Free agency lakker mod enden, og det er tid til at kigge på, hvordan holdene klarede sig, og hvad de skal kigge på i draften. Packers var overraskende aktive og har sagt farvel til den elskede Jordy Nelson, men har også sagt goddag til et par store navne.

På 32 dage vil Gul Klud give dig 32 holdanalyser af free agency og samtidig kigge på, hvor hvert af de 32 hold skal fokusere i draften. Nu er turen kommet til Green Bay Packers, der har fået ny general manager. Ted Thompson har taget en ny rolle i klubben, og ind er kommet Brian Gutekunst, der har gjort holdet en smule mere aktivt i free agency end de plejer.

Nævneværdige afgange
WR, Jordy Nelson (Raiders)
CB, Demarious Randell (Browns – Trade)
G, Jahri Evans (Kontraktudløb)
S, Morgan Burnett (Steelers)
LB, Ahmad Brooks (Kontraktudløb)
LB, Joe Thomas (Kontraktudløb)
CB, Davon House (Kontraktudløb)
TE, Richard Rodgers (Kontraktudløb)

Nævneværdige tilgange
QB, Deshone Kizer (Browns – Trade)
TE, Jimmy Graham (3 år $30 millioner)
DE, Muhammad Wilkerson (1 år $5 millioner)
CB, Tramon Williams (2 år $10 millioner)

Packers er fortsat Rodgers’ ansvar

Trods Green Bay har lavet større ændringer end de plejer, så står en ting stadig klart: Der kan ikke laves om på, at holdets succes står og falder med quarterback Aaron Rodgers. Derfor har holdet forsøgt at give ham et nyt våben at lege med. Holdet har hentet Jimmy Graham ind fra Seattle Seahawks, og veteranen skal forsøge at løse det problem, som Packers længe har haft på tight end-positionen. Det har dog betydet et farvel til Jordy Nelson, der længe har været et elsket våben i Green Bay.

Nelson er blevet 32 år gammel, så måske det var på tide at komme videre fra ham, men Aaron Rodgers elskede sin stabile receiver, der stadig har lidt benzin tilbage i tanken. Packers vurderede dog, at han var for dyr og har brugt de sparede penge på andre spillere.

Graham er kun et år yngre og kommer til efter en blandet sæson i Seattle. Den høje tight end scorede 10 touchdowns og var en konstant trussel på banens sidste 20 yards, men havde også alt for mange drops og var aldrig rigtig en faktor på banens første 80 yards. Måske rollen på et Packers-angreb, der alt andet lige bør være bedre, end det Seattle kunne præstere i 2017, kan få Grahams fejl til at mindskes.

Packers har også taget chancen på en talentfuld, men problematisk forsvarsspiller. Muhammad Wilkerson var blevet upopulær hos Jets, da holdet følte, at han var blevet doven efter en massiv kontraktforlængelse. I Green Bay bliver han genforenet med Mike Pettine, der er ny defensiv koordinator. Pettine tolererer ikke dovenskab, så måske kan det få Wilkersons karriere tilbage på sporet. Det setup, der er i Green Bay og kendskabet til Wilkerson giver i hvert fald gode muligheder for det. Packers tillod kun 3,9 yards per løb i den forgangne sæson, ottende bedst i NFL, og kan blive endnu bedre med tilføjelsen af Wilkerson. Den store forsvarsspiller er en disruptiv kraft uden lige, når han er i topform og kan både stoppe løb og presse quarterbacks. Det kan være noget af en gevinst, hvis man kan få talentet til at præstere.

Andetsteds på forsvaret har der ikke været sammen opgradering. Det kan undre en smule, når det netop var forsvaret, der de seneste mange år har været den store akilleshæl for Green Bay. Man har sagt farvel til cornerback Damarious Randell, der ikke var en stjerne, men en solid produktiv spiller på kun 25 år. Packers har dog hentet en gammel kending tilbage i Tramon Williams. Den 35-årige spiller havde en flot sæson for Cardinals sidste år, men havde været på vej ned af bakke i årene op til. Det er en stor risiko at satse på ham, da han i øjeblikket er den eneste etablerede cornerback på holdet. Andetrundevalget fra 2017-draften, Kevin King, får meget ansvar, som det ser ud nu.

