Chiefs, Chargers, Raiders og Broncos. Det er de fire klubber i AFC West. Her får du oversigten med, hvad deres største mangler inden draften er, og et bud på hvilke spillere, de kan vælge.

AFC West divisionen har aldrig været stærkere. I hvert fald ikke på papiret. Chiefs har mistet Tyreek Hill, mens de tre andre klubber har oprustet inden den kommende sæson. Nye spillere er kommet til over hele linjen, og ikke mindst bliver det spændende at se Russell Wilson for Broncos

Her er en gennemgang af de fire hold i divisionen i alfabetisk rækkefølge.

Denver Broncos
Mangler: CB, SS, LB, RT, TE

Welcome Mr. Wilson, time to cook… Denver Broncos gik all-in og hentede superstjerne quarterback Russell Wilson hos Seattle, og nu håver de alle på Mile High, at det var den sidste brik, der skulle til.

Denver har uden tvivl et talentfuldt mandskab, hvor der både på angrebet og forsvaret er store playmakers, og med Buccaneers og Rams’ succes de to seneste sæsoner in mente, er en rutineret quarterback måske forskellen på fiasko og succes.

Denver gav kassen for Wilson, så de har ikke noget pick i første runde i år, og de træder først ind i draften til allersidst i anden runde. Derfra har de så til gengæld tre picks fra 64 til 96 og i alt otte picks i draften.

På forsvaret er der behov for opgraderinger på cornerback og safety, mens angrebet godt kunne bruge en højre tackle og en tight end. I bunden af anden runde kan de måske være helge at få corner Roger McCreary eller måske endda Tyler Smith, der kan spille både guard og tackle.

Kansas City Chiefs
Mangler: CB, S, WR, RT, DT, RB

Meep, Meep… Tyreek ville være den bedst betalte receiver i NFL, og så spurtede han til Miami. Hills fart kan ikke erstattes, men Chiefs panikkede ikke og fik både ekstra picks i draften og hentede Juju Smith-Schuster og Marquez Valdes-Scantling ind som nye receivere.

Måske lidt overset, så mistede Chiefs også cornerback Charvarius Ward, der tog til San Francisco, og det efterlader et hul på den anden side af L’Jarius Sneed. Samtidig har de sagt farvel til begge deres safeties fra sidste år, men dog budt velkommen til Justin Reed fra Houston.

Men hvis Chiefs gør deres hjemmearbejde, så kan de komme ud som de store vindere i den her draft, og få lavet et salgs mini-generationsskifte på plads lynhurtigt. Med 12 picks inklusiv to i første runde og seks torsdag og fredag har Chiefs flest af alle i årets draft, og de kan både vælge nye spillere samt trade sig op og ned for at få de spillere, de har udset sig.

Hvis vi antager, at de selv bruger de to picks i første runde (29 og 30), så har Chiefs flere muligheder. De håber på, at en af draftens mange gode cornerbacks falder til dem her, som f.eks. Kaiir Elam eller Andrew Booth, eller måske safety Daxton Hill.

Las Vegas Raiders
Mangler: OT, IOL, DL, LB, CB, RB

Raiders forbedrede sig markant i dette års free agency med én enkelt handel. De hentede pass rusher Chandler Jones hos Arizona Cardinals. Og knapt var champagnepropperne sprunget før en ny kasse blev hentet frem, da Raiders opgraderede angrebet med receiver Davante Adams fra Packers.

Eneste problem er nu, at Raiders ikke har noget pick i årets draft før i tredje runde og faktisk kun kan vælge fem spillere hele weekenden.

Klubben har fået ny headcoach i Josh McDaniels, der kommer til fra Patriots. Sammen med den nye sportschef i Dave Ziegler, skal de ramme plet i draften i de senere runder og helst have opgraderet den offensive linje.

De mangler også tyngde til den midterste del af linjen på forsvaret, og både linebacker og cornerback kan også bruge lidt hjælp.

Det er lidt svært at forudse, hvad der kommer til at ske så sent i draften, og hvad der er sket inden, men en mulighed kunne være offensive tackle Luke Goedeke eller Abraham Lucas, eller måske endda et vildskud på quarterback Carson Strong.

Los Angeles Chargers
Mangler: RT, DT, LB, RB, WR

Wauw, hvor bliver Chargers spændende at følge i år. De har hentet markante spillere ind som pass rusher Khalil Mack og cornerback JC Jackson til forsvaret og tight end Gerald Everett til angrebet.

De har ikke mange svagheder men sagde dog farvel til højre tackle Brian Bulaga. De kunne også godt bruge en bulderbasse på runningback, men ham kan de finde senere i draften. Og så er der selvfølgelig det helt store hul: Defensive tackle.

Godt nok hentede headcoach Brandon Staley en af sine gamle Rams-spillere i form af Sebastian Joseph-Day og også Austin Johnson er kommet til fra Giants. Men derfor kan man sagtens forestille sig, at de går efter en stor mand til forsvaret med deres første valg i draften, der er pick 17 i første runde.

En af draftens allerstørste spillere hedder Jordan Davis. Han er defensive tackle og kommer fra collegemestrene Georgia. Han er små to meter høj og vejer på den gode side af de 150 kilo, og han er en klar mulighed for Chargers. Ellers kunne hans college-holdkammerat Devonta Wyatt være interessant. Går de tackle-vejen komme han komme i form af Charles Cross eller Trevor Penning, hvis de stadig er der på pick 17.

Hop til:
NFC North | NFC South | NFC West | NFC East | AFC North | AFC South | AFC West | AFC East