Efter en sæson hvor Joe Burrow viste, at han har et stort potentiale, men blev afsporet af en grim skade, skal Zac Taylor vise, at han er manden, der kan føre Bengals tilbage til playoffs.

2020-sæsonen var en helt unik og speciel sæson uden fans på stadions næsten hele året, mange kampflytninger og decimerede spillertrupper. Selvom verden ikke er ude af Covid19-pandemien, arbejder NFL med et håb om, at 2021-sæsonen bliver tæt på “normal”.

Derfor er vi på Gul Klud også klar til lade op til sæsonen, der begynder torsdag d. 9. september. På 32 dage vil Gul Klud udgive 32 sæsonoptakter, så vi kommer hele vejen rundt om ligaens hold.

Artiklerne vil blive udgivet divisionsvis, og vi starter med NFC South efterfulgt af AFC South, og så kører vi ellers West-, East og North-divisionerne i den rækkefølge. Rækkefølgen er valgt for at variere rækkefølgen fra tidligere år.

Vi er nu nået til Cincinnati Bengals, der har været et af NFLs ringeste mandskaber under Zac Taylors ledelse. Det er ved at være sidste chance for den tidligere Nebraska quarterback, og han er i den grad afhængig af, at offensiven, ført an af Joe Burrow, bliver en gedigen succes, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at føre Bengals tilbage mod toppen af AFC. Men er han manden til det job?

Nævneværdige afgange:
WR, A.J. Green (Cardinals)
DT, Geno Atkins (kontraktløs)
C, B.J. Finney (Steelers)
OT, Bobby Hart (Bills)
QB, Ryan Finley (kontraktløs)
RB, Giovani Bernard (Buccaneers)
CB, William Jackson (Football Team)
OG, Billy Price (Giants)

Nævneværdige tilgange:
OT, Riley Reiff
DT, Larry Ogunjobi
DE, Trey Hendrickson
CB, Chidobe Awuzie
CB, Mike Hilton
CB, Eli Apple
OG, Quinton Spain
DL, Mike Daniels
DT, B.J. Hill
DE, Noah Spence
S, Ricardo Allen

Draftårgang
1. runde: Ja’Marr Chase, WR
2. runde: Jackson Carman, OL
3. runde: Joseph Ossai, EDGE
4. runde: Cameron Sample, DE
4. runde: Tyler Shelvin, DT
4. runde: D’Ante Smit, OT
5. runde: Evan McPherson, K
6. runde: Trey Hill, OL
6. runde: Chris Evans, RB
7. runde: Wyatt Hubert, DE

Et nyt håb

Bengalsfans fik i 2020 deres frelser i Joe Burrow og han imponerede også, i hvert fald mig, med opmuntrende spil under kummerlige forhold skabt af ledelsen, Zac Taylor og ikke mindst den nu tidligere offensive linjetræner Jim Turner. Bengals stillede nærmest uden offensiv linje og det var et under, at vi skulle helt frem til uge 11 før Burrow bed i græsset for sidste gang i 2020. Da skaden indfandt sig, var Bengals sølle 2-7-1, og holdet vandt kun to af de sidste seks kampe.

Desværre for Bengals, og ikke mindst Bengalsfans, var Burrows lyse takter et tveægget sværd, da det nok endte med at give endnu en sæson til den med rette meget kritiserede cheftræner, Zac Taylor. Taylor har ikke vist meget, der skulle give anledning til, at han bliver en succes. Hans record er værre end Jets’ under Adam Gases ledelse, der nærmest var NFLs uoficielle hofnar.

Taylor skal simpelthen præstere efter at have ført Bengals til førstevalget i 2020, hvor han kun vandt to kampe, og 5. valget i 2021, hvor det altså blev til dobbelt så mange sejre. Men hvad er nok? Er det nok bare at lave endnu en fordobling og ende 8-9 eller kan vi tillade os at forvente mere af Taylor og offensiven? Jeg fristes til at tro det sidste, selvom Brown-familien historisk er tålmodige, for det har ikke været kønt i Ohio.

Næste side: Beskyttelse, beskyttelse, beskyttelse?