Free agency lakker mod enden, og det er tid til at kigge på, hvordan holdene klarede sig, og hvad de skal kigge på i draften. Browns gik trade-amok og hentede blandt andre quarterback Tyrod Taylor og wide receiver Jarvis Landry i en større make-over af holdet, mens en legende sagde stop.

På 32 dage vil Gul Klud give dig 32 holdanalyser af free agency og samtidig kigge på, hvor hvert af de 32 hold skal fokusere i draften.

Nu er turen kommet til Cleveland Browns, der anført af den nye general manager John Dorsey har været helt fremme i skoene. Den ene trade er blevet efterfulgt af den anden, og flere interessante nyerhvervelser er kommet til i free agency, mens en kæmpe skikkelse har sagt farvel.

Nævneværdige afgange
OT, Joe Thomas (karrierestop)
DT, Danny Shelton (New England Patriots – trade)
CB, Jason McCourty (New England Patriots – trade)
QB, DeShone Kizer (Green Bay Packers – trade)
RB, Isaiah Crowell (New York Jets)
QB, Cody Kessler (Jacksonville Jaguars – trade)

Nævneværdige tilgange
QB, Tyrod Taylor (trade med Bills)
WR, Jarvis Landry (trade med Dolphins
DB, Damarious Randall (trade med Packers)
CB, Travis Carrie (4 år $31 millioner)
CB, Terrance Mitchell (3 år $10 millioner)
CB, E.J. Gaines (1 år $4 millioner)
RB, Carlos Hyde (3 år $15,25 millioner)
OT, Chris Hubbard (5 år $36,5 millioner)
OL, Donald Stephenson (1 år $2,5 millioner)
TE, Darren Fells (3 år $12 millioner)
DE, Chris Smith (3 år $12 millioner)
QB, Drew Stanton (2 år)

Dorsey går i offensiven fra start
32 kampe. 31 nederlag. Den igangværende genopbygning i Cleveland har resulteret i to katastrofale sæsoner, og det stod som skrevet i sten, at det skulle koste på ledelsesgangen. Cheftræner Hue Jackson fik overraskende lov til at beholde jobbet på trods af historisk dårlige resultater og tvivlsom coaching i den forgange 0-16-sæson, men general manager Sashi Brown måtte pakke kufferten og forlade Cleveland. Ind er kommet John Dorsey, der fra starten har sat sit aggressive præg og aktivt gjort brug af holdets mange draftvalg i free agency til at få fingrene i kompetente spillere.

Fredag den 9. marts skrev Dorsey og Browns historie ved at lave tre byttehandler på under tre timer. Quarterback Tyrod Taylor blev hentet i Bills for et tredjerundevalg, slot-receiver Jarvis Landry byttede solskin i Miami ud med kulde i Cleveland (for et fjerderundevalg og et syvenderundevalg), og quarterback DeShone Kizer blev sendt til Green Bay i bytte for defensive back Damarious Randall (holdene byttede også fjerderundevalg). Tre handler, der bør begejstre i Cleveland. I Taylor har Browns nu endelig en solid starter, der ikke bare er en lappeløsning, men giver holdet en reel mulighed for at vinde footballkampe – i modsætning til DeShone Kizer, Kevin Hogan og Cody Kessler – mens den fremtidige franchise-quarterback, som Browns SKAL vælge nr. 1 i årets draft, bliver klar til den store NFL-scene. Med Jarvis Landry i slotten har Browns et potentielt rigtig godt receiverkorps, der tæller Josh Gordon, Corey Coleman og tight end David Njoku. Damarious Randall har talentet til at gøre en forskel i bagenden, hvor han eftersigende kommer til at rykke fra cornerback til safety.

