Sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og på Gul Klud vil vi gerne klæde godt på til sæsonen. 32 dage i træk giver vi dig derfor en skarp optakt til dit yndlingshold og ethvert andet hold i NFL. Glæd dig! Minnesota Vikings skuffede sidste år, da de missede slutspillet. Kan de genfinde slutspilsformen i år? 

Det er sjældent, at et NFL-holds Super Bowl-vindue er åbent særligt længe. Derfor nytter det ikke noget, at man hos trænerstaben ikke er på samme side. Specielt ikke når det kommer til helt basale ting, som at finde en identitet på forsvaret og ikke mindst på angrebet. Minnesota Vikings har igen i år et mandskab, der bør kunne blande sig med selv de bedste i ligaen, men kan holdet samle sig efter sidste års kæmpe skuffelse? Kan de genfinde en offensiv identitet, mens det famøse vindue stadig er på klem? 

Missede fortjent slutspillet i 2018

At Minnesota Vikings ikke formåede at spille sig i slutspillet sidste sæson, var intet mindre end et chok for mange håbefulde Vikings fans, men ikke desto mindre var udfaldet af deres sæson helt fair. Vikings har tidligere lidt utallige hårde skæbner med brændte field goals i slutspillet og ikke mindst Brett Favres interception mod New Orleans Saints i NFC-finalen i 2009. Den sidstnævnte kan stadig kan få fans med lilla blod i årene til at vågne op om natten helt badet i sved. Sidste år var der dog ingen undskyldning. Holdet spillede bare ikke godt nok, og med deres håbløse indsats i deres sidste kamp mod Chicago Bears, beviste de endegyldigt, at de absolut intet havde at gøre i slutspillet. Så hvad gik der galt?

Der var flere faktorer i spil. I starten af den regulære sæsonen led Vikings af kicker-problemer, og måtte tage konsekvensen ved at fyre deres femterundevalg kicker Daniel Carlson efter bare få kampe, men nok vigtigst af alt, så var projektet med den ellers succesfulde offensive koordinator John DeFillipo, ikke det match som klubben havde håbet på. Strategien om at blive ved med kaste bolden, på trods af at den offensive linje brød sammen, var altså ikke vejen frem, og DeFillipo måtte tage konsekvensen. 

Sæsonoptakt Vikings
Photo By: Sgt. Martin Egnash

En manglende offensiv identitet 

Vikings største problem var altså, efter min overbevisning, at de ikke kunne finde en offensiv identitet. Klubben havde hentet en ny quarterback, som der var kæmpe forventninger til, nok også for store, og cheftræner Mike Zimmers ønske om en mere gammeldags facon styret af løbespillet, blev en diametral modsætning til DeFilippos mere moderne filosofi om at kaste på nærmest alle downs. Det gjorde angrebet skizofrent, og på mange måder identitetsløs.

Spændende draftklasse og nye trænere 

Ny assisterende cheftræner Gary Kubiak

Hvad har man så gjort for at rette på det? Jo, man ophørte samarbejdet med DeFillipo, man har draftet super spændende spillere, og så har man hentet den Super Bowl-vindende træner Gary Kubiak, med entourage, ind for at give holdet mere stabilitet på to vigtige områder: quarterback-positionen og den offensive-linje.

Man kan næsten forestille sig, at Zimmer har været iført spændetrøje i løbet af draften, så man kunne sikre sig, at han ikke draftede endnu en cornerback i første runde. For det gjorde han ikke, og det var godt, for General Manager Rick Spielman og Zimmer viste med valget af center Garrett Bradbury, at de for en gangs skyld ville tage deres offensive-linje seriøst. At holdet i free agency underskrev med guarden Josh Kline, var også et godt signal, og et skridt på vejen i projektet om at styrke linjen, der skal passe på holdets guldkalv quarterback Kirk Cousins. 

Det hele starter og slutter med den offensive linje

Det er nemlig ved den offensive linje, at succesen skal starte fra i år, og dens forhåbentlige succes skal derfra brede sig som ringe i vandet til resten af holdet. En forbedret offensiv linje vil betyde mere succes med løbeangrebet, og det kan give plads til de play-action spil, som Cousins ekselerer i. Det bliver generelt super spændende, at se hvordan det nye Stefanski-Kubiak-angreb kommer til at se ud, for med tilføjelsen af rookie tight-end Irv Smith Jr. er der lagt op til en super spændende tight end-trio med den erfarne Kyle Rudolph og den unge Tyler Conklin. Hvis Smith Jr. kan blive den trussel i kastespillet som jeg tror på, så kan Vikings-angrebet pludselig være meget mere dynamisk, og det vil gavne spillere som Adam Thielen, Stefon Diggs, Dalvin Cook og i sidste ende Kirk Cousins. 

Sæsonoptakt Vikings
Vikings at Redskins 11/12/17

Realistik forventing: Kom i slutspillet

Hvis Vikings ikke når slutspillet igen i år, vil hovederne formentlig rulle hurtigere end under den franske revolution. Det ved trænerstaben, og det ved spillerne. Holdet er alt for talentfuldt til ikke at blande sig i toppen af NFL, og sidste sæsons nederlag skal derfor agere som dyre lærepenge. Det ser dog lyst ud for holdet. De har gjort mange fornuftige tiltag for at få rettet op på de problemer, der udgjorde deres skæbne sidste år. Endda uden at lide de helt store tab undervejs. En stor del af en potentiel succes hænger på trænerstaben, og det er afgørende at Zimmer koncentrerer sig om forsvaret, og lader Stefanski og Kubiak styre angrebet. Holdet skal finde en ny identitet, der passer til Cousins, og som udnytter de mange virkelig dygtige spilskabere, der er på angrebet. Vikings har over flere år mesterligt bundet et hold sammen af solide spillere, men vinduet til en Super Bowl er ikke åbent for evigt. Det er derfor på tide, at holdet viser, at de har det format, som deres fans med rette forventer af dem.

Overblik: Hvad har Vikings foretaget sig i free agency og draften?

Nævneværdige afgange:

  • Sheldon Richardson, DT Cleveland Browns
  • Andrew Sendejo, S, Philadelphia Eagles
  • Latavius Murray, RB, New Orleans Saints
  • Marcus Sherels, CB, New Orleans Saints
  • Nick Easton, G/C, New Orleans Saints
  • Mike Remmers, G, New York Giants
  • Tom Compton, G, New York Jets

Nævneværdige tilgange:

  • Josh Kline, G (3 år, 15,75 millioner dollars)
  • Shamar Stephen, DT (3 år, 12,45 millioner dollars)
  • Sean Mannion, QB (1 år, 900.000 dollars)

Draft

RundePickSpillerPos. Skole
118Garrett BradburyCNorth Carolina State
250Irv Smith Jr.TEAlabama
3102Alexander Mattison RBBoise State
4114Dru SamiaGOklahoma
5162Cameron SmithLBSouthern California
6190Armon WattsDTArkansas
6191Marcus EppsDBWyoming
6193Oli UdohTElon
7217Kris BoydCBTexas
7239Dillon MitchellWROregon
7247Olabisi JohnsonWRColorado State
7250Austin CuttingLSAir Force

ARI LAR SF | SEA | DEN | KC | LAC | OAK | ATL | CAR | NO | TB | HOU | IND | JAX | 
TENCHI| DET | GB | MIN | BAL | CIN | CLE | PIT | DAL | NYG | PHI | WAS | BUF |MIA | NE | NYJ