En af de bedste tilbageværende spillere i free agency har fået ny arbejdsgiver. Chandler Jones skifter Arizonas ørken ud med Las Vegas’.

Selv om Chandler Jones er blevet 32 år, så er han fortsat blandt ligaens mest skræmmende forsvarsspillere, nu bliver han igen betalt som en defensiv profil. Ifølge NFL Networks Ian Rapoport så skifter veteranen til Las Vegas Raiders på en tre-årig aftale.

Læs også: Raiders sender Yannick Ngakoue til konkurrent

Kontrakten kan indbringe forsvarsspilleren mere end 50 millioner dollars. Med en årsløn på 17 millioner, så er det en af de største kontrakter underskrevet i dette års free agency.

Efter karrieren startede hos Patriots, har Jones spillet de seneste seks sæsoner for Arizona Cardinals, hvor det er blevet til masser af personlig succes. Den stærke, atletiske quarterback-jæger er blevet valgt til tre Pro Bowls og to First Team All-Pro.

Jones’ bedste sæson kom i 2019, hvor han lavede hele 19 sacks og forcerede otte fumbles. Som pass rusher har han været en stabil force. Siden 2015 har han lavet mere end 10 sacks i hver sæson, med undtagelse af 2020, hvor han blev skadet efter fem kampe.

Raiders forlængede tidligere på foråret med Maxx Crosby, der havde en gennembrudssæson i fjor. Med Jones på den anden side har de en ganske potent pass rush-duo, men begge spillere er også dygtige i andre facetter af spillet. 

Med Josh McDaniels’ første år i klubben forsøger Raiders at toppe denne sæson, hvor de tabte i slutspillets første runde. Den største udfordring bliver, at de spiller i AFC West, hvor Broncos og Chargers på papiret også har forbedret sig i stor grad, og Chiefs har stadig Mahomes.

Mon ikke Chandler Jones allerede nu drømmer om at sacke Russell Wilson, Justin Herbert og den førnævnte tidligere MVP.