2018-sæsonen var en hård tur for Raiders-fans, der i Jon Grudens første sæson som cheftræner blev vidne til sølle fire sejre. Med en lang kontrakt i ryggen kan Gruden dog gøre præcist, hvad han vil for at gøre Oakland Raiders til en titeludfordrer. Raiders’ ageren i free agency kunne dog tyde på, at Gruden har glemt, hvordan man tænker langsigtet

Nævneværdige afgange:

A.J. McCarron, QB, Houston Texans
Doug Martin, RB, kontraktløs
Marshawn Lynch, RB, kontraktløs
Jordy Nelson, WR, kontraktløs
Jared Cook, TE, New Orleans Saints
Donald Penn, OT, kontraktløs
T.J. Clemmings, OT, kontraktløs
Kelechi Osemele, OG, New York Jets
Frostee Rucker, DE, kontraktløs
Clinton McDonald, DT, kontraktløs
Leon Hall, CB, kontraktløs
Rashaan Melvin, CB, Detroit Lions
Marcus Gilchrist, S, kontraktløs
Reggie Nelson, S, kontraktløs

Nævneværdige tilgange:

Mike Glennon, QB (et år, 1,95 millioner dollar)
Isaiah Crowell, RB (et år, 2,5 millioner dollar)
Antonio Brown, WR (trade med Steelers)
Ryan Grant, WR (et år, 2,5 millioner dollar)
Tyrell Williams, WR (fire år, 44,3 millioner dollar)
Luke Wilson, TE (et år, 895.000 dollar)
Trent Brown, OT (fire år, 64 millioner dollar)
Brandon Marshall, MLB (et år, 4,1 millioner dollar)
Vontaze Burfict, LB (et år, 2 millioner dollar)
Nevin Lawson, CB (et år, 3,05 millioner dollar)
Curtis Riley, S (et år, 810.000 dollar)
Lamarcus Joyner, S (fire år, 42 millioner dollar)

Nævneværdige kontraktforlængelser:

Dwayne Harris, WR/KR/PR (et år, 1,6 millioner dollar)
Jonathan Hankins, DT (to år, 8,5 millioner dollar)
Daryl Worley, CB (et år, 3,095 millioner dollar)

Har 2018’s dårlige resultater ændret på Jon Grudens planer?

Oakland Raiders lignede både før og under 2018-sæsonen et hold, der var indstillet på at rive det hele ned, for så at genopbygge. Cheftræner Jon Gruden havde ingen problemer med at trade to af holdets største stjerner, edge-rusher Khalil Mack og receiver Amari Cooper, på trods af at holdet ingen dybde havde på de to positioner.

Alt pegede derfor på, at Jon Gruden, med fremtidssikringen på plads i form af en tiårig kontrakt, ville gå Cleveland Browns-vejen. At holdet ikke fokuserede på næste år, eller året efter, men at man accepterede at være elendige i et par sæsoner og hamstre draftvalg for så at gå all-in på at vende skuden efter et par år.
Men så byttede man sig til Antonio Brown…

Antonio Brown er i mine øjne en sikker Hall of Famer og en fænomenal receiver, men han fylder også 31 i juli. Hvor er fremtidsperspektivet i det?

Byttehandlen for Antonio Brown er ikke det eneste store træk Raiders har lavet denne offseason, hvor der er sket et væld af ændringer på holdkortet.

Angrebet
Billedresultat for antonio brown raidersAntonio Brown er manden der stjæler overskrifterne, og det med rette. Han er NFL’s bedste eller næstbedste receiver, og Raiders behøvede kun at betale et tredje- og et femterundevalg for ham. Browns nye makker bliver Tyrell Williams, der giver Raiders mulighed for at strække banen – hvis ellers Derek Carr kan ramme ham.

Raiders’ offensive linje spillede jammerligt i 2018, og det har kostet. Kelechi Osemele er blevet tradet til New York Jets, mens reservetackle Donald Penn er blevet fritstillet. Ind er kommet den kolossale tackle Trent Brown, som holdet har betalt en frygtelig stor sum penge. Brown spillede udmærket i New England, men jeg er ikke sikker på at skiftet fra Tom Brady og Dante Scarnecchia til Derek Carr og Tom Cable kommer til at gøre noget godt for ham.

På tight end-positionen er Jared Cook smuttet til Saints, og Raiders har ikke rigtig adresseret positionen foruden Luke Wilson, der dog ikke er den store force i kastespillet. Veteranen Lee Smith er bedste bud på en starter lige nu, og derfor bør Raiders kigge efter en tight end i draften.

Forsvaret
Oakland Raiders havde det tredjedårligste forsvar i NFL i 2018, ifølge Football Outsiders. Forsvaret kommer dog til at se væsentlig anderledes ud i 2019, efter næsten 3.200 defensive snaps er forsvundet med afgangen af Frostee Rucker og Clinton McDonald på den defensive linje og Leon Hall, Rashaan Melvin, Marcus Gilchrist og Reggie Nelson på cornerback og safety.

