I 2021 snuppede Cowboys divisionen, men med en ny quarterback hos Commanders, en ny cheftræner hos Giants og flere nye profiler hos Philadelphia Eagles er konkurrencen skarpere i år.

Hvem er bedst og hvem er værst? Gul Kluds Dennis Cordsen La Cour og Teis Joranger har vurderet alle positionsgrupper på alle hold i NFL for at rangere de 32 NFL-hold. Vi starter i NFC East, der sidste år blev vundet af Dallas Cowboys. Konkurrencen er dog skarpere i år, og spørgsmålet er, om Cowboys har den bedste trup forud for 2022-sæsonen.

Los Angeles Rams er forsvarende mestre, når 2022-sæsonen snart skydes igang, men meget tyder på endnu en tæt sæson, hvor mange hold kan byde sig til. Frem mod sæsonen har Gul Kluds Dennis Cordsen La Cour og Teis Joranger bedømt alle positioner for alle hold og lavet en rangering af de 32 hold inden sæsonen.

Hvordan vi er gået til opgaven, og hvilke bedømmelseskriterier, som er brugt, kan læses i bunden af artiklen, hvis man er interesseret. Spørgsmål eller kommentarer kan sendes til @Valuefootball eller @Teisjoranger på Twitter eller stilles på Gul Kluds Facebook-side, hvor vi også vil se dem.

Se alle gennemgangene:
NFC East | NFC North | NFC South | NFC West
AFC East | AFC North | AFC South | AFC West

Se optakter til NFC East:

CowboysGiantsEaglesCommanders

Angreb (hold mobil vandret):

 QBRBWRTEOLSamlet angrebVægtet angrebVægtet placering
Cowboys88,57,57,5738,546,00Delt-6
Eagles6,578,58,58,539,046,00Delt-6
Commanders5,577,56632,037,6724
Giants5,56,56,54,56,529,535,67Delt-27

Sidste år havde Cowboys en tredjeplads i vores angrebsrangering, og selvom de kun i perioder viste det niveau, så er talentmassen hos Dallas stadig intakt. Quarterbacken er god og divisionens bedste, Ezekiel Elliott og Tony Pollard er en dygtig runningback-duo. Receiver-gruppen er svagere end sidste år med afskeden af Amari Cooper og Cedrick Wilson, men den er på ingen måde dårlig. Den offensive linje er den gruppe, der er størst usikkerhed omkring. Førsterundevalget Tyler Smith skal formentlig starte på venstre guard, Terrence Steele skal overtage højre tackle fra La’El Collins og center Tyler Biadasz har været lidt op og ned indtil videre i karrieren. Det er tre lidt usikre kort, og derfor får Cowboys deres laveste OL-karakter i de seks år, vi har lavet disse rangeringer.

Angrebet hos Philadelphia Eagles har virkelig gennemgået en spændende udvikling i løbet af 2021-sæsonen og i denne off season. Den offensive linje er stadig virkelig stærk med veteraner som højre tackle Lane Johnson og center Jason Kelce, der kombineret med venstre tackle-åbenbaringen fra 2021 Jordan Mailata giver en stærk trio. Guards er mere usikre, men linjen bør være en top 5-linje i ligaen. Våbnene er også i orden med en dygtig tight end i Dallas Goedert, en lovende DeVonta Smith og den nyerhvervede stjerne A.J. Brown. Tilbage er der kun spørgsmålet, hvad Jalen Hurts kan drive det til? Han var rimelige i 2021, men han skal løfte niveauet yderligere, hvis Eagles for alvor skal gøre sig gældende i toppen af NFL.

Efter Cowboys og Eagles er der offensivt langt ned det de to andre hold i divisionen. Washington Commanders har gode spillere, men også flere huller rundt omkring, hvilket giver dem en samlet placering helt nede som nummer 24. Carson Wentz er holdets nye quarterback, men vi tror ikke længere på Wentz, der har været dårlige de seneste år. Receiver-gruppen er spændende med dygtige Terry McLaurin, habile Curtis Samuel og førsterundevalget Jahan Dotson. Man savner en lidt mere sammentømret offensiv linje på Washingtons’ angreb. Guard Andrew Norwell og center Chase Roullier bør være solide. Samme bør venstre tackle Charles Leno være. Trai Turner imponerede dog ikke i 2021, og højre tackle Samuel Cosmi har endnu ikke bevist sig endnu.

