Prøv NFL GamePass gratis
Forside 10 svar vi leder efter 10 svar vi leder efter i 9. spillerunde

10 svar vi leder efter i 9. spillerunde

0

Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i 9. spillerunde af 2026-sæsonen.

1. Får vi fyringer hos Chargers?

Los Angeles Chargers’ nedtur fortsætter, og holdet er det eneste hold, der endnu har til gode at sejre i indeværende sæson. Der er en masse talent på holdet, men de har ikke fået det omsat til sejre eller som minumum bare noget underholdene spil. Holdets angreb er det mindst scorende i NFL og quarterback Justin Herbert har i de seneste fire kampe kastet tre gange så mange interceptions (seks) som touchdowns (to). 

Mike McDaniel var som ny koordinator udset til at forvandles holdets offensiv til et af ligaens mest produktive, men det modsatte har været tilfældet. Holdets ledelse har sagt, at de er loyale overfor trænerstaben, men hvor længe kan det vare ved?

Prøv NFL GamePass gratis

Chargers møder i denne spillerunde Houston Texans, der sidste år havde ligaens bedste forsvar, men som som helhed har skuffet i år. Texans har dog talentet til at gøre skade, og hvis Chargers ender med endnu en offensiv lussing, bliver det så tid til store ændringer i solskinsbyen?

2. Kan Buccaneers-forsvaret gøre det igen?

En af de mest imponerede enheder i NFL i øjeblikket er Tampa Bays forsvar, der de seneste to uger har kvalt deres rivaler fra Carolina og Atlanta. Holdets løbeforsvar er blandt de fem bedste på alle parametre og har ikke tilladt modstanderne at løbe for flere end 100 yards siden første spillerunde. Buccaneers har derudover været yderst opportunistiske og forceret 12 turnovers i de seneste fire kampe. De har skabt 16 turnovers over hele sæsonen, flest af alle i NFL. Det eneste forsvar der er i nærheden af at være lige så formstærkt er Minnesota Vikings, som havde nogle småproblemer i nederlaget til Lions i sidste uge.

Tampa Bay får det svært i denne uge, da Florida-holdet tager til Chicago for at møde ligaens mest formstærke angreb, Chicago Bears, der blev det første hold i flere år til at slå Seattle Seahawks med mere end tre point.

Skal der findes en sprække i Buccaneers-forsvaret, så er det holdets kasteforsvar, der fraset et væld af interceptions, har været middelmådigt. Det kan være farligt mod Caleb Williams, der viste stor styrke mod Seattles dygtige bagkæde.

Kan Tampa fortsætte storformen, eller får Ben Johnsons Bears kløerne i endnu et dygtigt forsvar. 

3. Finder Tampa et funktionelt kasteangreb?

Vi bliver lidt ved Tampa, for lige så imponerende som forsvaret har været på det seneste, lige så deprimerende har holdets kasteangreb været. Sidste år var Baker og Buccaneers eksplosive og dynamiske i sæsonens indledende fase, inden skader satte deres spor. Skader har igen været problematiske, da Baker Mayfield har siddet ude af flere kampe, men selv når han har været på banen, har det ikke just været opløftende. Værst så det ud i sidste uge, da Buccaneers blev det første hold siden 1974, altså 52 år, der spillede en kamp uden at ramme plet på et eneste kast. Selv om den statistik er både imponerende og deprimerende, så var det ikke en enlig svale. Kun to gange i indeværende sæson har quarterbacken i Tampa kastet for flere end 200 yards i en kamp, begge gange sneg Mayfield sig kun lige over grænsen og faldt faktisk under den, hvis der kigges på effektive kasteyards (her bliver sacks modregnet).

I kampen mod Panthers for to uger siden ramte Mayfield på syv ud af 11 kast for sølle 68 yards. Trods kun syv gennemførte kast for 68 yards på to kampe har Buccaneers vundet begge kampe takket være førnævnte forsvar og et løbeangreb, der har fundet sig selv.

Det kan dog ikke blive ved med at gå godt. 

Er Tampa Bay i stand til at finde noget produktion gennem luften?

4. Er Bengals i stand til at komme ud af starthullerne?

Cincinnati Bengals har fået deres bedste sæsonstart i mange år, men holdet omtales endnu ikke helt som oplagte Super Bowl-favoritter, endnu. En af de væsentlige grunde til det, har været holdets manglende evne til at sætte flere overbevisende sejre sammen. Bengals har været langsomme til at komme ud af starthullerne, hvilket har gjort flere kampe tættere, end de burde have været. I det, der trods alt endte med at være en storsejr over Balitmore Ravens, scorede Bengals ingen point i de første to quarters. Mod Titans scorede de ikke i første quarter. De har været to scoringer bagud i første halvleg i tre af de seneste fire kampen.

Ser vi bort fra første spillerunde, hvor de satte 14 point ind mod Buccaneers, så har Bengals kun scoret 14 point i første quarter over de næste seks kampe. Det er simpelthen ikke godt nok.

Spillerne har selv udtalt, at de håber trænerstaben får styr på taktikken i starten af kampene, og det bliver nødvendigt, hvis holdet har mål om at nå Super Bowl.

Bengals har grund til at starte langsomt i denne uge, de spiller nemlig i en helt anden tidszone, når de søndag møder Atlanta Falcons i Madrid. Kan de overkomme startvanskelighederne, eller bliver det endnu en kamp, hvor holdet skal kæmpe sig tilbage?

5. Er Malik Willis ved at etablere sig?

Miami Dolphins har stadig kun vundet en enkelt kamp, men stemningen omkring holdet lader til at være sublim, specielt med holdets seks nederlag taget i betragtning. Spillerne har offentligt rost cheftræner Jeff Hafley til skyerne, mens quarterback Malik Willis har vist sig som en meget populær og karismatisk leder. 

Efter en hård start på sæsonen, hvor det var tydeligt, at der var mange nye elementer og ikke mange etablerede profiler på holdet, har Willis spillet bedre i de seneste to kampe, hvor det blev til sæsonens første sejr mod Jets efterfulgt af et snært nederlag til Patriots. I begge kampe ramte Willis plet på over 65% af sine kast, en væsentlig bedring af det tidligere sæsonbedste på 60,9%. Willis kastede fire touchdowns over de to kampe, løb et enkelt touchdown ind og havde blot en enkelt interception, hvilket også var en væsentlig forbedring sammenlignet med sæsonstarten, hvor han i de fem første kampe kastede fire interceptions mod blot to touchdowns.

Willis og Dolphins møder denne runde Detroit Lions, der blev det første hold til at slå Minnesota Vikings i denne sæson. Det er dog Detroits angreb, der har båret holdet, for holdets forsvar er blandt ligaens mest gavmilde.

Kan Willis fortsætte den opadgående formkurve mod Detroit?

Næste side: Arvell Reeses storform, hvad sker der for Jeanty og mere