Draft-optakt: NFC West

0

49ers, Cardinals, Rams og Seahawks. Hvad er status på de fire NFC West klubber, og hvad har de behov for i draften?

Torsdag d. 23. april (natten til fredag dansk tid) afvikles første runde af draften anno 2026. I år med arbejderbyen Pittsburgh som vært.

På Gul Klud går vi alle divisionerne igennem, så du kan blive klogere på de enkelte holds behov og mangler. I denne sidste artikel kigger vi nærmere på NFC West, der huser et af ligaens dårligste hold fra 2025-sæsoner, samt tre af de bedste, herunder Super Bowl-vinderne, Seattle Seahawks.

Her får du vores bud på, hvilken spiller de fire NFC West-klubber kan forbedre sig med i første runde af NFL-draften.

Arizona Cardinals

Største behov: QB, OT, OG, EDGE, DT

Det var noget af en katastrofesæson for Hjalte Froholdts ørkenfugle i 2025. Holdet faldt fra hinanden på flere områder, og det har ført udskiftning på cheftrænerpositionen, hvor Mike LaFleur er kommet til. LaFleur, der er lillebror til Packers’ cheftræner Matt LaFleur, har i samarbejde med general manager, Monti Ossenfort, noget af en opgave foran sig, for holdet har en del huller, både offensivt og defensivt. Der er ikke mange positioner, hvor de kan føle sig selvsikre på den overordnede kvalitet. Det er nautlirvis også en af grundene til, at de var blandt de tre dårligste hold i 2025.

Et af de største problemer for Cardinals er manglen på en quarterback, de fyrede Kyler Murray og står tilbage med de to veteraner Jacoby Brissett og Gardner Minshew. Draften byder umiddelbart kun på en quarterback, der er værd at vælge tidligt, så Cardinals ser uden tvivl ind i en fremtid med signifikant genopbygning.

Danske Hjalte Froholdt var den eneste offensive linjemand, der gjorde sig positivt bemærket i 2025, så Cardinals kan med rette lede efter opgraderinger på begge guard-positioner og højre tackle, hvor Jonah Williams og Kelvin Beachum begge skuffede fælt.

Arizona kan også stille fokus på et forsvar, der aldrig fandt et kontinuerligt niveau under tidligere cheftræner Jonathan Gannon. Holdet kan bruge mere kvalitet på pass rush-positionerne, hvor Josh Sweat havde en god sæson, men både Zaven Collins og Barron Browning manglede produktion i den forgangne sæson. Holdet har investeret en del i den defensive linje, herunder defensive tackle, hvor Walter Nolen var holdets førsterundevalg i 2025. Cardinals hentede også flere spillere til positionen i free agency. Det gør dog ikke, at de ikke fortsat kan kigge efter opgraderinger her, da de var elendige mod løbet i fjor.

Med flere mangler kan en trade ned være en mulighed for Arizona, hvis de får et tilbud, de ikke kan sige nej til.

Vores bud på pick 3: David Bailey, EDGE, Texas Tech

Vælger Arizona at stå fast og vælge som det tredje hold, så tror jeg kun, at holdet tænker på to positioner. I NFL vinder man, hvis man kan beskytte quarterback og runningbacks, eller hvis man kan nedlægge dem, derfor vil defensive end og offensiv tackle være det oplagte valg. 

I dette tilfælde går vi med David Bailey, en yderst eksplosiv og disruptiv pass rusher, der i sin sidste collegesæson havde mere end 14 sacks. Den unge quarterbackjæger har kun en enkelt sæson som starter, som kom i 2025-sæsonen, og er derfor lidt upoleret endnu, men han var den bedste pass rusher i hele college football. Der er altså noget at bygge videre på.

Cardinals kunne nemt have gået med Spencer Fano eller Francis Mauigoa, draftens to bedste offensive tackles, men Bailey er højere rangeret end de to på langt de fleste eksperters draft board. Cardinals har i deres situation brug for den bedst mulige spiller. Med Bailey og Sweat vil de have et yderst dynamisk pass rush par, der kan hjælpe forsvaret som helhed og måske være en af de bedste duoer i NFL allerede i 2026.

Næste side: Optakt til Los Angeles Rams’ draft