Dolphins har slået en betragtelig handel af med Kansas City Chiefs, der gør Tyreek Hill til nyslået Dolphins-spiller.

Miami Dolphins har sendt nye chokbølger gennem NFL – og i særdeleshed i AFC – efter, at det kom frem onsdag, at mandskabet har handlet sig til selveste Tyreek Hill.

Samlet set skal Dolphins hoste op med fem valg i de to kommende drafts til Kansas City Chiefs for at få fingrene i Tyreek Hill. Det drejer sig om valg i henholdsvis første, anden og fjerde runde i den kommende draft samt valg i fjerde og sjette runde af 2023-draften.

Den spektakulære handel er kommet hurtigt i stand, da Tyreek Hill ikke kunne nå til enighed med Kansas City Chiefs om en ny kontraktforlængelse. I stedet har Hill efter sigende skrevet under på en lukrativ kontrakt med Dolphins à fire år til værdi af cirka 810 millioner danske kroner, som gør ham til den bedst betalte receiver i NFL. Kontrakten skal utvivlsomt anskues i lyset af Davante Adams’ monsterkontrakt med Las Vegas Raiders, der satte en ny standard for receivermarkedet.

Læs også: Las Vegas Raiders forgylder Davante Adams efter vild trade

Med tilførslen af Tyreek Hill får Tua Tagovailoa for alvor en etableret superstjerne at kaste efter, hvilket understreger, at han går en karrieredefinerende sæson i møde. I løbet af de seneste seks sæsoner har lynhurtige Hill grebet 479 bolde for 6.630 yards og 56 touchdowns, hvortil han har etableret sig som en af de absolut bedste dybe trusler i NFL.

Foruden tilførslen af Tyreek Hill har Dolphins også punget ud for at tiltrække en af de mest eftertragtede offensive tackles i dette års free agency i form af Terron Armstead, der tidligere har udmærket sig for New Orleans Saints.

Læs mere: Dolphins henter top tackle ind

Omvendt efterlades Patrick Mahomes med Travis Kelce, nytilkomne JuJu Smith-Schuster, Mecole Hardman og Josh Gordon som de mest nævneværdige våben i kastespillet. Ifølge Sports Illustrated har Chiefs udset sig den tidligere Packers-receiver Marquez Valdes-Scantling som Hills afløser.

Handlen har selvsagt trukket tonsvis af reaktioner fra både spillere og NFL-kyndige. I kan læse en række af dem nedenfor: