Sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og på Gul Klud vil vi gerne klæde dig godt på til sæsonen. 32 dage i træk giver vi dig derfor en skarp optakt til dit yndlingshold og ethvert andet hold i NFL. Glæd dig! I dag starter vi AFC West med et kig på Denver Broncos.

Mens næsten alle hold, der skulle have ny træner inden denne sæson, gik med et ungt offensivt talent, valgte Broncos forsvaret og erfaringen med ansættelsen af Vic Fangio. 

Den tidligere defensive koordinator for Bears får endelig chancen som head coach i NFL efter et halvt liv som koordinator og træner rundt omkring i ligaen. Og Broncos håber, at den erfaring nu kan bringe de succesfulde år tilbage til Denver.

Med sig i Denver har Fangio fået følgeskab af Mike Munchak, der er holdets nye offensive line-træner, og var blandt holdets kandidater til positionen som head coach. Munchak bringer også masser af erfaring og er en af de bedste OL-trænere i ligaen.

Det helt store spørgsmål for Broncos bliver, om de i Rich Scangarello har fundet en offensiv koordinator, der kan give angrebet det boost, der har manglet de seneste år med Vance Joseph og Bill Musgrave ved roret.

Shanahan-lærling skal løse quarterback-krisen

Scangarello kommer fra en position som quarterback-træner hos San Francisco 49ers, og det er interessant på grund af forbindelsen til Shanahan-familien. Scangarello har således bygget sin karriere på at følge i Kyle Shanahans fodspor, og Kyles far Mike stod i spidsen for Broncos, da holdet vandt sine første to Super Bowls i slutningen af 90’erne med John Elway som quarterback. Elway er nu sportsdirektør hos Broncos.

Ankomsten af Scangarello betyder derfor også et gensyn med det angreb, som har været så succesfuldt i Denver ved tidligere lejligheder. Scangarello har sine egne idéer, og han er dygtig til at udvikle quarterbacks. Han var således manden, der sidste år fandt Nick Mullens i San Francisco, og han havde angiveligt en stor aktie i, at Broncos i foråret handlede sig til Ravens’ tidligere Super Bowl-vinder Joe Flacco.

Flacco skal finde sit gamle selv

Flacco skal præstere hvis Broncos skal have succes, og det har været et problem siden han sidst spillede i samme type angreb – under offensiv koordinator Gary Kubiak hos Ravens tilbage i 2014. Den gang havde Flacco sin statistisk bedste sæson i NFL. Broncos håber, at Flacco kan levere dét igen – og gerne mere til. Derfor draftede man i første runde den unge tight end Noah Fant, som hurtigt kan blive det våben på tight end, som Flacco altid har nydt godt af.

Skulle det mislykkes for Flacco og co. venter en spændende rookie i Drew Lock bag Flacco, og Lock har indtil videre vist lovende takter i training camp. Lock var spået af de fleste til at blive taget i første runde af årets draft, men faldt til nummer 42, hvorefter Broncos skyndte sig at handle op for at tage ham.

Realistisk målsætning: Vind mindst otte kampe

Broncos-fans var været vant til, at der bliver vundet masser af kampe i Denver, men de seneste tre år har det haltet gevaldigt. Med et forsvar, der formentlig vil være blandt de ti bedste i ligaen, og et angreb, der efter alt at dømme er forbedret fra sidste sæson, er det ikke for meget at forlange, at holdet vinder mindst otte kampe. Det kræver dog solidt spil fra især Joe Flacco, der sidste sæson hos Ravens var på vej mod sin bedste sæson nogensinde – inden han blev skadet. Og netop skader kan blive meget afgørende. Kan Broncos holde sig skadesfri skal de håbe på slutspillet, men bliver bare nogle få spillere på forkerte positioner ramt af længerevarende skader kan det hurtigt koste 2-3 sejre, og så vinder man måske igen kun seks kampe.

Overblik: Hvad har Broncos foretaget sig i free agency og draften?

Nævneværdige afgange
Bradley Roby, CB, Houston Texans
Shaquil Barrett, OLB, Tampa Bay Buccaneers
Brandon Marshall, ILB, Oakland Raiders
Billy Turner, G, Green Bay Packers
Matt Paradis, C, Carolina Panthers
Shane Ray, OLB, Baltimore Ravens
Darian Stewart, S, Kontraktløs
Domata Peko, DT, Kontraktløs
Andreas Knappe, OT, Kontaktløs

Nævneværdige tilgange
Bryce Callahan, CB (3 år, 21 millioner dollars)
Ja’Wuan James, OT (4 år, 51 millioner dollars)
Kareem Jackson, CB/S (3 år, 33 millioner dollars)
Theo Riddick, RB (1 år, 2,5 millioner dollars)

Nævneværdige kontraktforlængelser
Zach Kerr, DT (2 år, 5 millioner dollars)
Jeff Heuerman, TE (2 år, 8 millioner dollars)
Chris Harris Jr., CB (0 år, 3 ekstra millioner dollars)

DENVER BRONCOS
RundePickSpillerPos. Skole
120Noah FantTEIowa
241Dalton RisnerGKansas
242Drew LockQBMissouri
371Dre’Mont JonesDLOhio State
5156Justin HollinsLBOregon
6187Juwann WinfreeWRColorado

ARI |LAR SF | SEA | DEN | KC | LAC | OAK | ATL | CAR | NO | TB | HOU | IND | JAX | TEN | CHI| DET | GB | MIN | BAL | CIN | CLE | PIT | DAL | NYG | PHI | WAS | BUF |MIA | NE | NYJ