Cowboys, Giants, Eagles og så det nye navn Commanders. Det er de fire klubber i NFC East. Her får du oversigten med, hvad deres største mangler inden draften er, og et bud på hvilke spillere, de kan vælge.

NFC East divisionen er en underlig størrelse, hvor Philadelphia Eagles godt nok vandt Super Bowl for et par år siden med en backup quarterback, men ellers ikke rigtig kan byde de andre i NFC op til dans. Måske kan den kommende draft ændre på det?

Her er en gennemgang af de fire hold i divisionen i alfabetisk rækkefølge.

Dallas Cowboys
Mangler: IOL, WR, EDGE, S, TE

Cowboys fandt et guldkorn i draften sidste år i form af linebacker Micah Parsons, der vandt defensive rookie of the year, og også kortvarigt var i spil til at blive kåret til årets bedste forsvarsspiller.

Med farvel til et hav af spillere, og deriblandt flere store profiler, inden den kommende sæson, så er det alfa og omega, at Cowboys igen rammer plet og finder guld både i første runde og senere i draften.

For blot et par år siden var den offensive linje en kæmpe styrke, men den er efterhånde blevet pillet fra hinanden og nye kræfter skal toil for at genskabe linjens dominans. Der er gode spillere at få i denne draft både til tackle og de indvendige positioner, så det er ikke umuligt at Cowboys går i den retning.

Klubben sagde farvel til Amari Cooper, der på trods af masser af talent ikke rigtigt fandt fælles fodslaw med headcoach Mike McCarthy. Derfor kunne Cowboys også kigge efter en receiver, hvor de med pick 24 nok skal kunne opgradere positionen.

En af de tre bedste indvendige linemen Kenyon Green, Tyler Linderbaum og Zion Johnson bør være til stede med pick 24, og det er også muligt at receivere som Chris Olave eller Jahan Dotson falder til dem sent i første runde.

New York Giants
Mangler: EDGE, OT, IOL, CB, LB, TE

Giants har fået den tidligere Buffalo Bills offensive koordinator Brian Daboll ind som headcoach, og han har meldt klart ud, at han fortsætter med Daniel Jones som quarterback… indtil videre.

Dermed kan Giants fokusere årets draft på andre positioner og her har de alle muligheder for en hurtig opgradering af holdet. De har to valg i top 10 og tre valg i de første 36. Sagt på en anden måde: De burde være i stand til at vælge tre af de 36 bedste spillere i årets draft.

Egentlig har Giants masser af talent, men den tidligere trænerstab formåede ikke at forløse potentialet, og nu er spørgsmålet så, om Daboll har held med det. I første omgang kan han forstærke holdet ganske betragteligt i første runde, hvor han måske især fokuserer på pass rush og den offensive linje, selvom receiver og cornerback også er en klar mangelvare

Giants har pick 5 og pick 7, og med ingen superstjerner i årets draft, men til gengæld et hav af dygtige spillere fra næstøverste hylde, så kan det næsten ikke gå galt for Daboll og hans nye partner in crime, sportschef Joe Schoen.

En klassisk tilgang kunne være at forstærke begge sider af skyttegraven med f.eks. Ikem Ekwonu til den offensive linje og Travon Walker til den defensive. Men corner Ahmad Gardner er også i spil, lige som en top receiver med pick er en mulighed. Man skal heller ikke udelukke, at Giants vælger årets bedste safety i form af Kyle Hamilton.

Philadelphia Eagles
Mangler: CB, LB, EDGE, S, WR

Philaladelphia har handlet og handlet, og handlet lidt mere, og derfor havde de pludselig tre picks i første runde. Det ville være genialt, hvis de var bedre fordelt end 16, 17 og 19 eller hvis der havde været en top quarterback, de kunne trade op for.

I stedet lavede de endnu en handel, og sendte det ene pick i første runde til New Orleans Saints, mod at de fik et pick i næste års første runde. Dermed drafter Eagles to gange i år og to gange næste år.

På den måde får Egales også mulighed for at se quarterback Jalen Hurst endnu en sæson, inden de beslutter sig for, om han er fremtidens spilstyrer.

Efter handlen med Saints har Eagles nu picks 15 og 18, plus et par ekstra picks i de senere runder, og dermed kan klubben allerede i år lave fine opgraderinger på positioner, der trænger til det, og måske går de forsvar med begge picks.

Cornerback er en klar svaghed og lidt afhængigt af, hvordan kortene falder i første runde, så kan en af de to top corners stadig være der midt i første runde, og ellers er en spiller som Trent McDuffie et fint valg.

Med pick 18 kan Eagles fokusere linebacker eller edge, og her kunne en spiller som linebacker Nakobe Dean være en god spiller for Eagles at vælge. Måske vælger de en receiver igen lige som sidste år, og her er f.eks. Treylon Burks eller Chris Olave en mulighed.

Washington Commanders
Mangler: WR, CB, LB, S, TE

Washington har fået nyt navn og ny quarterback, og måske får de også snart ny ejer. Daniel Snyder har måske/måske ikke levet op til sit efternavn og snydt de andre ejere for en del af entreindtægterne og er det tilfældet, så er han færdig som ejer i NFL.

Den tid den sorg (eller glæde), i første omgang siger klubben goddag til quarterback Carson Wentz, der efter en skuffende sæson i Indianapolis nu er tilbage i NFC Eats, hvor han begyndte sin karriere hos Philadelphia Eagles.

Om han er en opgradering fra Ryan Fitzmagic eller Taylor Heinicke, det må tiden vise, men lige nu er han startende quarterback i hovedstaden. Derfor fokuserer Commanders næppe heller på en quarterback i første runde, selvom de med pick 11 måske har frit valg på quarterbackhylden.

I stedte skal de have opgraderet receiver-pladsen og også have styrket sig på cornerback.

Receiverne Drake London og Garrett Wilson bliver af de fleste betragtet som de to bedste i årgangen, og en af dem kunne sagtens blive valgt af Commanders.

Vælger Washington at tage en forsvarsspiller, så kunne enten cornerback Ahmad Gardner eller Derek Stingley være en mulighed, hvis ikke en af draftens dygtige Edge-spillere falder til dem.

Hop til:
NFC North | NFC South | NFC West | NFC East | AFC North | AFC South | AFC West | AFC East