Steelers, Ravens, Bengals og Browns. Det er de fire klubber i AFC North. Her får du oversigten med, hvad deres største mangler inden draften er, og et bud på hvilke spillere, de kan vælge.

AFC North divisionen sendte et hold i Super Bowl i februar. Men det var ikke Steelers eller Ravens. Og heller ikke Browns… men derimod Cincinnati Bengals, der var så tæt på at fuldføre en af de største Askepot-fortællinger i NFLs historie. Nu er spørgsmålet så, om alles nye darlings kan leve op til 2021-sæsonens succes.

Her er en gennemgang af de fire hold i divisionen i alfabetisk rækkefølge.

Baltimore Ravens
Mangler: EDGE, IDL, IOL, WR, LB

Ravens havde en mærkelig off-season, hvor de lige nåede at juble over Za’darious Smith kom hjem, inden han besluttede sig for at tage til Minnesota i stedet.

Men Ravens fik alligevel opgraderet skyttegravene, blandt med defensive tackle Michael Pierce, der vendte hjem fra netop Minnesota, og offensive tackle Morgan Moses, der kom til fra Jets. Det betyder dog ikke, at klubben ikke skal bruge yderligere forstærkninger blandt de tungeste positioner, men blot at de værste huller er lukket.

Klubben har lige givet Calais Campbell en ny kontrakt, mens Brandon Williams stadig ikke er forlænget, men det kan stadig ske, afhængigt af hvem Ravens vælger i draften. Udover hjælp til forsvaret burde en receiver mere også gøre Lamar Jackson glad, lige som hjælp til den indvendige del af den offensive linje ville gøre hans liv nemmere.

Ravens har pick 14 i første runde, og der vil der helt sikkert være en stribe interessante valgmuligheder. En receiver som Chris Olave kunne være fristende, og det samme kunne monstermennesket defensive tackle Jordan Davis. Ravens kunne også nappe en guard eller center i form af Zion Johnson eller Tyler Linderbaum.

Cincinnati Bengals
Mangler: CB, TE, IDL, OT, S

AFC Champions… sådan har det ikke lydt i 33 år i Cincinnati, men desværre blev det efterfølgende kun til nærved og næsten i Super Bowl 56.

Holdets helt store svaghed var den offensive linje, men i free agency var Bengals aggressive og hentede tre markante forstærkninger. Ind kom Alex Cappa fra Buccaneers, Ted Karras fra Patriots og ikke mindst tackle La’el Collins fra Cowboys.

Dermed behøver klubben faktisk ikke fokusere på den offensive linje i draftens første runde, selvom en ung superstjerne ikke ville gøre noget, men kan i stedet kigge på f.eks. cornerback eller tight end, hvor klubben sagde farvel til CJ Uzomah.

Hvis vi tager tight end først, så er der kun én spiller, som man med rette kan forvente har en chance for at gå i første runde, og det er Trey McBride. Bengals har pick 31, altså det næstsidste i første runde, og det ville faktisk passe fint til McBride.

På cornerback kan de håbe på spillere som Kaiir Elam eller Andrew Booth, men der kan være rift om corners i årets draft, så det er tvivlsomt om de er der så sent. Sidst men ikke mindst kunne Bengals overveje at trade ud af første runde for et hold, der vil op og have en quarterback

Cleveland Browns
Mangler: WR, IDL, EDGE, LB, IOL

Browns opgraderede sin quarterback-situation, men flirter samtidig med en PR-mæssig katastrofe. Ind er kommet Deshaun Watson, der stadig har et hav af søgsmål hængende over sig, men fortsat må betragtes som en af ligaens bedste quarterbacks.

Om han spiller i 2022, eller hvornår han spiller, ved vi endnu ikke, men Browns hentede samtidig Jacoby Brissett ind og har stadig Baker Mayfield i truppen. De har sagt farvel til deres tre top-receivere i form af Odell Beckham Jr., Jarvis Landry og Rashard Higgins, men i stedet er Amari Cooper kommet til fra Dallas Cowboys.

Dermed kunne receiver være oplagt for Browns, men klubben har ikke noget valg i første runde, der i stedet er gået til Texans i Watson-handlen, og må våbne sig med tålmodighed og se, hvad der falder til dem i anden runde. Defensive tackle er også en position, hvor Browns kunne bruge et ungdommeligt pift.

DeMarvin Leal eller Travis Jones kunne være gode tilføjelser på den defensive linje, mens receivere som John Metchie III og Christian Watson også er fine muligheder.

Pittsburgh Steelers
Mangler: QB, WR, IOL, OT, S

Big Ben har slået for sidste gang. Dermed er det nye tider i Pittsburgh, hvor Steelers endnu ikke ved, hvem fremtidens quarterback bliver. Godt nok har klubben hentet Mitchell Trubisky ind fra Bills, men han er næppe løsningen på den lange bane. Steelers har pick 20 i draftem og de kunne meget vel tage en chance på en quarterback her, hvis et af tre topnavne stadig er til rådighed.

Læs også: Tragisk. Dwayne Haskins dør i trafikulykke

Klubben hentede også James Daniels i free agency hos Chicago Bears og Mason Cole hos Vikings, så et åbent hul på den offensive linje blev lappet. De kunne dog godt forstærke både den indvendige og udvendige del af linjen yderligere.

Steelers sagde farvel til JuJu Smith-Schuster og James Washington, hvilket efterlader et hul på receiver-positionen, og her er årets draft spækket med talenter, hvoraf flere vil være til stede, når Steelers kommer til fadet.

Vælger de at forstærke den offensive linje kunne spillere som Zion Johnson til G/C være en mulighed eller Trevor Penning til tackle, mens en receiver som Trey Burks eller den hurtige Jahan Dotson også kunne være interessante. Sidst er der quarterback, hvor Desmond Ridder eller Kenny Pickett ligner oplagte muligheder.

Hop til:
NFC North | NFC South | NFC West | NFC East | AFC North | AFC South | AFC West | AFC East