Dorseys fetich for byttehandler har dog ikke kun været grund til at række armene over hovedet i jubel. Den nye general manager har også skilt sig af med to solide startere i defensive tackle Danny Shelton og cornerback Jason McCourty, der er blevet sendt til New England for tæt på ingenting. I realiteten modtager Cleveland Patriots’ tredjerundevalg i 2019, mens Patriots får Clevelands femterundevalg i år. Shelton efterlader et hul i midten af forsvaret, mens McCourty i 2017 spillede sin karrieres bedste football og blot får $3 millioner i årlig hyre. Det er to handler, der ikke giver meget mening ud over at få lidt cirkulation i omklædningsrummet.   

For at gøre panderynkerne lidt større har Cleveland måttet sige farvel til en kæmpe legende og franchisets bedste spiller de seneste 11 år. Efter længere tids overvejelser har venstre tackle Joe Thomas besluttet at indstille karrieren. Det er naturligvis et gigantisk tab for Browns, som holdet maksimalt kan lukke delvist på den korte bane.

Heldigvis var Browns på forkant med situationen og hentede en fin højre tackle i Chris Hubbard, så det kun er på venstresiden af linjen, hvor niveauet er middelmådigt. Som det ser ud lige nu, skal Donald Stephenson eller Shon Coleman tage over efter Thomas. Indvendigt på linjen er der intet at bekymre sig over, da Kevin Zeitler, JC Tretter og Joel Bitonio udgør en af NFL bedste trioer.

Overordnet set er der ikke grund til at male fanden på væggen for Ohio-mandskabet, der har forbedret sig flere steder. Cornerback-positionen har fået tilført en god dybde med Randall, Travis Carrie, Terrance Mitchell og ikke mindst E.J. Gaines, der spillede flot football i Buffalo sidste år. Runningback Carlos Hyde bør kunne erstatte Isaiah Crowell og har samtidig et højere potentiale, mens den offensive linje også er blevet adresseret. Traden for Jarvis Landry er det største plus. Cleveland er alt i alt blevet bedre i free agency, hvilket også var forventet med et større økonomisk råderum. Farvel til Shelton og McCourty trækker ned, så vi ender på en karakter over middel.

Nu er spørgsmålet så, om Browns kan finde den forbandede franchise-quarterback i draften?

Karakter (6,5/10)

Draften: Browns vælger som nr. 1 og 4 i første runde
Det kan lyde spøjst, når et hold har tabt alle kampe i den forgangne sæson, men Cleveland Browns er bestemt ikke et hold uden kvalitet og talent. Holdet har selvfølgelig mangler flere steder, men allerstørst på den vigtigste position i amerikanske fodbold: Quarterback. Browns kan glæde sig over for andet år i træk at have førstevalget plus det fjerde valg. Og med en håndfuld meget lovende quarterbacks bør Browns vælge den bedste af disse med topvalget.

På angrebet skal Cleveland forsøge at kigge efter arvtageren til Joe Thomas på venstre tackle, men med en tynd draftklasse på positionen skal det ske i de første par runder, hvis det skal give mening. Wide receiver-positionen fortjener også noget opmærksomhed. Jarvis Landry er kommet til, mens det er ikke sikkert, at han underskriver en længere underskrift, og det vil være naivt at stole blindt på Josh Gordon. Derfor skal der investeres i fremtiden her.

På forsvaret handler det først og fremmest om at forstærke sig på den defensive linje, hvor det især ser skidt ud på defensive tackle. Trevon Coley og Larry Ogunjobi er ikke en holdbar duo i midten, selvom Ogunjobi har vist lovende takter, og modsat Myles Garrett kan Browns godt bruge en pass rusher til at konkurrere med Emmanuel Ogbah. I bagenden ville det være ideelt at finde en ’lock down’-cornerback, og der er gode muligheder i toppen af draften. Generelt skal Browns have fokus på at drafte den bedste quarterback, og derefter må holdet kigge på talent frem for position.

