
Ravens, Bengals, Browns og Steelers. Hvad er status på de fire AFC North klubber, og hvad har de behov for i draften?
Torsdag d. 23. april (natten til fredag dansk tid) afvikles første runde af draften anno 2026. I år med arbejderbyen Pittsburgh som vært.
På Gul Klud går vi alle divisionerne igennem, så du kan blive klogere på de enkelte holds behov og mangler. I denne artikel kigger vi nærmere på AFC North.
Her får du vores bud på, hvilken spiller – eller i Browns’ tilfælde HVILKE spillere – de fire AFC North klubber kan forbedre sig med i første runde af NFL-draften.
Læs også: NFL Draft – Tider og ting du skal vide
Baltimore Ravens
Største behov: C, OG, TE, WR
Der kan ikke herske tvivl om, at Baltimore Ravens skal bruge draften på at forbedre angrebet omkring Lamar Jacksons efter holdets skuffende 2025-sæson, hvor de glippede slutspillet.
Ravens’ offensive linje tillod i forvejen 12. flest sacks (45) i NFL i 2025-sæsonen, og nu har de mistet deres tredobbelte Pro Bowl-center Tyler Linderbaum og den inkonsistente, men fysisk velsignede, Daniel Faalele i Free Agency. Disse tab forstærker bare behovet for at styrke den offensive del af skyttegravene, som allerede kostede Ravens dyrt i fjor.
Derudover trænger Ravens til forstærkninger i receiverkorpset. Behovet er især akut på tight end-positionen, hvor Ravens ikke længere har en sikker andenviolin til Mark Andrews efter Isaiah Likelys skifte til New York Giants.
Du kan roligt forvente, at Ravens vælger en eller sågar to tight ends i draften, da deres nye offensive koordinator Declan Doyle ynder at stille op med mindst to tight ends på banen.
Læs også: Top 10 – indvendige offensive linjespillere i draften
Vores bud på pick 14: Olaivavega Ioane, OG, Penn State
Hvis Ravens vælger Olaivavega Ioane med det 14. valg i første runde af draften, så vil de både adressere ét af deres mest akutte behov og løbe med én af de mest talentfulde spillere i draften.
I sine to fulde sæsoner som starter for Penn State har Olaivavega Ioane hverken tilladt et eneste sack eller blevet kaldt for en holding-fejl. Den 21-årige guard er eksplosiv, når han skal blokere for sin quarterback, og han rammer sine modstandere med en iøjnefaldende voldsparathed i løbespillet.
Det skriger bare af en spiller, som Baltimore Ravens hungrer efter i skyttegravene.
Næste side: Optakt til Cincinnati Bengals’ draft








