Selvom amerikanerne stadig kæmper med COVID-19, ser NFL ud til at forsøge at starte til tiden. Derfor vil Gul Klud varme op til sæsonen med skarpe analyser og forudsigelser.

Sæsonoptakterne udgives divisionsvis efter devisen nord, syd, øst, vest. AFC North er først, derefter NFC North osv. Vi slutter med NFC West. Vi er nået til Miami Dolphins, der har fundet et godt bud på fremtidens quarterback med rookie Tua Tagovailoa.

Gul Klud er opmærksom på den meget flygtige situation, der præger NFL op til 2020-sæsonen. Vi har planer om at udgive sæsonoptakter som planlagt, så længe NFL stadig fortsætter deres forberedelser efter planen. Hvis omstændighederne omkring sæsonen ændres, sæsonen udsættes eller aflyses vil Gul Klud justere eller ophøre vores optaktsartikler.

Nævneværdige afgange:
CB, Aqib Talib (klubløs)
TE, Clive Walford (klubløs)
C, Daniel Kilgore (klubløs)
OG, Evan Boehm (Buffalo Bills)
DE, Taco Charlton (Kansas City Chiefs)
OLB, Charles Harris (Atlanta Falcons)
DT, John Jenkins (Chicago Bears)
RB, Samaje Perine (Cincinnati Bengals)

Nævneværdige tilgange:
CB, Byron Jones (Dallas Cowboys)
LB, Kyle Van Noy (New England Patriots)
C, Ted Karras (New England Patriots)
OG, Ereck Flowers (Washington Football Team)
DE, Shaq Lawson (Buffalo Bills)
DE, Emmanuel Ogbah (Kansas City Chiefs)
RB, Matt Breida (San Francisco 49ers)
RB, Jordan Howard (Philadelphia Eagles)
S, Clayton Fejedelem (Cincinnati Bengals)

Draftårgang:
1. runde: Tua Tagovailoa, QB
1. runde: Austin Jackson, OT
1. runde: Noah Igbinoghene, CB
2. runde: Robert Hunt, OG
2. runde: Raekwon Davis, DT
3. runde: Brandon Jones, S
4. runde: Solomon Kindley, OG
5. runde: Jason Strowbridge, DE
5. runde: Curtis Weaver, DE
6. runde: Blake Ferguson, C
7. runde: Malcolm Perry, WR

Kommer Tua Tagovailoa på banen i 2020?

Miami Dolphins spillede højt spil og vandt, da de undlod at overbetale for at rykke frem i forårets draft. I stedet blev de på det femte valg og kunne – i ro og mag – vælge den talentfulde quarterback Tua Tagovailoa fra Alabama.

Tua er udset en essentiel rolle som holdets bærende stjerne, der skal bringe Miami Dolphins tilbage til fordums styrke. Efter Dan Marinos sidste sæson for Dolphins (1999) har mandskabet haft 24 (!) forskellige startende quarterbacks. Det skriger af manglende stabilitet.

Spørgsmålet er dog, om vi får Tua Tagovailoa at se allerede i 2020, da han har døjet med nogle alvorlige skader – senest en hofteskade, som han pådrog sig i efteråret 2019? Spørgsmålet bliver ikke mindre relevant af, at Miami Dolphins – fortsat – råder over en af de dårligste offensive linjer i NFL.

For det er uvist, om nytilkomne Ted Karras (C) og Ereck Flowers (OG) kan fortsætte sidste sæsons solide spil – og det er samtidig utilstedeligt at forvente, at rookie Austin Jackson (OT) kan levere fra første spillefløjt. Derudover har spillerne haft tæt på ingen træningstid til at opbygge et anstændigt samarbejde som følge af NFL’s håndtering af COVID-19. Det er særligt alvorligt for Dolphins’ offensive linje, da det er en relativt ny og sammenbragt enhed.

Derfor virker det uansvarligt at starte Tua Tagovailoa fra første fløjt. I stedet bør vi – igen i år – forvente at se Ryan Fitzpatrick på banen. Den 37-årige veteran viste i fjor, at han stadigvæk har niveau og fysik til at spille i NFL, hvor han kastede 3.529 yards, 20 touchdowns og 13 interceptions.

På papiret ser Dolphins’ receiverkorps nogenlunde velbesat ud, men der er fortsat en række usikkerheder ved gruppen. DeVante Parker leverede en flot sæson i 2019 med 1.202 yards og ni scoringer, men han har tidligere vist sig at være utilregnelig og inkonsistent. Preston Williams har ligeledes et stort potentiale – rent fysisk – men han er også kendt for at tabe alt for mange bolde. Derfor forventer jeg, at tight end Mike Gesicki og runningback-duoen Jordan Howard og Matt Breida får rigeligt ansvar i 2020.

Det er ikke utænkeligt, at den offensive linjes manglende kvalitet kommer til at underminere hele Dolphins’ angrebs formåen (igen) i 2020. Derfor skal Brian Flores og co. bruge sæsonen til at se angrebet an – særligt receiverkorpset – og støbe fundamentet for den kommende æra med Tua Tagovailoa i spidsen.

Læs optakterne – udgives divisionmæssigt i rækkefølge angivet ved nummer
1) AFC North: BAL | CIN | CLE | PIT              2) NFC North: CHI | DET | GB | MIN
3) AFC South: HOU | IND | JAX | TEN            4) NFC South: ATL | CAR | NO | TB
5) AFC East: BUF | MIA | NE | NYJ                 6) NFC East: DAL | NYG | PHI | WAS
7) AFC West: DEN | KC | LVR | LAC                8) NFC West: ARZ| LAR | SF | SEA