Free agency lakker mod enden, og det er tid til at kigge på, hvordan holdene klarede sig, og hvad de skal kigge på i draften.

På 32 dage vil Gul Klud give dig 32 holdanalyser af free agency og samtidig kigge på, hvor hvert af de 32 hold skal fokusere i draften. Denne gang skal vi kigge på New York Jets, der gjorde det ganske fornuftigt, på trods af at drømmen om Kirk Cousins braste.

Nævneværdige afgange:
TE Austin Seferian-Jenkins (Jacksonville Jaguars)
C Wesley Johnson (Detroit Lions)
DE Muhammad Wilkerson (Green Bay Packers)
DE Kony Ealy (Dallas Cowboys)
LB Demario Davis (New Orleans Saints)
K Chandler Catanzaro (Tampa Bay Buccaneers)

RB Matt Forte (karrierestop)

Nævneværdige tilgange
QB Teddy Bridgewater (1 år $6 millioner)
RB Thomas Rawls (1 år)
RB Isaiah Crowell (3 år $12 millioner)
WR Andre Roberts (1 år $1 million)
WR Terrelle Pryor (1 år $4.5 millioner)
C Spencer Long (4 år $27.4 millioner)
C/G Travis Swanson (1 år $1.55 millioner)
CB Trumaine Johnson (5 år $72.5 millioner)
LB Avery Williamson (3 år $22.5 millioner)
LB Kevin Pierre-Louis 2 år $ 5.25 millioner)
K Cairo Santos (1 år 2 millioner)

Nævneværdige re-signings
QB Josh McCown (1 år $10 millioner)
CB Morris Claiborne (1 år $7 millioner)
DT Mike Pennel (3 år $10.5 millioner)

Ingen Kaptajn Kirk til New York, men fremgang trods alt

New York Jets overraskede alt og alle, da de anført af den aldrende Josh McCown fik skrabet hele fem sejre sammen efter en offseason, hvor flere så dem som en kandidat til en sejrsløs sæson. Dette betød dog også, at man ikke endte med et top 3-valg i draften, og drømmen om at få løst holdets mangeårige quarterback-problem måtte derfor enten opfyldes ved en handel eller ved at hente en quarterback i free agency. I første omgang rettede man derfor blikket mod Kirk Cousins, som blev jagtet med alle kunstens midler. Til slut valgte Kaptajn Kirk dog at takke nej til Jets’ marginalt bedre kontrakt, og i stedet blive ny angrebsdirigent for Vikings.

General manager Mike Maccagnan valgte derfor at forlænge med McCown på en etårig aftale, og hentede derudover Vikings tidligere førsterundevalg Teddy Bridgewater til The Big Apple, ligeledes på en etårig kontrakt. Kontrakten kan maximalt betale Bridgewater $15 millioner hvis han når alle kontraktens præstationsmål, men skulle han derimod floppe, kan Jets fritstille ham efter deres træningslejr for under $1 million. Risikoen er lav, og den potentielle gevinst stor.

Bridgewater er dog noget af et wildcard, og derfor valgte man at slå en handel af med Indianapolis Colts for at få fingrene i deres tredjevalg i draften. Handlen var ikke billig, og Jets måtte sende 2018-draftens valg nummer 6, 37, 49 samt næste års andetrundevalg den anden vej, men med så mange hold på jagt efter quarterback i dette års draft, var det utopi at tro, at man kunne få quarterbacken, man ville have med sjettevalget. Jeg kan ikke forestille mig, Maccagnan havde lavet handlen, hvis ikke der var tre quarterbacks, han kan lide, i og med Browns og Giants begge vælger før Jets og begge mangler quarterbacks. Med alt dette in mente, syntes jeg, at man har fået strikket en fin plan b sammen på positionen.

Quarterback-positionen var dog ikke det eneste sted Gang Green var aktive. Pengene der skulle være brugt på Cousins, gik i stedet til en mega kontrakt til tidligere Rams’ cornerback Trumaine Johnson. Han bliver Jets nye førstecornerback, hvilket betyder, at den forlængede Morris Claiborne kan rykke over som andencornerback, en position, der passer bedre til hans talent. Til den defensive side af bolden hentede man også linebacker Avery Williamson hos Titans, der skal overtage for Demario Davis, der er rykket videre til Saints. Williamson er 3 år yngre end Davis, og hans kontrakt er mindre end den treårige kontrakt Davis fik hos Saints. Jets fik dog ikke fundet nogle defensive ends, der kan erstatte den overbetalte Muhammad Wilkerson og den underpræsterende Kony Ealy, hvilket altså må være en prioritet i draften.

