Sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og på Gul Klud vil vi gerne klæde godt på til sæsonen. 32 dage i træk giver vi dig derfor en skarp optakt til dit yndlingshold og ethvert andet hold i NFL. Glæd dig! Los Angeles Rams nåede hele vejen til Super Bowl i 2018, men kan de tage det næste skridt og vinde den i 2019?

Find links til alle udgivne sæsonoptakter i bunden af artiklen

På kun to år har den unge vidundertræner Sean McVay fuldstændig forvandlet udsigterne for Los Angeles Rams. De sidste år i St. Louis blev desværre brugt på at være et af de mest uinspirerende og gennemsnitlige hold i ligaen, men siden flytningen til Los Angeles og ansættelsen af McVay er Rams blevet til et tophold i NFC. 

Fremragende 2018
2018-sæsonen var blændende næsten fra start til slut, og klubben sikrede sig i januar NFC-titlen og en tur til Super Bowl. Her blev Rams’ fantastiske angreb dog stækket af et stærkt Patriots-forsvar, og Patriots’ defensive dominans gav liv til et par spørgsmål, som Sean McVay og Rams skal besvare i den kommende sæson. For selvom Rams har et ungt hold, der stadig kan udvikle sig, så er spørgsmålet, om ligaen er ved at finde måder at begrænse Rams’ angreb på, og i så fald hvad gør McVay for at videreudvikle angrebet? 

Innovativt angreb
I de to første sæsoner i spidsen for Rams har McVays angreb været et af ligaens store samtaleemner. McVays offensive system har revet forsvar fra hinanden og fuldstændig forvandlet den unge quarterback Jared Goff.

Næsten samtlige spil foregår med tre wide receivere, en runningback og en tight end på banen, hvilket betyder, at de fleste spil ser ens ud før snappet. Det bringer uforudsigelighed, men de få formationer gør også angrebet mindre varieret og begrænser mulighederne for at lave en slagkraftig plan B. Heldigvis har plan A været så fantastisk, at det sjældent har betydet noget, men netop mod Patriots kom den manglende plan B til udtryk.

Patriots’ angreb havde det nemlig også svært mod et velspillende Rams-forsvar, men da Patriots på et drive pludselig hev to tight ends og en full back på banen, så kom Rams’ forsvar i problemer. Denne plan B fra Patriots gav Super Bowls eneste touchdown, og i efterspillet har det virket som, at McVay selv har indset, at hans angreb skal have flere strenge at spille på, hvis plan A ikke virker.

Men hvad skal plan B så være?
Det er det store spørgsmål gående ind i 2019. Ingen andre end Sean McVay ved det, og det bliver ikke en let opgave for McVay at forbedre et af ligaens angreb. Specielt fordi det offensive spillermateriale langt hen ad vejen er det samme eller måske en smule værre end i 2018. To startere er forsvundet på den offensive linje, og unge, uprøvede kræfter skal forsøge og bevise deres værd.

Derudover er der store spørgsmålstegn om stjernerunningback Todd Gurleys helbred. De knæproblemer, der plagede ham mod slutningen af 2018-sæsonen, skulle stamme fra noget gigt, og det er muligt, at Gurley skal neddrosles på mængden af spilletid fremover. Gurley spiller en stor rolle i specielt Rams’ kasteangreb, og hvordan, han bruges eller aflastes i 2019, bliver en af McVays fornemmeste opgaver.  

Forsvaret skal forbedres.
Det skal dog ikke udelukkes er det slet ikke er offensivt, at den bedste plan B skal findes. Derimod kunne forsvaret potentielt bygge ovenpå en middelmådig sæson i 2018, hvor man først mod slutningen af sæsonen fandt nogle af de rigtige ting. Den defensive koordinator Wade Phillips har adskillige store profiler til rådighed i form af Aqib Talib, John Johnson, Marcus Peters og NFL’s bedste spiller Aaron Donald.

Derudover har de fået en markant tilgang til bagkæden i form af den erfarne og intelligente safety Eric Weddle. 34-årige Weddle kan være manden, der giver Rams en ekstra taktisk dimension på banen, og måske kan hans lederevner og erfaring løfte niveauet hos den tidligere superstjerne Marcus Peters, der har været svingende de sidste par år.

Realistisk målsætning: Vend tilbage til Super Bowl
Det tog kun to år for Sean McVay at føre Rams-mandskabet til en Super Bowl-deltagelse, og efter en stille off season med begrænsede udskiftninger, skal det være målsætningen at gentage sidste års succes.

Der er ingen grund til at tro, at angrebet ikke igen vil være godt, og hvis McVay kan blive ved med at lægge nye lag på, kan det blive ustoppeligt. Derudover er der potentiale i forsvaret, hvor Aaron Donald fører an med sit historisk høje niveau. Jared Goff spiller sandsynligvis sin sidste sæson på sin billige rookie-kontrakt, og der er satset tungt på andre dyre profiler.

Det er tid til at smede, mens jernet er varmt, og kan forsvaret blive et top 10 forsvar, har Rams alle redskaberne, der skal til for at nå Super Bowl igen i år. 

Overblik: Hvad har Rams foretaget sig i free agency og draften?

Nævneværdige afgange:
Ndamukong Suh, DT, Tampa Bay Buccaneers
Lamarcus Joyner, S, Oakland Raiders
Mark Barron, LB, Pittsburgh Steelers
Rodger Saffold, G, Tennessee Titans
CJ Anderson, RB, Detroit Lions
John Sullivan, C, Kontraktløs
Sam Shields, CB, Kontraktløs
Ethan Westbrooks, DE, Oakland Raiders

Nævneværdige tilgange:
Eric Weddle, S (2 år, 10,5 millioner dollars)
Clay Matthews, Edge (2 år, 9,25 millioner dollars)
Blake Bortles, QB (1 år, 1 millioner dollars)

DRAFT
RundePickSpillerPos. Skole
261Taylor RappSWashington
370Darrell HendersonRBMemphis
379David LongCBMichigan
3*97Bobby EvansOTOklahoma
4134Greg GainesDTWashington
5169David EdwardsOTWisconsin
7243Nick ScottSPenn State
7*251Dakota AllenLBTexas Tech

ARI |LAR SF | SEA | DEN | KC | LAC | OAK | ATL | CAR | NO | TB | HOU | IND | JAX | TEN | CHI| DET | GB | MIN | BAL | CIN | CLE | PIT | DAL | NYG | PHI | WAS | BUF |MIA | NE | NYJ