Free agency lakker mod enden, og det er tid til at kigge på, hvordan holdene klarede sig, og hvad de skal kigge på i draften. Cardinals har sagt farvel til en lang række spillere og starter på en frisk med Sam Bradford under center.

På 32 dage vil Gul Klud give dig 32 holdanalyser af free agency og samtidig kigge på, hvor hvert af de 32 hold skal fokusere i draften.

Vi starter med Arizona Cardinals, der har måtte sige farvel til mange free agency, men også sidder med nogle af de mest interessante beslutninger at tage i første runde af draften.

Nævneværdige afgange:
QB, Carson Palmer (Karrierestop)
QB, Drew Stanton (Kontraktløs)
QB, Blaine Gabbert (Kontraktløs)
S/CB, Tyrann Mathieu (Houston Texans)
WR, John Brown (Baltimore Ravens)
WR, Jaron Brown (Seattle Seahawks)
CB, Justin Bethel (Kontraktløs)
OLB, Kareem Martin (New York Giants)
LB, Karlos Dansby (Kontraktløs)
CB, Tramon Williams (Kontraktløs)
DT, Frostee Rucker (Kontraktløs)
RB, Adrian Peterson (Kontraktløs)
S, Tyvon Branch (Kontraktløs)
G, Earl Watford (Kontraktløs)
G, Alex Boone (Kontraktløs)

Nævneværdige tilgange
QB, Sam Bradford (1 år $20 millioner)
QB, Mike Glennon (2 år $8 millioner)
G Justin Pugh (5 år $45 millioner)
OT Andre Smith (2 år $8 millioner)

Nævneværdige re-signings
Josh Bynes (3 år )

Starten på noget nyt i Arizona
Carson Palmers karrierestop efterlod Arizona Cardinals uden en eneste quarterback på kontrakt, da free agency begyndte. Kombineret med en helt ny trænerstab lugtede det af en helt ny og frisk start i ørkenen. Cardinals har da også valgt den mere beskedne vej i free agency med få endog betydningsfulde handler.

Der skulle selvfølgelig findes en ny quarterback til 2018, og indtil videre blev det en kortsigtet løsning. Det var fuldt ud forventet, selvom enkelte rygter om interesse i Kirk Cousins levede kort inden begyndelsen på free agency. Den kortsigtede løsning i Sam Bradford kombineres formentlig med en yngre model i årets draft. Set i det lys er det fornuftigt, at hente en erfaren quarterback som Bradford til at holde sammen på holdet, indtil den unge quarterback kan overtage tøjlerne.

Spørgsmålet er så bare, om Bradford er det rigtige valg som den kortsigtede løsning. Bradford er skam en rimelig quarterback, når han kan finde vej til banen, men skader har virkelig spoleret meget for Bradford. Sidste år missede han næsten hele sæsonen, da hans knæ var så slidt ned ovenpå tidligere knæskader, at der opstod betændelse og komplikationer. Kontraktstørrelsen for en mand med så alvorlige skadesproblemer er derfor en kende for høj til min smag. At hente Mike Glennon var nok en fornuftig løsning som ekstra nødløsning, hvis Bradford slet ikke kan spille. Glennon er ikke dygtig, men prisen er beskeden. Det er lidt to nødvendige signings, omend de ikke efterlader én med meget ro i maven. Den ro kan derimod komme, hvis Cardinals får fingrene i en ung quarterback.

Det handler dog ikke alt sammen om quarterbacks-positionen, for Cardinals havde også andre betydelige huller, der skulle udfyldes. Først og fremmest var den offensive linje aldrende og for nedadgående på en række positioner, og det har Cardinals adresseret med Justin Pugh. Den 27-årige guard er en fornuftig spiller, og $9millioner om året er skam en acceptabel pris for en spiller i sin bedste alder. Nu har man fem spillere, som er tålelige startere, og så må man kigge i draften efter spillere, som på sigt kan erstatte den aldrende trio bestående af Mike Iupati, A.Q. Shipley og Jared Veldheer.