Hos Giants har det været tid til at starte forfra, og det kan forhåbentligt mærkes på angrebet, der har været plaget af rædselsfuld coaching på angrebssiden i Joe Judges cheftræner-tid. Men indtil spillerne viser højere niveau under Brian Daboll, kan vi dog kun basere karakterne på, hvad vi har set i 2021 og før, og det har ikke været prangende. Quarterback Daniel Jones venter stadig på at finde sine NFL-fødder, runningback Saquon Barkley har været meget skadet og receiverne Kenny Golladay, Kadarius Toney og Sterling Shepard var for meget op og ned tidligere. Receiver-gruppen har dog talentet til mere end 6,5, hvis de endelig finder stabilitet. Den offensive linje har været et enormt ømt punkt i mange år, men der er håb at spore. Venstre tackle Andrew Thomas viste stor udvikling i 2021 og ligner en profil, mens nytilkomne center og guard Jon Feliciano og Mark Glowinski bør være hæderlige. Derudover har man valgt tackle Evan Neal i top 5 af årets draft. Der er håb for Giants’ offensiv, men lige nu er det mere håb end bevist niveau.

Forsvar (hold mobil vandret):

 IDLEDGELBCBSSamlet forsvarVægtet forsvarVægtet placering
Eagles9,586,58,5638,541,83Delt-3
Washington8766,56,534,036,50Delt-18
Cowboys578,56,55,532,534,1724
Giants85,55,55,5731,533,3326

Det chokerer nok mange, at Eagles ender i top 3 på vores forsvarsrangliste, og det overrasker nok også os lidt. Når man ser ned over holdkortet, er der dog mange profiler. En indvendig trio med Fletcher Cox, Javon Hargrave og førsterundevalget Jordan Davis er dog svær at finde bedre i NFL. Til at supplere dem på ydersiden af den defensive linje har holdet masser af kvalitet i form af kvartetten Josh Sweat, Haason Reddick, Brandon Graham og Derek Barnett. Linebacker er også bedre end længe med T.J. Edwards’ udvikling til en habil spiller samt tilføjelsen af Kyzir White. Cornerback-gruppen er blevet forstærket i off season med tilgangen af solide James Bradberry, og med Darius Slay og Avonte Maddox, der begge spillede godt i 2021, ligner det en stærk trio. Safety er lidt mere usikkert, men Anthony Harris og Jaquiski Tartt bør være solidt, hvis ingen af de unge udvikler sig.

Washingtons forsvar var fantastisk i 2020-sæsonen, men i 2021 skuffede enheden hele vejen rundt. Oppe foran er der dog stadig gode spillere i form af Jonathan Allen og Da’Ron Payne indvendigt og Chase Young og Montez Sweat udvendigt. Skader hos Young og Sweat de sidste par år gør dog usikkerheden hos dem større. Deres bagerste syv er lidt mere usikre. Linebacker Jamin Davis skuffede i sin rookiesæson, og cornerback-gruppen er stadig ikke helt etableret bag Kendall Fuller og William Jackson. Selvom vi godt kan lide Camren Kurl på safety, så ser den position dog stadig lidt gennemsnitlig ud.

Sidste sæsons største overpræstation, synes vi, kom fra Cowboys‘ forsvar. Det var et af de mest effektive forsvar i 2021, men talentmassen er ikke i de højder, mener vi. Kun på linebacker, hvor Micah Parsons var genial som rookie, mener vi, at forsvaret er virkelig stærkt. På EDGE er DeMarcus Lawrence virkelig dygtig, men de andre EDGEs på forsvaret skræmmer ikke. Indvendigt sætter Cowboys deres lid til unge spillere, der ikke er brudt igennem endnu. På cornerback havde Trevon Diggs mange interceptions, men reelt blev han også brændt ufatteligt meget. Så hans interceptions kommer tilbage til et niveau, der ikke stinker af en outlier, så vil han få større problemer. Resten af gruppen, samt holdets safeties, imponerer egentlig heller ikke. Alt i alt savner man profiler udover Parsons og Lawrence.