Længere tilbage på forsvaret har holdet også sagt farvel til Morgan Burnett, der også havde en produktiv 2017-sæson. Packers var blandt de 10 værste kasteforvar i grundspillet i den forgangne sæson, tillod tredjeflest yards per kast og tillod flest første downs gennem luften af alle hold. Der er ikke blevet gjort det store for at løse det problem i free agency, og blandt alle handler er det svært at være ubetinget glad for nogle af de aktioner, som holdet har foretaget sig. Det kan altså igen blive et år, hvor Aaron Rodgers skal sætte flere point på tavlen end godt er, hvis ikke kasteforsvaret forbedres yderligere.

Karakter: 4/10

Draften: Packers vælger som nr. 14 i første runde

For første gang siden 2008 kom Packers ikke i slutspillet. Det betyder, at man har en god mulighed i draften for at vælge en talentfuld spiller i første runde. Packers har også hele 12 valg i løbet af de syv runder, som draften varer. Dermed er der rig mulighed for at forvandle holdet.

Den bagerste del af forsvaret, altså safety og cornerback ligner to steder, hvor man kunne lukke huller. Packers investerede anderundevalg i begge positioner sidste draft, men cornerback burde stadig være en prioritet. Forsvaret kunne også bruge fornyelse på linebacker-positionen. Clay Matthews bliver snart 32 år gammel, mens der ikke er meget dybde bag Blake Martinez og Jake Ryan på det indereste pladser.

Derudover er der klare mangler på indersiden af den offensive linje, og at beskytte Aaron Rodgers er ret vigtigt. Sidste sæson viste, hvad der sker, hvis stjernen bliver skadet.  At investere i nye våben til byens yndlingsspiller er også essentielt. Jordy Nelson er væk, Randall Cobb har ikke været rigtig god siden 2014, Jimmy Graham taber mange bolde, og så er der kun Devante Adams tilbage af etablerede navne.

Draft Needs: CB, OG,LB, WR, C,

Mulige valg i første runde

1) Jaire Alexander, CB, Louisville
Denzel Ward betegnes af mange eksperter, som den bedste cornerback i draften (alt efter, om Minkah Fitzpatrick vurderes som safety). Han kan meget vel være valgt, før Green Bay kommer til fadet. Dermed står valget højst sandsynligt mellem Jaire Alexander og Josh Jackson. Jeg er fan af Alexander, der vil kunne spille som nickel corner, mens Kevin King og Tramon Williams dækker ydersiden. Alexander var virkelig præget af skader i 2017-sæsonen, men eksperter er enige om, at han var fremragende året før. Den 21-årige forsvarsspiller er også en utrolig atlet.

2)Will Hernandez, G, Texas-El Paso
Aaron Rodgers skal beskyttes, og indersiden af den offensive linje er for første gang i lang tid problematisk i Green Bay. Hernandez har kun forbedret sin værdi de seneste måneder, og kan nemt blive den anden guard valgt i draften efter Quenton Nelson. Den 22-årige angrebsspiller er en dygtig atlet, stærk som en bjørn og har masser af erfaring som starter alle fire år i college. Hernandez’ primær styrke findes i løbespillet som venstre guard, hvor Lane Taylor har startet for Packers. Hernandez ligner en klar opgradering der. Packers har en tendens til at vælge spillere, der tidligere har været tackle i college, så Isaiah Wynn er bestemt også en mulighed.

3)Calvin Ridley, WR, Alabama
Jeg tror ærligt ikke, at Packers vælger en receiver her. En pass rusher som Harold Landry ville give mening med Nick Perry og Clay Matthews helbred in mente. Alligevel fascinerer ideen om et Ridley og Rodgers samarbejde mig. Draftens bedste receiver kommer fra et pro-style angreb hos Alabama og bør derfor kunne løbe alle ruter, som Packers beder ham om. Netop evnerne til at løbe præcise ruter er Ridleys største styrke, og jeg tror han vil passe perfekt sammen med en quarterback som Aaron Rodgers.

ARZ | ATL | BAL | BUF | CAR | CHI | CIN CLE | DAL | DEN | DET | GB | HOU | IND | JAXKC | LAC | LAR | MIA | MINNE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TBTEN | WAS