Det nye Raiders-forsvar kommer i stedet til at bestå af Brandon Marshall og Vontaze Burfict på linebacker-positionen, mens Nevin Lawson og Lamarcus Joyner skal hjælpe til med at forbedre Raiders’ kasteforsvar. Burfict havde sit bedste år under Raiders’ defensive koordinator Paul Guenther, da denne var i Cincinnati. Han niveau har dog været nedadgående de sidste par sæsoner. Joyner var ikke så fænomenal i 2018 som han var i 2017, men han er en klar opgradering over Marcus Gilchrist.

Selvom den defensive linje havde sølle 13 sacks sidste sæson, er der ikke hentet hjælp udefra. I stedet har man givet en ny kontrakt til defensiv tackle Jonathan Hankins, og så håber man, at Arden Key og Maurice Hurst kommer til at spille bedre i år to. Raiders kommer dog ikke udenom at adressere den defensive linje i draften.

Raiders har forbedret sig på kort sigt
Kortsigtet er Raiders blevet et bedre hold i løbet af free agency, men jeg kan ikke rigtig gennemskue Jon Grudens fremtidsplaner. De fleste kontrakter holdet har givet ud har en længde på et eller to år, og de fleste spillere er kun minimalt bedre, end hvad holdet havde før. Dertil er mange af dem på den forkerte side af 30. Det ligner mest af alt en masse lappeløsninger, der skal give holdet lidt bedre resultater i 2019, og forhåbentlig få fans og medier til at tro på, at tingene går i den rigtige retning. En fin løsning, hvis man er en fyringstruet træner, men Gruden og hans rekordkontrakt går ingen steder.

Raiders er gået fra et 4-12 hold til et 6-10 eller 7-9 hold, og jeg ville ønske Gruden i stedet havde haft modet til at tænke langsigtet. Cleveland Browns havde et par hårde sæsoner under Sashi Brown og hans nedrivningsplan, men se hvor holdet er nu!

Raiders’ ageren i free agency har lugtet af panik og kortsigtet tankegang. Derfor ender de i karakterskalaens kedelige ende.

Karakter: 3/10

Draften: Raiders vælger nr. fire, 24 og 27 i første runde

Handlerne med Chicago Bears og Dallas Cowboys har givet Raiders godt med ammunition i særligt første runde. Holdet har dog også mangler på nærmest samtlige positioner. De største mangler er dog edge-rusher, cornerback, tight end og runningback. Derudover kunne man godt bruge en venstre guard, linebackers og safeties. Jeg er ikke solgt på Derek Carr, men det virker til at Gruden er tilfreds med ham. Derfor tror jeg ikke Raiders går i den retning i år.

Holdmangler: (QB), RB, TE, OL, DE, DT, LB, CB, S

Mulige valg i første runde

1) Quinnen Williams, DT, Alabama eller Josh Allen, pass-rusher, Kentucky
Med draftens fjerde valg bør Raiders tage hvem end af de to defensive linjemænd, der er tilbage. Quinnen Williams er frygtindgydende indvendigt og bruger sin styrke, eksplosivitet og teknik til at dominere offensive linjemænd. Han kunne være en fremragende partner til Maurice Hurst i Raiders’ 4-3 forsvar. Ender man i stedet med Josh Allen, får man et atletisk fænomen med 17 sacks i bagagen fra sidste sæson.

Billedresultat for deandre baker interception

2) DeAndre Baker, CB, Georgia
Med draftens valg nummer 24 bør Raiders adressere cornerback-positionen. Her er et godt bud DeAndre Baker. Baker er blevet rost for sit konkurrencegen og sin passion, begge dele noget Oakland Raiders har brug for. Han er dertil en fremragende cornerback, der blot tillod ti første downs i 2018 og ikke et eneste touchdown. Han vil passe godt ind i defensiv koordinator Paul Guenthers cover-2 baserede forsvar.

3) Josh Jacobs, RB, Alabama
Med Raiders sidste førsterundevalg, nummer 27, kan de vælge draftens bedste runningback, Alabamas Josh Jacobs. Jeg er ikke meget for at tage runningbacks i første runde, men draftens to bedste tight ends, Noah Fant og TJ Hockenson, er formentlig taget så sent i draften, og Raiders har virkelig brug for en runningback. Alabama havde adskillige talentfulde løbere i folden, så Jacobs har ikke helt så mange løb i sin karriere som andre runningbacks i draften. Han var dog uhyggeligt effektiv, når han endelig fik bolden. Hele 41% af Jacobs løb gav en første down i 2018, bedst af alle runningbacks i college football.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAC | KC |
LAC | LARMIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TB | TEN | WAS