Hos Giants er man også på forsvaret igang med at rydde ud i truppen, og derfor mangler der også dygtige spillere flere steder. Indvendigt på den defensive linje er man glimrende besat med Dexter Lawrence og Leonard Williams, men udvendigt sætter min sin lid til rookie-førsterundevalget Kayvon Thibodeaux ogandenårsspillerne Azeez Ojulari og Elerson Smith. Masser af potentiale, men næsten intet bevist niveau. På cornerback er Adoree’ Jackson glimrende, men Darnay Holmes og Aaron Robinson er usikre kort. På safety kan vi godt lide Xavier McKinney, og Julian Love går an. Gruppen skal dog bevise, at de kan stoppe kastet på vigtige positioner som EDGE og cornerback, og før de gør det, bliver det en placering i den tunge ende.

Opsummering (hold mobil vandret):

 Samlet angrebSamlet forsvarSpecial teamsTrænereTotalVægtet totalRangering
Eagles39,038,57791,5104,177
Cowboys38,532,576,584,595,5017
Commanders32,034,076,579,589,5023
Giants29,531,56,56,574,084,17Delt-28

Dallas Cowboys vandt divisionen i 2021, men når man sidder forud for 2022-sæsonen og kigger på trupperne, synes vi, at Eagles har det klart stærkeste hold. Cowboys har godt nok den bedste quarterback i divisionen, men Eagles topper dem på de to linjer, og Eagles’ forsvar ser på papiret en del mere talentfuld ud end Cowboys’. Måske Dan Quinn kan lave mirakler igen i år, og han er en stor del af, hvorfor Cowboys ikke får en lavere coaching-karakter, men det mest sandsynlige er, at Cowboys’ forsvar får svært ved at matche sidste års niveau. Hvis Jalen Hurts kan levere på et godt niveau i 2022, bør Eagles være ret store favoritter til divisionen.

De to nederste pladser i divisionen fordeles mellem Washington Commanders og New York Giants. Commanders har af uforklarlige årsager valgt at satse på Carson Wentz, og selvom holdet ikke er dårligt eller uden gode spillere, så er det overordnet ganske uinspirerende. Giants er i første år af deres nye store rebuild, og der er derfor en del spillere, der ikke har bevist deres værd endnu. Mest markant er her selvfølgelig quarterback Daniel Jones, men kan han løfte sit niveau under Brian Daboll, så kan de hurtigt gøre det bedre end den beskedne 28. plads.


Sådan er vi gået til opgaven
At bedømme alle holds positionsgrupper er en halvkompliceret sag, hvor mange forskellige faktorer spiller ind. Vi vil prøve at forklare, hvordan vi er gået til opgaven, og hvilke ting vi har valgt at lægge vægt på, når vi laver sådan en øvelse.

Først og fremmest skal vi selvfølgelig understrege, at dette er vurderinger lavet af karakterartiklernes ophavsmænd (Dennis Cordsen La Cour og Teis Joranger). Derfor er der med garanti nogle, som vil være uenige i forskellige aspekter af vurderingerne, og det er også fair nok. Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller ønsker uddybning af et eller andet, er du derfor velkommen til at henvende dig på Twitter til @Valuefootball, @Teisjoranger eller på Gul Kluds facebookside, hvor vi også vil se din kommentar. Vi er i høj grad villige til at uddybe vores vurderinger.

Karakterskalaen
Karakterskalaen er en simpel skala fra 1 til 10, hvor vi i også uddeler halve-karakter for at kunne håndtere grænsetilfælde lidt bedre. Et 10-tal gives til de bedste positionsgrupper i NFL, og dette er positionsgrupper, der ikke har nævneværdige svagheder og både indeholder topkvalitet, sikkerhed og lidt dybde. Et 1-tal gives omvendt til en fuldstændig uacceptabel gruppe, der er en hån af holdets fans – denne karakter har heldigvis ikke været i anvendelse i år. 6-tallet svarer til, at den givne positionsgruppe er “middel” for NFL.

I kan se alle karakterbeskrivelser i tabellen i højre side.

Hvilke spillere giver hvilke karakterer?
Efter alle positioner har fået en karakter, finder vi et en summeret karakter, som er angivet i artiklerne.

Ikke alle positioner i NFL er dog lige vigtige. For eksempel er quarterbacken klart vigtigst på banen. Derfor kan I også læse en “vægtet karakter” i tabellerne.

Hvordan vi har vægtet forskellige positioner, kan ligeledes ses i skemaet til højre.

Quarterbacken og trænerstaben er alfa, omega i NFL, så disse vægtes virkelig højt, hvorefter den offensive linje, pass rush og cornerbacks ligeledes er vigtige. Nogle positioner som eksempelvis tight end og linebacker er svære, da de allerbedste spillere på disse positioner betyder meget. Her snakker vi typer som Travis Kelce, George Kittle og Micah Parsons. Men kommer du først forbi de 2-5 allerbedste, så har det eksempelvis vis ikke ret stor betydning for holdet, om du har Adam Trautman eller Noah Fant.

I forbindelse med karaktergivningen er der også lagt vægt på reservernes niveau lidt afhængigt af positionen. På nogle positioner (Tight end, quarterback) er bredden oftest ikke så vigtig/relevant, og her vil karakteren oftest primært være givet til den startende spiller. På andre positioner (Offensiv linje og Indvendig defensiv linje) spiller bredden en vigtigere rolle i holdets karakter, da én god spiller sjældent kan gøre det alene. Som skrevet i indledningen er det en halvkompliceret sag at bedømme alle positionsgrupper fair og ens. Faktisk kan man ifølge kloge hoveder kun behandle folk (eller positioner) ens, ved at behandle dem forskelligt…

Det betyder for eksempel, at en WR-gruppe med én superstjerne og halvdårlige fyldspillere kan få 7, mens en offensiv linje med én superstjerne og 2-3 svage led kan få 5 eller måske endda 4. Hvis man skal oversætte det til europæisk fodbold kan en stjerneangriber som Messi (WR) gøre en del alene, mens en forsvarskæde (OL) sjældent er meget stærkere end det svageste led.

Special Teams
Special teams er ikke det område, der får mest opmærksomhed, og det er også et område, vi ikke kigger så meget på, når sæsonen folder sig ud. Dele af vores vurderinger læner sig derfor op ad tal, statistikker og vurderinger lavet af analysehjemmesiderne Pro Football Focus og Football Outsiders. Det drejer specielt om holdets evner til at stoppe returns. Hvis der har været stor udskiftning i trænerstaben eller blandt special teams-spillere vil holdet arbejde sig hen mod en middel karakter.

Rookies og ukendte spillere
Til sidst er der selvfølgelig en masse ukendte spillere i form af rookies, hvoraf mange vil spille store roller for holdene. Hvem der slår igennem og bliver gode eller dårlige i år, har vi ikke forsøgt at forudsige i denne karaktergivning. Derfor vil alle førsterundevalg generelt være anset som et 5-tal eller et 6-tal, mens rookies, der er valgt senere, vil blive betragtet som mere usikre og ikke rigtigt tæller for noget andet end potentielt fyld/rotation.
Helt nye og ukendte cheftrænere får 5,5 eller 6 i karakter men indeholder selvfølgelig stor usikkerhed. Hvis trænerne tidligere har bevist kvaliteter i et tidligere job, kan der gives en lidt højere karakter. Offensive og defensive koordinatorer tæller med i karakteren for trænerstaben og kan både trække karakteren et par karakterer op eller ned.

Det er ikke en forudsigelse
Det er vigtigt at understrege, at dette ikke skal fungere som en form for forudsigelse. Der er mange faktorer, som spiller ind i NFL, og dette er blot en vurdering af holdenes beviste talentniveau på vej ind i 2022-sæsonen. Der vil være en naturlig usikkerhed fra de nye træneres præstationer, overraskende udviklinger hos spillere og niveauet hos både rookies og andre ukendte spillere på NFL-niveau. Nogle spillere kan vi tro på vil løfte niveauet i 2019, men indtil vi ser det, kan vi ikke belønne dem i denne karaktergivning. Unge hold med spillere i udvikling vil deraf naturligt have det svært i en øvelse som denne.

Hvis I har spørgsmål eller kommentarer, så smid dem til os på Twitter på @Valuefootball eller @Teisjoranger.

Se alle gennemgangene:


NFC South | NFC West | NFC East | NFC North


AFC South | AFC West | AFC East | AFC North