Joe Judge er ny chef i Giants-land

Der er en ny sheriff hos New York Giants, og det er Joe Judge, der er blevet hyret som holdets cheftræner, efter at Pat Shurmur blev fyret i foråret. 

Joe Judge (tv.)

Joe Judge, 38 år, har aldrig været cheftræner før, men har de seneste mange år været assistent hos New England Patriots, hvor han blandt andet har været special teams-træner. Men mens han altså ikke har erfaring som cheftræner, så har et par af hans assistenter det. 

Giants har nemlig også hentet den tidligere Cowboys-chef Jason Garrett som angrebstræner, den tidligere Browns-chef Freddie Kitchens som tight end-træner og den tidligere college-træner Bret Bielema som defensiv assistent. 

Om det bliver en succes må tiden vise, men efter to ringe sæsoner med henholdsvis fem og fire sejre var det klart, at Pat Shurmur ikke var manden, der skulle stå i spidsen for Giants. 

Kan Daniel Jones holdes oprejst og fortsætte udviklingen?

Den nye trænerstab er kommet til et Giants-hold, hvor der ikke er tvivl om, hvad der skal være styrken i 2020. Det er angrebet, hvor de besidder en del talent på en håndfuld pladser. 

Daniel Jones er selvfølgelig quarterbacken, der har overtaget efter pensionerede Eli Manning, og den unge quarterback skal forsøge at bygge videre på en udmærket rookiesæson, hvor han kastede 24 touchdowns og 12 interceptions. Meget af Giants’ succes afhænger af, hvor god han kan blive.

Men den offensive linje kan potentielt spænde ben for quarterbacken. I 2019 blev han sacket en hel del, og Giants valgte derfor også tackle Andrew Thomas med deres første valg i NFL-draften, mens tackle Matt Peart blev valgt lidt senere. De bliver dog begge kastet for løverne som startere, selvom de er rookies, da Nate Solder har valgt at sidde over i år. Og de to nye tackles kan godt skabe lidt bekymringer. 

Hvis de to nye tackles bare er hæderlige, kan det dog blive et spændende angreb. På indersiden af den offensive linje er Kevin Zetiler og Will Hernandez et par dygtige spillere; på runningback har man en af NFL’s mest seværdige spillere i Saquon Barkley; og i kastespillet har man blandt andet Golden Tate, Sterling Shepard, Darius Slayton og Evan Engram.   

Flere nyindkøb skal få forsvaret på ret køl

Giants’ helt store akilleshæl i 2019 var forsvaret. Det var et enormt problem, og det har man også forsøgt at gøre noget ved i free agency i år. 

Nytilkomne James Bradberry

Den mest markante tilgang kommer i bagkæden, hvor cornerback James Bradberry er blevet hentet ind på en dyr kontrakt i free agency. Samtidig valgte man faktisk også safety Xavier McKinney i anden runde af NFL-draften, men han er desværre allerede blevet skadet. Tilgangen af Bradberry er en stor hjælp, men det løser ikke problemerne. Unge spillere som Sam Beal, Julian Love og Grant Haley er dog stadig udset til starterroller, og de skal forbedre sig, hvis secondaryen skal være tålelig.

Giants’ største problem finder man nok tættere på line of scrimmage. Dexter Lawrence, Dalvin Tomlinson og Leonard Williams udgør godt nok en stor og stærk trio på indersiden af den defensive linje, men på ydersiden ser det anderledes tyndt ud på EDGE. Markus Golden leverede ti sacks i fjor, men kan han gentage succesen? Kan Lorenzo Carter få sit gennembrud? Kyler Fackrell? De blåklædte newyorkere skal nok sætte deres lid til, at Joe Judge kan gøre som sin tidligere chef Bill Belichick og skabe pres med sit system i stedet for at skulle hvile på spilleres individuelle kvalitet i det henseende. 

Derudover er det uvist, hvem der skal spille linebacker ved siden af nytilkomne Blake Martinez, men det tyder på at blive enten upåagtede Ryan Connelly eller en rookie. Med andre ord er der altså stadig en hel del spørgsmålstegn ved forsvaret.

Der lysner trods alt – men slutspillet må nok vente

Der er en række lovende spillere på holdkortet efterhånden, mens der også denne sommer er blevet taget et par fornuftige valg i New York i forbindelse med free agency og NFL-draften, men der er stadig et par spørgsmålstegn ved holdet. 

Det er selvfølgelig altid svært at vide, hvad man skal forvente af et hold med en ny cheftræner, og en ung quarterback kan også tage kvantespring i sin anden sæson. Men Giants ligner altså fortsat ikke en slutspilsbejler. Der er visse steder, hvor holdet – især på forsvaret – er for tyndt besat, og som kan blive afgørende i forbindelse med deres sæson.

I NFC East ligner både Philadelphia Eagles og Dallas Cowboys bedre bud på divisionsvindere og slutspilsdeltagere, men fremtiden i Giants kan være lys – især hvis Daniel Jones fortsætter med at udvikle sig. 

Læs optakterne – udgives divisionmæssigt i rækkefølge angivet ved nummer
1) AFC North: BAL | CIN | CLE | PIT              2) NFC North: CHI | DET | GB | MIN
3) AFC South: HOU | IND | JAX | TEN            4) NFC South: ATL | CAR | NO | TB
5) AFC East: BUF | MIA | NE | NYJ                 6) NFC East: DAL | NYG | PHI | WAS
7) AFC West: DEN | KC | LVR | LAC                8) NFC West: ARZ| LAR | SF | SEA