
Alt tyder på, at Arizona Cardinals går ind til 2026-sæsonen med enten Jacoby Brissett eller Gardner Minshew som deres startende quarterback.
Mike LaFleur var nærmest ikke trådt indad døren hos Arizona Cardinals, før han smed Kyler Murray på porten.
I stedet har Cardinals nu hentet den erfarne Gardner Minshew ind som ny quarterback. Parterne er nået til enighed om en etårig aftale, som potentielt kan indbringe Minshew i omegnen af 53 millioner danske kroner ($8,25 mio.).
Med tilføjelsen indikerer Arizona Cardinals, at det enten bliver Jacoby Brissett eller Gardner Minshew, der skal starte 2026-sæsonen bagved Hjalte Froholdt i angrebsformationen.
Det er to erfarne quarterbacks, som har et relativt solidt bundniveau. Spørgsmålet er bare, om Brissett eller Minshew rækker i en division, hvor Seahawks, Rams og 49ers alle ligner forhåndskandidater til Super Bowl-kvalifikation?
Gardner Minshew skifter til Arizona, efter at han tørnede ud for Kansas City Chiefs i fjor, hvor han agerede førstereserve til Patrick Mahomes. Minshew kom derfor også i aktion, efter at Mahomes rev sit korsbånd over, men han holdt ikke længe, før han selv pådrog sig en sæsonafsluttende knæskade.
Det er femte gang i karrieren, at Gardner Minshew skifter hold. Den nu 29-årige quarterback startede sin karriere i Jacksonville, hvor han spillede to sæsoner, før han blev afløst af Trevor Lawrence.
Siden da har Minshew spillet for Philadelphia Eagles, Indianapolis Colts, Las Vegas Raiders og senest Kansas City Chiefs.
Samlet set har Gardner Minshew spillet 63 kampe i NFL, hvori han har kastet 11.987 yards, 68 touchdowns og 35 interceptions.







