Det har været en begivenhedsrig uge i NFL, og nu er næste store handel så godt som afsluttet.

Los Angeles Chargers og Chicago Bears har indgået en handel, der sender defensive end Khalil Mack til Los Angeles, bekræfter flere kilder torsdag aften.

Mack, der kom til Chicago i 2018 fra Oakland Raiders for to første-runde-valg i draften ryger nu tilbage til AFC West og skal altså til Raiders absolutte arvefjende.

Det rapporteres, at Chargers skal give et anden-runde-valg i draften i år og et sjette-runde-valg i 2023 for den 31-årige Mack.

Efter en flot første sæson for Bears, hvor den seksdobbelte Pro-Bowler lavede 12,5 sacks og sluttede på andenpladsen i afstemningen om at blive årets forsvarsspiller, har Mack ikke levet op til fordums storhed i sin tid i Chicago. Sidste år spillede han faktisk ganske fornuftigt, inden en skade afbrød hans sæson, der derfor kun kom til at bestå af 7 kampe.

Chargers defensive front havde selv sine udfordringer i den netop overståede sæson, og her kan en rask Khalil Mack være en hurtig opgradering til et forsvar, der var rangeret sidst af alle 32 hold, når det kom til at stoppe modstanderne på 3. down.

Med Khalil Mack på plads får klubben en giftig duo med ham på den ene side og Joey Bosa på den anden. Tilføjelsen kommer på det helt rigtige tidspunkt, umiddelbart efter at Denver Broncos har hentet Russell Wilson.

Mack har tre sæsoner tilbage af sin kontrakt, som Chargers overtager.