Bradys efterfølger er havnet i en svær situation

Alt ændrede sig for Patriots, da det blev en realitet, at Tom Brady ville forlade klubben. Bradys erfaring, enorme spilintelligens, lederevner og vilje til sejr bliver umulig at erstatte. Han spillede ikke på vanligt niveau i 2019, men han var stadig effektiv trods store mangler på angrebet (mere om dem senere).

Der blev ikke gjort noget for at erstatte Brady i starten af free agency eller draften, og længe var holdets eneste quarterbacks Jarrett Stidham og den evige backup Brian Hoyer – ikke ligefrem inspirerende navne.

Først den 6. juli lavede man et seriøst forsøg på at lukke hullet efter Brady, da man skrev en etårig minimumskontrakt med Cam Newton. ‘Super Cam’ har ikke været super siden sin fænomenale 2015-sæson, men han kan stadig være en middelmådig quarterback og redde Patriots fra et talentmæssigt frit fald på positionen – såfremt han kan holde sig rask.

Newton sad ude 14 kampe sidste sæson med en fodskade, og året forinden var det en skulderskade, der tydeligt hæmmede hans spil i anden halvdel af 2018-sæsonen.

Newtons fysik og evner i løbespillet er en essentiel del af hans spillestil, men det udsætter ham også for flere tæsk end traditionelle quarterbacks. New England har dog ikke råd til at bede ham vinde fra lommen, for Cam har arvet mange af de problemer, som end ikke en dygtigere kaste-quarterback i Tom Brady kunne overkomme sidste sæson.

Skader har drillet 31-årige Cam Newton de seneste sæsoner

Receiver-gruppen er stadig en af NFL’s langsomste, og det eneste rigtige fartelement er free agency-tilføjelsen Damiere Byrd, som blot har grebet for under 500 yards i sine fire NFL-sæsoner. Talentmæssigt halter man også efter, og kun 34-årige Julian Edelman kan kaldes bedre end en gennemsnits-receiver. N’Keal Harry var en stor skuffelse i sin rookie-sæson og havde store problemer med at løbe sig fri af sin opdækker. Der er dog ikke kommet konkurrence til udefra, så holdet satser stort på en eller anden form for udvikling fra Harry, samt at tredjemanden, Mohamed Sanu, finder sin Falcons-form frem efter en skuffende debutsæson hos Patriots.

Greg Olsen var en stor del af Newtons succes i Carolina, men hos New England står han med ligaens måske dårligste tight end-gruppe. De to rookies Devin Asiasi og Dalton Keene skal præstere fra dag ét, hvis angrebet skal have noget som helst ud af positionen.

Heller ikke runningback-positionen er imponerende udover kastedown-specialisten James White. Man har hentet en skadespræget og ineffektiv runningback i Lamar Miller ind som konkurrence til en anden skadespræget og ineffektiv runningback i tidligere førsterundevalg Sony Michel. Det rykker ikke meget.

Newton kan dog glæde sig over, at den offensive linje har holdt fast i franchisetaggede Joe Thuney, der sammen med guard-kollegaen Shaq Mason, venstre tackle Isaiah Wynn og center David Andrews – såfremt han kan finde sit niveau fra før blodpropper kostede ham 2019-sæsonen – udgør fundamentet til en solid offensiv linje. Det største spørgsmålstegn er på højre tackle, hvor Marcus Cannon har fravalgt 2020-sæsonen pga. COVID19. Korey Cunningham og Yodny Cajuste er de to mest oplagte kandidater til at erstatte ham. Uden den nu pensionerede offensive linjetræner Dante Scarnecchias kyndige hånd, kan den højre side af linjen dog blive et problem for Cam Newton, der ikke er helt så hurtig til at slippe bolden som Tom Brady.

I sidste ende frygter jeg, at mange af de huller på angrebet, som Tom Brady i årevis har været god til at skjule, vil dukke frem i 2020-sæsonen. Selvom Josh McDaniels og Bill Belichick er geniale til at skrue en playbook sammen, så står Newton med karrierens måske dårligste samling af våben. Hans evner i løbespillet kommer til at hjælpe på det offensive output, men Patriots-angrebet kommer efter alt at dømme til at lægge i den tunge ende i 2020-sæsonen.

Trods spillerflugt er forsvaret stærkt de rigtige steder

Igen i år skal forsvaret trække en stor del af læsset for Patriots, hvis sejrene skal i hus. Man må dog forvente en vis tilbagegang efter en 2019-sæson, hvor man kun tillod 20 touchdowns mod 36 turnovers. Det skyldes både et kampprogram, der er væsentligt sværere end i 2019, men også at Patriots har mistet flere vigtige defensive spillere i free agency og dertil har haft flest spillere af alle hold i ligaen, som har fravalgt sæsonen pga. COVID19.

Særligt på linebacker-positionen har det gjort ondt, da man har mistet en dygtig veteran i Kyle Van Noy, en defensiv general i Dont’a Hightower og den alsidige Jamie Collins. De tre herrer spillede henholdsvis tredje-, fjerde- og femteflest defensive snaps på Patriots’ forsvar i 2019.

Det sætter pres på Patriots’ front-syv, hvor man skal satse mere på unge spillere som Ja’Whaun Bentley samt rookies Josh Uche og Anfernee Jennings. Selvom Belichick som altid kan strø lidt taktisk magi på sine spillere, så kommer man ikke udenom, at gruppen er blevet gevaldigt svækket.

Der er dog også lyspunkter, nemlig andenårsspilleren Chase Winovich, der viste lovende takter som edge i 2019 med 5,5 sacks og 23

Chase Winovich kan for alvor bryde igennem i 2020

pressures, på trods af at han blot spillede en fjerdedel af de defensive snaps. Hans udvikling bliver vigtig for forsvarets evne til at presse quarterbacken, og han kan meget vel blive den første Patriots-forsvarer til at nå 10+ sacks siden Chandler Jones i 2015.

Mens fronten af forsvaret har mange spørgsmålstegn, så er bagkæden igen i år holdets store styrke – og måske NFL’s bedste.

Et stærkt cornerback-kvartet af Stephon Gilmore, Jason McCourty, J.C. Jackson og Jonathan Jones suppleres af safeties Devin McCourty, nytilkomne Adrian Phillips – som erstatter Patrick Chung – og andetrundevalg Kyle Dugger.

En god opdækning letter presset på den defensive front, fordi de får mere tid til at jagte quarterbacken, og det kan Patriots’ nye front-syv konstellation få brug for.

Hverken katastrofe eller konfetti i vente

Samlet ligner Patriots et hold, der kommer til at ligge i midten af NFL-landskabet med mellem fem og ni sejre. Der bliver ingen tanking med Bill Belichick ved roret, mens der samtidig er for mange huller på holdkortet til, at man for alvor kan true i AFC.

Læs optakterne – udgives divisionmæssigt i rækkefølge angivet ved nummer
1) AFC North: BAL | CIN | CLE | PIT              2) NFC North: CHI | DET | GB | MIN
3) AFC South: HOU | IND | JAX | TEN            4) NFC South: ATL | CAR | NO | TB
5) AFC East: BUF | MIA | NE | NYJ                 6) NFC East: DAL | NYG | PHI | WAS
7) AFC West: DEN | KC | LVR | LAC                8) NFC West: ARZ| LAR | SF | SEA