Tre spændende unge quarterbacks og 39-årige Ben Roethlisberger. AFC North er en af de mest åbne i ligaen, men hvem har egentlig mest talent?

Hvem er bedst og hvem er værst? Gul Kluds Dennis Cordsen La Cour og Teis Joranger har vurderet alle positionsgrupper på alle hold i NFL for at rangere de 32 NFL-hold. Vi er nået til AFC North, hvor Steelers er forsvarende divisionsvindere, men Bengals, Browns og Ravens alle er talentfulde mandskaber med unge quarterbacks. Det er kort sagt en af de mest åbne divisioner i ligaen.

Corona viser stadig sit grimme ansigt rundt om i verden, men 2021-sæsonen ser i NFL ud til at være mere på vej mod normalen end den tumultariske 2020-sæson. Frem mod sæsonen har Gul Kluds Dennis Cordsen La Cour og Teis Joranger bedømt alle positioner for alle hold og lavet en rangering af de 32 hold inden sæsonen.

Hvordan vi er gået til opgaven, og hvilke bedømmelseskriterier, som er brugt, kan læses i bunden af artiklen, hvis man er interesseret. Spørgsmål eller kommentarer kan sendes til @Valuefootball eller @Teisjoranger på Twitter eller stilles på Gul Kluds Facebook-side, hvor vi også vil se dem.

Se alle gennemgangene:
NFC South | NFC West | NFC East | NFC North
AFC South | AFC West | AFC East | AFC North

Se optakter til AFC North

BengalsBrownsRavensSteelers

Angreb (hold mobil vandret):

 QBRBWRTEOLSamlet angrebVægtet angrebVægtet placering
Browns71076,51040,547,675
Ravens8,57686,536,043,679
Bengals6,587,55,54,532,038,00Delt-22
Steelers6,55,576,5429,535,6728

Så mange 10-taller giver vi heller ikke, men Browns løber med to af dem. I vores optik har de ligaens bedste runningback-gruppe med sublime Nick Chubb og dygtige Kareem Hunt, og deres offensive linje er også både af høj kvalitet og med god dybde. Resten af angrebet er mere gennemsnitligt, men der er fin mulighed for, at Baker Mayfield kan vise endnu mere i år, og hvis Odell Beckham finder tilbage på tidligere tiders niveau, ser det her angreb tæt på ustoppeligt ud.

Ravens‘ angreb sniger sig også ind i top 10, og det gør de primært på baggrund af Lamar Jackson, som er en en strålende quarterback. Resten af angrebet er solidt, også selvom man på runningback har mistet J.K. Dobbins, da vi er store fans af Gus Edwards. Receiver-gruppen og et par pladser på den offensive linje er de største usikkerheder, og især receivergruppen kan med den nuværende skade til Rashod Bateman blive et problem. Marquise Brown og Sammy Watkins bør dog være habile spillere.

Bengals har fået stablet nogle ret gode våben på benene i form af runningback Joe Mixon og receiver-trioen med Tee Higgins, Tyler Boyd og Jamarr Chase. Det gør Joe Burrow gode muligheder for at vise endnu mere, end han gjorde inden sin skade i rookiesæsonen. Noget der dog arbejder mod Burrow er den offensive linje, der stadig er blandt ligaens svageste, selvom man har fået Riley Reiff ind. Især guard-pladserne er et problem med Quinton Spain og Xavier Su’a-Filo.

Selvom Bengals’ offensive linje ser tvivlsom ud, så er der ingen offensiv linje, der ser mere usikker ud end Steelers‘. Fire nye startere består den af, og Kendrick Green og Dan Moore er rookies, mens Kevin Dotson er ganske uerfaren. Trai Turner havde store problemer med skader i 2020 og spillede ikke godt, mens den eneste tilbagevendende starter Chukwuma Okorafor var ganske middelmådig i 2020. Resten af angrebet er sådan set solidt, selvom Ben Roethlisberger ikke har tidligere tiders niveau. Vi forventer også ret sikkert, at Najee Harris præsterer bedre end til en 5,5-karakter, men han er rookie, og Steelers har intet andet brugbart, og derfor skal vi se Harris vise niveauet, før han kan få en bedre karakter.

Forsvar (hold mobil vandret):

 IDLEDGELBCBSSamlet forsvarVægtet forsvarVægtet placering
Steelers98,56,56838,040,67Delt-2
Browns685,577,534,037,1713
Ravens7,565,58,5633,536,5015
Bengals7756,5833,536,3316

Steelers endte nederst i divisionen på angrebet, men de tager ret sikkert førstepladsen på forsvaret. Især oppe foran er de fremragende besat med Cameron Heyward, Stephon Tuitt og Tyson Alualu indvendigt og T.J. Watt, Melvin Ingram og Alex Highsmith udvendigt. Derudover er forsvaret lidt mindre profileret, men Minkah Fitzpatrick trækker selvfølgelig safety-gruppen markant op. Cornerback-gruppen er mest usikker, da man skal sætte sin lid til spillere som 32-årige Joe Haden og den helt uerfarne James Pierre.

De tre andre forsvar i divisionen ligger tæt. Browns‘ forsvar var ringe sidste år, men med tilgange som Jadeveon Clowney, Malik Jackson, John Johnson og Troy Hill, så ser det væsentligt bedre ud. Myles Garrett er forsvarets klart største styrke, og han trækker EDGE-gruppen op, selvom Clowney og Takk McKinley kommer med store usikkerheder. Cornerback-gruppen er ung og spændende, og hvis Greg Newsome slår igennem med det samme, ser den ganske lovende ud. Linebacker-gruppen er stadig svageste led, men måske rookie Jeremiah Owusu-Koramoah kan ændre på det.

Ravens‘ forsvar har dets klare styrke nede bagved, hvor cornerback-gruppen især er forrygende med Marlon Humphrey, Marcus Peters, Tavon Young og Jimmy Smith. Safety-gruppen er dog kun solid og ikke spektakulær. Derudover har Ravens nogle dygtige store bamser indvendigt på den defensive linje, mens man venter på at unge spillere som Odafe Oweh på EDGE og Patrick Queen og Malik Harrison på linebacker bryder igennem.

Bengals’ forsvar var ligesom Browns’ forsvar ringe i 2020, men talentmæssigt bør det være bedre i 2021. Der er samlet en helt ny cornerback-gruppe, der bør have rimelig kvalitet, og på defensive tackle bør man få glæde af D.J. Reader, der var skadet nærmest hele 2020. Jessie Bates er holdets bedste spiller, og han trækker safety-gruppen op, mens man på linebacker mangler kvalitet, der forhåbentligt kommer fra unge spillere som Logan Wilson, Akeem Davis-Gaither og Germaine Pratt.

Opsummering (hold mobil vandret):

 Samlet angrebSamlet forsvarSpecial teamsTrænereTotalVægtet totalRangering
Browns40,534,067,588,0101,836
Ravens36,033,510989,0101,507
Steelers29,538,06,57,581,593,5016
Bengals32,033,57,54,577,585,83Delt-25

Overordnet ender det utroligt tæt i toppen, og før J.K. Dobbins’ skade endte Browns og Ravens faktisk side om side. Selve spillertruppen er mere talentfuld i Cleveland, men trænerteamet i Baltimore må lidt endnu stadig anskues som værende mere erfarent og bedre. I hvert fald indtil Browns gentager sidste års lovende takter, hvorfra Stefanski formentlig vil fortjene endnu højere karakterer.

Steelers ender midt i ligaen, og det rækker til en tredjeplads i divisionen. Angrebet er meget uprøvet, mest af alt på den offensive linje, men forsvaret bør stadig være et af ligaens bedste. Hvis Steelers skal ende som et top 10-hold, har de dog brug for, at den offensive linje bliver tålelig, og Ben Roethlisberger spiller bedre i 2021. Det er de essentielle opgaver, som den nye offensive koordinator Matt Canada skal fikse.

Bengals’ trup ser egentlig ganske acceptabel ud, men deres trænerkarakter trækker meget ned. Vi tror overhovedet ikke på Zac Taylor, og han har vist alt andet end gode takter de sidste par år. Med en god trænerstab kunne Bengals udfordre den øverste halvdel af vores rangeringer.


Sådan er vi gået til opgaven
At bedømme alle holds positionsgrupper er en halvkompliceret sag, hvor mange forskellige faktorer spiller ind. Vi vil prøve at forklare, hvordan vi er gået til opgaven, og hvilke ting vi har valgt at lægge vægt på, når vi laver sådan en øvelse.

Først og fremmest skal vi selvfølgelig understrege, at dette er vurderinger lavet af karakterartiklernes ophavsmænd (Dennis Cordsen La Cour og Teis Joranger). Derfor er der med garanti nogle, som vil være uenige i forskellige aspekter af vurderingerne, og det er også fair nok. Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller ønsker uddybning af et eller andet, er du derfor velkommen til at henvende dig på Twitter til @Valuefootball, @Teisjoranger eller på Gul Kluds facebookside, hvor vi også vil se din kommentar. Vi er i høj grad villige til at uddybe vores vurderinger.

Karakterskalaen
Karakterskalaen er en simpel skala fra 1 til 10, hvor vi i år har valg også at uddele halve-karakter for at kunne håndtere grænsetilfælde lidt bedre. Et 10-tal gives til de bedste positionsgrupper i NFL, og dette er positionsgrupper, der ikke har nævneværdige svagheder og både indeholder topkvalitet, sikkerhed og lidt dybde. Et 1-tal gives omvendt til en fuldstændig uacceptabel gruppe, der er en hån af holdets fans – denne karakter har heldigvis ikke været i anvendelse i år. 6-tallet svarer til, at den givne positionsgruppe er “middel” for NFL.