På den offensive side af bolden har man ikke hentet nogle store stjerner, men i stedet gået efter solide spillere eller spillere med et stort potentiale. I den første kategori er både runningback Isaiah Crowell og center Spencer Long værd at nævne. Crowell løb for 853 yards for Cleveland sidste år, og 952 yards sæsonen før det, og han bliver formentligt den primære løber på første- og andendowns, nu hvor Matt Forte har stoppet karrieren. Spencer Longs sæson endte i november grundet skader, men han har i flere sæsoner været en god center for Redskins og bør være en opgradering af Wesley Johnson, der blev hentet af Lions. Kontrakten er kun garanteret i det første år, så skulle han floppe, kan man fritstille ham allerede i 2019.

Man hentede også Thomas Rawls og Terrelle Pryor på yderst fornuftige kontrakter, og de er begge spillere, der har talentet til virkeligt at give Jets produktion for pengene. Kontrakten med Pryor sender også et signal til sidste års førstereceiver Robbie Anderson, der nu har været i problemer med ordensmagten et par gange. Pryor og Anderson er begge store hurtige receivere, og at hente Pryor er en indirekte måde at sige til Anderson på, at hvis han ikke får styr på sin opførsel uden for banen, er man forberedt på at fortsætte uden ham. Endnu en receiver, der er kommet til er Andre Roberts, men han vil primært blive brugt som returner, hvor han sammen med den solide special teamer Kevin Pierre-Louis og holdets nye kicker Cairo Santos , skal forbedre en special teams enhed der havde store problemer sidste år.

Overordnet set har Jets altså forbedret sig på alle tre enheder, selvom man kunne ønske, at flere af de spillere de hentede, havde været etablerede stjerner. I deres free agency høst er det kun Trumaine Johnson, man kan sætte stjernestemplet på, men til gengæld har de positioneret sig så de også næste år bør være et af holdene med højest til lønloftet. Summa summarum har Mike Maccagnan haft en solid, men ikke spektakulær free agency, og holdets karakter er derefter.

Karakter: 6/10

New York Jets vælger som nr. 3 i første runde af draften

Alt andet end en quarterback med holdets første valg ville være skørt, særligt når man har betalt så høj en pris for at rykke fra nummer 6 til nummer 3. I dette års draft ser der ikke ud til at være en konsensus om rækkefølgen på quarterbacks, men de fleste eksperter er enige om, at Sam Darnold, Josh Allen, Josh Rosen og Baker Mayfield er i en klasse for sig, så det ville være overraskende, hvis det ikke er en af disse Jets vælger. Udover quarterback mangler man også en defensiv end overfor Leonard Williams, og lidt mere talent til den offensive linje der skal beskytte holdets nye quarterback, vil heller ikke skade. Jets bør dog, efter deres første valg, gå efter den bedste ledige spiller når de vælger, da de har mangler på det meste af holdkortet.

Draft needs: QB, DE, OL, LB, EDGE, CB, TE

Mulige valg i første runde

1) Sam Darnold, University of Southern California
Der er snak om, at Browns overvejer enten Darnold eller Allen, imens Giants skulle have set sig varm på Josh Rosen. Der er derfor muligt, at det bliver hos New York Jets, at den nu tidligere USC-quarterback skal forsøge at skabe sig en karriere. Darnold har en lidt langsom kastebevægelse og har kastet en del interceptions i sin college karriere, men er derudover prototypen på en quarterback med en god arm, fin præcision, naturlig evne til at læse spillet og god bevægelighed i lommen.

2) Josh Allen, University of Wyoming
En anden mulighed er, at Jets står med chancen for at tage Josh Allen. Han har en kanon arm og kanlave kast, der får selv den mest erfarne talentspejder til at tabe kæben. Han har dog også haft store problemer med præcisionen i college, hvor han kun ramte på 56% af sine kast. Han er muligvis den quarterback i draften, der har den højeste risiko, men også den højeste potentielle gevinst.

3) Baker Mayfield, Oklahoma State
Vinderen af Heisman-trofæet i 2017 er blevet kritiseret for sin højde (eller mangel på samme), sin attitude samt det offensive system, han kørte hos Oklahoma, som flere talentspejdere mener har hjulpet ham til at have så flotte college-statistikker (han kastede for 4627 yards og 43 touchdowns sidste sæson). Det er dog svært at benægte, at han er utrolig talentfuld, og hans enorme kampgejst vil med det samme ville sætte gang i Jets’ omklædningsrum.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAXKC | LAC | LAR | MIA | MINNE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TBTEN | WAS