Udover en kortsigtet løsning på quarterback og få store signings bliver statussen af genopbygning tydeliggjort i antallet af spillere, man har sagt farvel til. En stribe af disse navne var fornuftige spillere,men samtidigt ikke spillere som gør forskellen for dit hold i fremtiden. For Cardinals handler det om at finde spillere, som de næste par år kan danne en kerne, som kan bygges omkring. Derfor har man fornuftigt nok sagt farvel til spillere som Jaron Brown, John Brown, Tyvon Branch, Justin Bethel, Frostee Rucker og Kareem Martin. Det navn, som skiller sig ud, er Tyrann Mathieu, men den tidligere stjernespiller har efter nogle skader ikke helt genfundet topniveauet. Hans afløser fandt man sidste år i form af den aldeles lovende Budda Baker, og Mathieu blev derfor fritstillet. Mathieu vil sikkert have hjulpet i 2018, men det handler ikke kun om den kommende sæson. Det handler om, hvorvidt Mathieu havde gjort en forskel om 2 eller 3 år.

Free agency-perioder er sjældent kønne, når man begynder en mindre genopbygning, og Cardinals’ var heller ikke ret inspirerende. De fik gjort det, der skulle gøres på quarterback, og heller ikke meget mere. Holdet er næppe blevet bedre, men det var heller ikke forventet. At gå ud og bruge et hav af penge, havde været dumt. Hvilken karakter Cardinals’ off season skal have, handler mest om draften, hvor den nye kerne på holdet skal findes. Bradfords pris trækker dog lige Cardinals en enkelt karakter under middel.

Karakter (4/10)

Draften: Cardinals vælger som nr. 15 i første runde
Som de fleste andre hold, der gennemgår en genopbygning, har Cardinals en del mangler. Den manglende fremtid på quarterback er selvfølgelig en høj prioritet, og i et stærkt draftår på quarterbacks må man forvente, at Cardinals kigger mod banens vigtigste position i en af de første runder.

Andetsteds på angrebet er manglerne dog også tydelige. Den offensive linje mangler noget fremtidsperspektiv, men det helt store ømme punkt er receivergruppen. Larry Fitzgerald er stadig forrygende, men 2018 kunne meget vel være hans sidste sæson. Bag ham hedder mulighederne J.J. Nelson, Chad Williams eller værre. Det er simpelthen ikke godt nok. Der skal kigges på receivere på et tidspunkt.

På forsvaret er manglerne lidt færre og mindre graverende. Cornerback-pladsen modsat Patrick Peterson er dog tyndt besat og med Tyrann Mathieu ude af døren, er der brug for mere end et nyt ansigt på cornerback. Resten af forsvaret er til nød besat udmærket, men Cardinals har først og fremmest brug for talent, og så må man kigge på de specifikke positioner derefter.

Draft needs: QB, WR, OL, CB, S, DL

Mulige valg i første runde

1) Josh Allen, QB, Wyoming
At finde en quarterback skal have en høj prioritet, og Cardinals er en af kandidaterne til at trade op i draften for at sikre sig fremtidens mand. Hvis Cardinals skal ende med Josh Allen, skal de formentlig op i nærheden af top 5, men jeg udelukker ikke, at de kunne finde på det. Allen er en stor, talentfuld og upoleret quarterback, og han skal formentlig have et års tid til at vænne sig til tempoet. Med Bradford og Glennon hentet ind er Cardinals gearet til at give Allen den tid, han har brug for.

2) Lamar Jackson, QB, Louisville
Hvis Cardinals ikke kan trade op i første runde, vil Lamar Jackson formentlig være en mulighed ved det 15. valg i draften. Jackson er en ekstremt atletisk quarterback, der er en forrygende løbetrussel. Han viser dog også rigeligt med talent som kastende quarterback, og han er blevet bedre hvert eneste år i college. Med Jackson håber man, at kastedelen kan fortsætte med at udvikle sig, og hvis den gør, er han måske den farligste af alle quarterbacks i draften.

3) Mike McGlinchey, OT, Notre Dame
Jeg nævnte, at den offensive linje havde 5 tålelige starter efter erhvervelsen af Justin Pugh. Det har de skam også, men flere af starterne synger på sidste vers. Mike McGlinchey vil med det samme kunne gå ind og presse og måske overtage for Jared Veldheer, der ikke havde et prangende 2017. Samtidig sikrer du de to tackle-positioner for fremtiden, da Cardinals allerede har tredjeårsspilleren D.J. Humphries, som viste lovende takter inden sidste års skade.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAXKC | LAC | LAR | MIA | MINNE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TBTEN | WAS