Draft needs: QB, DL, OT, WR, CB

Mulige valg med nr. 1

1) Sam Darnold, QB, USC 
Cleveland Browns SKAL vælge en quarterback med førstevalget, og der er fire i spil. Sam Darnold, Josh Rosen, Josh Allen og Baker Mayfield. Darnold er hos de fleste vurderet som den bedste af de fire, men det er meget tæt. Alt tyder dog på, at han er Browns’ mand. USC-quarterbacken har stort set hele pakken med en super statur for en quarterback, en stærk arm, god præcision, evnen til at bevæge sig i lommen og et naturligt øje for at læse spillet. Den største bekymring er, at han kastede 20 interceptions i sine sidste 20 collegekampe og har nogle ting teknisk set, der skal arbejdes en del med. Selvom Darnold allerede virker klar til NFL, vil han have godt af at sidde bag Tyrod Taylor i en halv til hel sæson.  

Mulige valg med nr. 4

1) Saquon Barkley, RB, Penn State
Cleveland kan ende med at trade fjerdevalget til et hold på jagt efter en quarterback, men hvis det ikke sker, har Browns flere muligheder for at vælge en topspiller. Det vil være meget svært for Jackson og Dorsey at se bort fra Penn States Saquon Barkley. Runningbacken er en elektrisk playmaker, der fra dag ét vil blive en angrebsstjerne i Cleveland – og på ethvert andet hold. Han har både fysik og power til at løbe over forsvarsspillere, han er fantastisk til at skifte retning på en femøre, og hans topfart er eminent. Han er desuden dygtig som receiver og farlig som returner på special teams. Det eneste lille ’men’ er, at runningback-positionen ikke værdsættes specielt højt nu til dags, og der kan draftes dygtige runningbacks i både anden, tredje og fjerde runde. Browns vil dog ikke gå galt i byen med at vælge Barkley.  

2) Denzel Ward, CB, Ohio State
Cleveland kan også forstærke den defensive side af bolden. Og for at gøre det behøver Browns ikke kigge længere væk end i egen baghave, hvor Ohio State-cornerback Denzel Ward flyver rundt. Ward er utroligt atletisk med flydende bevægelser og hurtigheden til at følge med de bedste receivere. Han har ikke den ønskede højde for en NFL-cornerback, men det opvejer han for med en fantastisk aggressivitet og vindermentalitet. I Ward vil Browns får en startende cornerback med Pro Bowl-potentiale allerede i hans rookie-sæson.

3) Bradley Chubb, DE, N.C. State
Browns valgte Myles Garrett med førstevalget i sidste års draft, og holdet kan give ham en suveræn makker på defensive end i Bradley Chubb. Pass rusheren fra N.C. State har både poweren og størrelsen til at gøre det surt for offensive tackles. Han er meget alsidig og teknisk og har en masse forskellige ’moves’, der gør ham svær at læse, mens han spiller hårdt på hver eneste down. Han er også solid mod løbet. Chubb vil passe tæt på perfekt ind i Browns’ 4-3-forsvar og sikre, at holdet har en skræmmende ung pass rushing-duo de næste tre til fire år.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAXKC | LAC | LAR | MIA | MINNE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TBTEN | WAS

2 KOMMENTARER

  1. Hvorfor mener i ikke at det kunne give mening for Browns at åbne med Barkley, og så vælge en QB på deres 4. Valg ? Som i selv nævner, så er der 4 potentielle QB’er. Og hvis Giants ikke vælger QB, hvilket ikke er sikkert, så giver det dem jo endte Darnold eller Rosen?

    • Hej Daniel.

      Hvis Browns vælger sin favorit-quarterback med nr. 1, er der stadig rigtig gode muligheder for, at Barkley er der med nr. 4. Der er kun en lille chance for, at Giants tager Barkley, mens Jets 100% snupper en QB. Ved at vælge den bedste quarterback først undgår Browns et scenarie, hvor quarterback 1 og 2 er taget på grund af en trade op med Giants, og samtidig kan de få Barkley.

Comments are closed.