To NFC-finaler i træk gør Packers til favoritter i NFC North, men hvor langt er rivalerne efter?

Hvem er bedst og hvem er værst? Gul Kluds Dennis Cordsen La Cour og Teis Joranger har vurderet alle positionsgrupper på alle hold i NFL for at rangere de 32 NFL-hold. Vi er nået til NFC North, hvor Packers må tage favoritværdigheden, mens de tre andre hold håber på at kunne byde dem op til dans.

Corona viser stadig sit grimme ansigt rundt om i verden, men 2021-sæsonen ser i NFL ud til at være mere på vej mod normalen end den tumultariske 2020-sæson. Frem mod sæsonen har Gul Kluds Dennis Cordsen La Cour og Teis Joranger bedømt alle positioner for alle hold og lavet en rangering af de 32 hold inden sæsonen.

Hvordan vi er gået til opgaven, og hvilke bedømmelseskriterier, som er brugt, kan læses i bunden af artiklen, hvis man er interesseret. Spørgsmål eller kommentarer kan sendes til @Valuefootball eller @Teisjoranger på Twitter eller stilles på Gul Kluds Facebook-side, hvor vi også vil se dem.

Se alle gennemgangene:
NFC South | NFC West | NFC East | NFC North
AFC South | AFC West | AFC East | AFC North

Se optakter til NFC North:

BearsPackersLionsVikings

Angreb (hold mobil vandret):

 QBRBWRTEOLSamlet angrebVægtet angrebVægtet placering
Packers9,587,57,5739,548,674
Vikings7985,5635,542,3311
Lions6,564,57,57,532,038,0023
Bears66,576,5531,036,6725

Packers havde et af ligaens absolut bedste angreb i 2020, og det forventer vi vil gentage sig i 2021. De har en forrygende quarterback, de har en god runningback, og Davante Adams er en af ligaens bedste receivere. Man kan tvivle lidt på Allen Lazard og Marquez Valdes-Scantling, men hvis de bryder igennem, er 7,5 også for lavt næste år. Den største usikkerhed på Packers’ angreb er lidt ukarakteristisk på den offensive linje, hvor Corey Linsley er fortid og David Bakhtiari er på vej tilbage fra skade. De skal derfor starte nogle uerfarne herre indvendigt på linjen, men så er det heller ikke værre med sublime Elgton Jenkins og habile Billy Turner.

Den offensive linje har i mange år været akilleshælen på Vikings‘ angreb, og det er stadig den største usikkerhed, når man ser bort fra tight end, hvor Irv Smith er skadet og nytilkomne Chris Herndon ikke har kunne bryde igennem hos Jets. Tilgangen af Christian Darrisaw og Wyatt Davis giver nogle unge alternativer, men ingen af dem starter nok, og det betyder også, at gennemsnitlige spillere som Rashod Hill og Oli Udoh skal spille. Resten af angreb ser egentlig solidt ud med fornuftige Kirk Cousins, Sublime Dalvin Cook, fantastiske Justin Jefferson kombineret med erfarne og dygtige Adam Thielen.

De to sidste angreb ender tæt på hinanden, men Lions sniger sig foran Bears, og det skal primært tilskrives den offensive linje, hvor Lions ser ret solid ud med gode spillere som Taylor Decker og Frank Ragnow. Derimod ser Bears’ offensive linje meget usikker ud og kan blive en af ligaens værste. Quarterback er den store usikkerhed hos Bears, da man håber på, at Justin Fields kan komme ind i løbet af sæsonen og give holdet noget gnist. Lions’ største offensive svaghed er receiver-gruppen, hvor Tyrrell Williams er eneste mand, der har vist noget i ligaen.

Forsvar (hold mobil vandret):

 IDLEDGELBCBSSamlet forsvarVægtet forsvarVægtet placering
Vikings77,58,56,57,537,038,83Delt-6
Packers77,547,58,534,538,178
Bears787,55,5734,037,0014
Lions5,575,55,5528,530,8330

Defensivt er NFC North ganske stærk med tre hold i øverste halvdel af ligaen. Vikings snupper førstepladsen på et godt all round-forsvar med gode spillere i alle positionsgrupper. Michael Pierce og Dalvin Tomlinson er forrygende mod løbet. Danielle Hunter er tilbage og giver en toptrussel på ydersiden. Eric Kendricks er en af ligaens bedste linebackers og Harrison Smith er stadig en dygtig safety. Cornerback er mest usikker, men navne som Patrick Peterson, Mackensie Alexander, Bashaud Breeland og Cameron Dantzler bør kunne holde skansen.

