Tyrann Mathieu har været en stor profil hos Chiefs i flere sæsoner, men noget tyder på, at han måske er fortid hos Chiefs. Holdet har i hvert fald hentet safety Justin Reid ind som potentiel erstatning.

Det ser ud til, at Chiefs’ secondary kommer til at se ganske anderledes ud i 2022. Cornerback Charvarius Ward har allerede forladt holdet, og nu kan holdet måske kigge på et skift på safety.

Læs også: Claus Elmings top 100 free agents

Chiefs har hentet safety Justin Reid ind på treårig aftale med en værdi på 31,5 millioner dollar, og det kunne måske tyde på, at stjernen Tyrann Mathieu er på vej væk fra holdet.

Justin Reid kommer til fra Houston Texans, hvor han i fire år har været fast starter og en betydelig profil på det ellers talentfattige hold.

Oprindeligt var Reid et tredjerundevalg i 2018-draften, men han har præsteret noget bedre end forventet for et tredjerundevalg. I alt har Reid spillet 57 kampe for Texans, lavet syv interceptions 315 tacklinger og slået 23 kast ned.