I kan se alle karakterbeskrivelser i tabellen i højre side.

Hvilke spillere giver hvilke karakterer?
Efter alle positioner har fået en karakter, finder vi et en summeret karakter, som er angivet i artiklerne.

Ikke alle positioner i NFL er dog lige vigtige. For eksempel er quarterbacken klart vigtigst på banen. Derfor kan I også læse en “vægtet karakter” i tabellerne.

Hvordan vi har vægtet forskellige positioner, kan ligeledes ses i skemaet til højre.

Quarterbacken og trænerstaben er alfa, omega i NFL, så disse vægtes virkelig højt, hvorefter den offensive linje, pass rush og cornerbacks ligeledes er vigtige. Nogle positioner som eksempelvis tight end og linebacker er svære, da de allerbedste spillere på disse positioner betyder meget. Her snakker vi typer som Travis Kelce, George Kittle og Bobby Wagner. Men kommer du først forbi de 2-5 allerbedste, så har det eksempelvis vis ikke ret stor betydning for holdet, om du har Darren Fells eller Jack Doyle.

I forbindelse med karaktergivningen er der også lagt vægt på reservernes niveau lidt afhængigt af positionen. På nogle positioner (Tight end, quarterback) er bredden oftest ikke så vigtig/relevant, og her vil karakteren oftest primært være givet til den startende spiller. På andre positioner (Offensiv linje og Indvendig defensiv linje) spiller bredden en vigtigere rolle i holdets karakter, da én god spiller sjældent kan gøre det alene. Som skrevet i indledningen er det en halvkompliceret sag at bedømme alle positionsgrupper fair og ens. Faktisk kan man ifølge kloge hoveder kun behandle folk (eller positioner) ens, ved at behandle dem forskelligt…

Det betyder for eksempel, at en WR-gruppe med én superstjerne og halvdårlige fyldspillere kan få 7, mens en offensiv linje med én superstjerne og 2-3 svage led kan få 5 eller måske endda 4. Hvis man skal oversætte det til europæisk fodbold kan en stjerneangriber som Messi (WR) gøre en del alene, mens en forsvarskæde (OL) sjældent er meget stærkere end det svageste led.

Special Teams
Special teams er ikke det område, der får mest opmærksomhed, og det er også et område, vi ikke kigger så meget på, når sæsonen folder sig ud. Dele af vores vurderinger læner sig derfor op ad tal, statistikker og vurderinger lavet af analysehjemmesiderne Pro Football Focus og Football Outsiders. Det drejer specielt om holdets evner til at stoppe returns. Hvis der har været stor udskiftning i trænerstaben eller blandt special teams-spillere vil holdet arbejde sig hen mod en middel karakter.

Rookies og ukendte spillere
Til sidst er der selvfølgelig en masse ukendte spillere i form af rookies, hvoraf mange vil spille store roller for holdene. Hvem der slår igennem og bliver gode eller dårlige i år, har vi ikke forsøgt at forudsige i denne karaktergivning. Derfor vil alle førsterundevalg generelt være anset som et 5-tal eller et 6-tal, mens rookies, der er valgt senere, vil blive betragtet som mere usikre og ikke rigtigt tæller for noget andet end potentielt fyld/rotation.
Helt nye og ukendte cheftrænere får 5,5 i karakter men indeholder selvfølgelig stor usikkerhed. Hvis trænerne tidligere har bevist kvaliteter i et tidligere job, kan der gives en lidt højere karakter. Offensive og defensive koordinatorer tæller med i karakteren for trænerstaben og kan både trække karakteren et par karakterer op eller ned.

Det er ikke en forudsigelse
Det er vigtigt at understrege, at dette ikke skal fungere som en form for forudsigelse. Der er mange faktorer, som spiller ind i NFL, og dette er blot en vurdering af holdenes beviste talentniveau på vej ind i 2019-sæsonen. Der vil være en naturlig usikkerhed fra de nye træneres præstationer, overraskende udviklinger hos spillere og niveauet hos både rookies og andre ukendte spillere på NFL-niveau. Nogle spillere kan vi tro på vil løfte niveauet i 2019, men indtil vi ser det, kan vi ikke belønne dem i denne karaktergivning. Unge hold med spillere i udvikling vil deraf naturligt have det svært i en øvelse som denne.

Hvis I har spørgsmål eller kommentarer, så smid dem til os på Twitter på @Valuefootball eller @Teisjoranger.

Se alle gennemgangene:


NFC South | NFC West | NFC East | NFC North


AFC South | AFC West | AFC East | AFC North