Ikke langt efter Vikings finder man dog Packers, der har en bedre secondary end Vikings med stjerner som Jaire Alexander og de dygtige safeties Adrian Amos og Darnell Savage. Den defensive linje er også god med spillere som Za’Darius Smith, Preston Smith, Kenny Clark og Rashan Gary. Den store svaghed er ubetinget på linebacker, hvor de stadig leder efter noget pålideligt. Håbet lægges i navne som De’Vondre Campbell, Krys Barnes og Oren Burks.

Der er også mange kvalitetsspillere på Bears’ forsvar, og især oppe foran ser det godt ud med spillere som Khalil Mack, Robert Quinn og Akiem Hicks. Den indvendige del af linjen kunne nok også have fået en karakter højere, hvis Eddie Goldman vender stærkt tilbage fra sidste års opt out. Derudover fik linebacker Roquan Smith sit store gennembrud i 2020, mens Eddie Jackson stadig er en strålende safety. Cornerback er det store tvivlsspørgsmål på forsvaret, og hvis ikke Jaylon Johnson spiller solidt, er Bears i problemer.

Lions’ forsvar er helt anderledes svagt, og kun EDGE-gruppen kan snige sig over middelkarakteren 6. Den indvendige defensive linje afhænger af nogle rookies i form af Levi Onwuzurike og Alim McNeill. Linebacker har Alex Anzalone og Jamie Collins, men vi er ikke de store fans af Collins. Amani Oruwariye er en glimrende corner, men Jeffrey Okudah skal virkelig løfte sig ovenpå en svær rookie-sæson. Holdets slotcorner ligner en rookie. På safety ser vi ikke noget lys i Will Harris, og Tracy Walker er også ganske gennemsnitlig. Overordnet mangler der virkelig profiler udover Trey Flowers og Romeo Okwara. De unge skal steppe op.

Opsummering (hold mobil vandret):

 Samlet angrebSamlet forsvarSpecial teamsTrænereTotalVægtet totalRangering
Packers39,534,56,5888,5105,003
Vikings35,537,05,5785,097,009
Bears31,534,06678,087,6722
Lions32,028,56,5672,582,0029

Ikke overraskende ender Packers i den absolutte top med et forrygende angreb, et solidt forsvar og en Matt LaFleur, der virkelig har bevist sit værd som en offensiv head coach. Han skal stadig bevise det sidste, og Packers’ forsvar skal også spille lidt bedre end i 2020, men talentmassen er der nok en gang til at kæmpe med om Super Bowl-titlen.

Efter et misset slutspil i 2020 satser Vikings i 2021 på at genfinde vejen til januar-football. Det bør også være muligt med et solidt angreb og et talentmæssigt lovende forsvar. Der er dog nogle usikkerheder om nogle af de nye navne på forsvaret samt spillere som Danielle Hunter, der kommer tilbage fra skade. Derudover kan den offensive filosofi og den offensive linje spænde ben for angrebet.

Bears’ forsvar ser rigtig lovende ud, hvis man ser bort fra den tvivlsomme cornerback-gruppe, men Bears’ store problem ser ud til at blive offensivt, hvor den offensive linje ser skidt ud og man har en stor usikkerhed på quarterback. Man skal nok ikke forvente det store af Andy Dalton, og når Fields kommer i spil, kan han få det svært bag den offensive linje. Derudover har Matt Nagy bare ikke bevist ret meget som træner.

Lions er i gang med en genopbygning, og både angrebet og forsvaret efter noget tilbage at ønske. Der er dog nogle spændende unge spillere, som kan få en masse spilletid i år, og hvis nogle af dem slå igennem, så behøver det ikke at blive så ringe. Det er dog tydeligvis første år i en plan, der først skal forløses efter 2021.


Sådan er vi gået til opgaven
At bedømme alle holds positionsgrupper er en halvkompliceret sag, hvor mange forskellige faktorer spiller ind. Vi vil prøve at forklare, hvordan vi er gået til opgaven, og hvilke ting vi har valgt at lægge vægt på, når vi laver sådan en øvelse.

Først og fremmest skal vi selvfølgelig understrege, at dette er vurderinger lavet af karakterartiklernes ophavsmænd (Dennis Cordsen La Cour og Teis Joranger). Derfor er der med garanti nogle, som vil være uenige i forskellige aspekter af vurderingerne, og det er også fair nok. Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller ønsker uddybning af et eller andet, er du derfor velkommen til at henvende dig på Twitter til @Valuefootball, @Teisjoranger eller på Gul Kluds facebookside, hvor vi også vil se din kommentar. Vi er i høj grad villige til at uddybe vores vurderinger.

Karakterskalaen
Karakterskalaen er en simpel skala fra 1 til 10, hvor vi i år har valg også at uddele halve-karakter for at kunne håndtere grænsetilfælde lidt bedre. Et 10-tal gives til de bedste positionsgrupper i NFL, og dette er positionsgrupper, der ikke har nævneværdige svagheder og både indeholder topkvalitet, sikkerhed og lidt dybde. Et 1-tal gives omvendt til en fuldstændig uacceptabel gruppe, der er en hån af holdets fans – denne karakter har heldigvis ikke været i anvendelse i år. 6-tallet svarer til, at den givne positionsgruppe er “middel” for NFL.

