fire uger med europæiske kampe fra London og Paris var det helt mærkeligt, at vi først skulle tænde for NFL klokken 19 sidste søndag.
Men frygt ej. NFL vender tilbage til det europæiske kontinent denne søndag klokken 15:30, hvor Atlanta Falcons og Cincinnati Bengals skal danse tango på det mytiske Santiago Bernabéu.
Det er andet år i træk, at NFL indtager Madrid, og det bliver med en helt anden offensiv pondus, end det var tilfældet i fjor.
Denne søndag kan du se frem til at overvære én af de mest seværdige runningbacks i form af Bijan Robinson, som foreløbigt har løbet flest yards (780) i sæsonen, og Bengals’ fænomenale receiverduo Ja’Marr Chase og Tee Higgins, der tilsammen har grebet 1.218 yards og 10 touchdowns fra Joe Burrow i år.
Det er en slående kontrast til Madrid-opgøret i fjor, hvor Miami Dolphins besejrede Washington Commanders med 16-13 efter forlænget spilletid. Som du måske fornemmer af slutresultatet, så var det ingen ringere end Tua Tagovailoa og Marcus Mariota, som startede på quarterback-positionen.
Pudsigt nok, så kan du også finde Tagovailoa på Bernabeu denne søndag, da han pt. frister en tilværelse som førstereserve til Michael Penix Jr. hos Falcons.
Sportsligt er der også masser på spil for Falcons (3-5) og Bengals (5-2), som begge ligger til i kampene om deres respektive divisionstitler og slutspilspladser. Alligevel er det to hold med modsatrettede formkurver, som mødes.
Atlanta Falcons har tabt tre af deres seneste fire kampe, og senest fik de æg af divisionsrivalerne fra Tampa Bay Buccaneers, som de tabte med 16-0 til. Det hører med til resultatet, at kampen blev spillet under horrible vejrforhold, men stormregnen ændrer ikke ved, at Michael Penix Jr. aldrig må kaste fire interceptions i én og samme kamp.
Omvendt har Cincinnati Bengals vundet tre kampe på stribe, og de indtager aktuelt andenpladsen i AFC North. Det hører dog med til historien, at disse tre sejre er indtruffet mod uduelige Miami Dolphins, Lamar-Jackson-løse Baltimore Ravens og ligeledes uduelige Tennessee Titans, som netop havde sendt deres største stjerne til Chicago.
Du kan altså roligt sætte dig til rette foran dit foretrukne streamingmedie og varme popcornene i mikrobølgeovnen søndag klokken 15:30. For der venter et offensivt festfyrværkeri med massive slutspilsimplikationer!
Hold øje med: Hvert holds defensive enmandshær
Selvom hverken Atlanta Falcons eller Cincinnati Bengals’ forsvar udmærker sig i sin helhed, så besidder de hver deres forsvarsprofil, som har kvaliteterne til at levere et kampafgørende øjeblik. Det er Bengals’ defensive tackle Dexter Lawrence og Falcons’ safety Jessie Bates III.
I foråret sendte Bengals deres førsterundevalg til New York for at få fingrene i Giants’ defensive skyttegravskriger Dexter Lawrence. Efter syv spillerunder må vi konstatere, at Giants skulle have taget sig endnu dyrere betalt.
Med 25 tacklinger og fem sacks har Dexter Lawrence været en enmandshær på et ellers middelmådigt Bengals-forsvar. Senest leverede Lawrence det kampafgørende sack mod Cam Ward, der ellers var snublende tæt på at føre Tennessee Titans frem til en chokerende sejr over Bengals i Cincinnati.
Jessie Bates III startede faktisk sin karriere hos Cincinnati Bengals, men han flyttede til Atlanta forud for 2023-sæsonen. Siden da har Bates III startet samtlige 59 kampe for Falcons, etableret sig som en leder i omklædningsrummet og løftet sit i forvejen tårnhøje niveau.
Den 29-årige safety er også brandvarm før mødet med sin tidligere arbejdsgiver, da han har fremtvunget tre fumbles og en interception i sine sidste tre kampe.
Summa summarum: Du skal holde et vågent øje med Dexter Lawrence og Jessie Bates III, da de er suverænt spillende, og fordi de har kvaliteterne til at bryde angrebenes forventede dominans. Det er faktisk ganske sandsynligt, at det bliver én af disse to spillere, som afgør kampen.
Forudsigelse
På papiret ligner det en forholdsvis komfortabel sejr til Cincinnati Bengals, men du må ikke lade dig snyde af Atlanta Falcons’ skrækkelige resultat i ottende spillerunde. Kampen blev spillet under frygtelige vejrforhold, så det er næsten umuligt at udlede noget brugbart eller generaliserende om Falcons’ offensiv.
Jeg forventer, at Michael Penix Jr., Bijan Robinson, Drake London og Kyle Pitts kan byde Joe Burrow, Ja’Marr Chase og Tee Higgins op til dans på Santiago Bernabéu, som fik installeret et tag, da stadion blev moderniseret fra 2019 til og med 2024.
Hvis Bengals kan tillade 36 point til bundskraberne fra Tennessee Titans, så kan de også gøre det mod Atlanta Falcons’ langt mere potente angreb. Problemet for Falcons er bare, at Joe Burrow formentlig har lidt mere krudt i kanonen.
Cincinnati Bengals vinder den offensive opvisning med 30-27.