I kan se alle karakterbeskrivelser i tabellen i højre side.

Hvilke spillere giver hvilke karakterer?
Efter alle positioner har fået en karakter, finder vi et en summeret karakter, som er angivet i artiklerne.

Ikke alle positioner i NFL er dog lige vigtige. For eksempel er quarterbacken klart vigtigst på banen. Derfor kan I også læse en “vægtet karakter” i tabellerne.

Hvordan vi har vægtet forskellige positioner, kan ligeledes ses i skemaet til højre.

Quarterbacken og trænerstaben er alfa, omega i NFL, så disse vægtes virkelig højt, hvorefter den offensive linje, pass rush og cornerbacks ligeledes er vigtige. Nogle positioner som eksempelvis tight end og linebacker er svære, da de allerbedste spillere på disse positioner betyder meget. Her snakker vi typer som Travis Kelce, George Kittle og Bobby Wagner. Men kommer du først forbi de 2-5 allerbedste, så har det eksempelvis vis ikke ret stor betydning for holdet, om du har Darren Fells eller Jack Doyle.

I forbindelse med karaktergivningen er der også lagt vægt på reservernes niveau lidt afhængigt af positionen. På nogle positioner (Tight end, quarterback) er bredden oftest ikke så vigtig/relevant, og her vil karakteren oftest primært være givet til den startende spiller. På andre positioner (Offensiv linje og Indvendig defensiv linje) spiller bredden en vigtigere rolle i holdets karakter, da én god spiller sjældent kan gøre det alene. Som skrevet i indledningen er det en halvkompliceret sag at bedømme alle positionsgrupper fair og ens. Faktisk kan man ifølge kloge hoveder kun behandle folk (eller positioner) ens, ved at behandle dem forskelligt…

Det betyder for eksempel, at en WR-gruppe med én superstjerne og halvdårlige fyldspillere kan få 7, mens en offensiv linje med én superstjerne og 2-3 svage led kan få 5 eller måske endda 4. Hvis man skal oversætte det til europæisk fodbold kan en stjerneangriber som Messi (WR) gøre en del alene, mens en forsvarskæde (OL) sjældent er meget stærkere end det svageste led.

Special Teams
Special teams er ikke det område, der får mest opmærksomhed, og det er også et område, vi ikke kigger så meget på, når sæsonen folder sig ud. Dele af vores vurderinger læner sig derfor op ad tal, statistikker og vurderinger lavet af analysehjemmesiderne Pro Football Focus og Football Outsiders. Det drejer specielt om holdets evner til at stoppe returns. Hvis der har været stor udskiftning i trænerstaben eller blandt special teams-spillere vil holdet arbejde sig hen mod en middel karakter.

Rookies og ukendte spillere
Til sidst er der selvfølgelig en masse ukendte spillere i form af rookies, hvoraf mange vil spille store roller for holdene. Hvem der slår igennem og bliver gode eller dårlige i år, har vi ikke forsøgt at forudsige i denne karaktergivning. Derfor vil alle førsterundevalg generelt være anset som et 5-tal eller et 6-tal, mens rookies, der er valgt senere, vil blive betragtet som mere usikre og ikke rigtigt tæller for noget andet end potentielt fyld/rotation.
Helt nye og ukendte cheftrænere får 5,5 i karakter men indeholder selvfølgelig stor usikkerhed. Hvis trænerne tidligere har bevist kvaliteter i et tidligere job, kan der gives en lidt højere karakter. Offensive og defensive koordinatorer tæller med i karakteren for trænerstaben og kan både trække karakteren et par karakterer op eller ned.

Det er ikke en forudsigelse
Det er vigtigt at understrege, at dette ikke skal fungere som en form for forudsigelse. Der er mange faktorer, som spiller ind i NFL, og dette er blot en vurdering af holdenes beviste talentniveau på vej ind i 2019-sæsonen. Der vil være en naturlig usikkerhed fra de nye træneres præstationer, overraskende udviklinger hos spillere og niveauet hos både rookies og andre ukendte spillere på NFL-niveau. Nogle spillere kan vi tro på vil løfte niveauet i 2019, men indtil vi ser det, kan vi ikke belønne dem i denne karaktergivning. Unge hold med spillere i udvikling vil deraf naturligt have det svært i en øvelse som denne.

Hvis I har spørgsmål eller kommentarer, så smid dem til os på Twitter på @Valuefootball eller @Teisjoranger.

Se alle gennemgangene:


NFC South | NFC West | NFC East | NFC North


AFC South | AFC West | AFC East | AFC North