Wentz skal have succes i slutspillet nu

Selvom Carson Wentz førte Eagles på et nærmest mirakuløst comeback i grundspillet i 2019, er der stadig mange skeptikere derude. Det er delvist fordi, han siden 2015 har haft en eller anden form for skade, der har holdt ham ude i én eller flere kampe. I college-dagene var det et brækket håndled, i rookie NFL-sæsonen var det brækkede ribben, i 2017 var det den famøse korsbåndsskade mod Rams, i 2018 var det galt med ryggen og i 2019 var det en hjernerystelse i slutspilskampen.

Det har fået flere eksperter til at betvivle Wentz’ holdbarhed i NFL og stemplet ham som ”skadesplaget”. Den anden halvdel af historien om, hvorfor mange er skeptiske overfor Wentz’ evner som franchise quarterback er, at han endnu ikke har vundet, eller nærmest spillet, en slutspilskamp. For at lukke munden på de kritikere er Wentz nødt til at have slutspilssucces her i sin femte NFL-sæson.

Dog må man sige at Wentz i 2019 beviste, at han godt kan holde sig skadesfri i 16 kampe i træk. Han viste forbilledlige lederevner da holdet var allermest presset. Han formåede at få det absolut bedste ud af sine medspillere, i en sæson, hvor nærmest samtlige af holdets wide receivers blev skadet. Det betød at spillere som den ukendte Greg Ward pludselig var Wentz’ foretrukne mål på ydersiden. Derudover beviste han også, at han kan holde hovedet koldt i slutningen af knald eller fald kampe som mod Giants i spilleuge 14 eller Washington ugen efter.
Wentz leverede varen i 2019, og med en masse nye våben er der udsigt til en meget lovende sæson for ham i 2020.

Nye vinger til angrebet, men hvem skal styre forsvaret?

Som nævnt var skader det helt store problem hos Eagles i 2019. Mange af de offensive våben var ude med skader, hvilket efterlod Eagles’ receiver-korps meget tyndt og med mangel på talent. Det blev der rettet op på allerede i første runde af draften, hvor Eagles valgte den lynhurtige receiver Jalen Reagor fra TCU. Derudover valgte de endnu to receivere med en masse fart i stængerne. Det var tydeligt at fart og eksplosivitet var noget af det Eagles savnede i 2019.

Dernæst får man også DeSean Jackson tilbage fra sin maveskade og Alshon Jeffery bør også være klar omkring sæsonstart. Og med Zach Ertz og Dallas Goedert klar til også at gribe bolde, ser kasteangrebet i Philadelphia pludselig rigtigt fornuftigt ud. Den helt store lysende stjerne på angrebet er dog at finde i løbespillet. Miles Sanders viste i sin rookie-sæson prøver på sit enorme talent, og Eagles tror så meget på manden, at de lod Jordan Howard gå, så Sanders nu er det ubestridte førstevalg på runningback. Sanders løb sig til 818 yards i 2019, et tal han selv og trænerstaben forventer højere i 2020.

Den offensive linje hos Eagles har længe været en af de helt store styrker. Jason Kelce er en af ligaens bedste centers, Lane Johnson er måske ligaens bedste højre tackle og Brandon Brooks er en af ligaens bedste guards. Desværre kommer Eagles ikke til at nyde godt af Brooks’ blokeringer i 2020 da han er ude med en skade hele sæsonen. Derfor var planen at rykke Jason Peters ind som guard og lade anden-årsspilleren Andre Dillard tage over som venstre tackle. 

Desværre har Dillard også pådraget sig en så voldsom skade, at han er færdig for denne sæson. Derfor må man forvente, at Peters igen overtager pladsen på venstre tackle, og Matt Pryor sættes ind som guard. Det er dog heller ikke urealistisk, at man beholder Peters på guard og afprøver enten australske Jordan Mailata eller rookie Prince Tega Wanogho på tackle. Uanset, hvordan konstellationen bliver, er det uhyre vigtigt for Eagles, at Carson Wentz ikke tager unødige hits og risikerer flere skader.

På forsvaret har det ligeledes i de seneste mange år været den forreste linje, der var styrken, og det er det stadig. Fletcher Cox er stadig et monster og har nu fået en ny makker i Javon Hargrave ved sin side. Udover det, kommer Malik Jackson også tilbage fra skade, så den indvendige side af linjen ser utrolig stærk ud.

Bagkæden blev ofte udstillet i sidste sæson, og har også længe været en svaghed hos Eagles. Derfor har man hevet Darius Slay ind til at lukke ned for modstanderens bedste våben. Samtidig har man også draftet en meget spændende safety i K’Von Wallace, der måske kunne overtage pladsen ved siden af Rodney McLeod. Den er nemlig blevet ledig efter man lod holdets ubestridte leder på- og udenfor banen gå i Malcolm Jenkins. Jenkins spillede samtlige defensive snaps i 2019, så det er en umådeligt stor rolle, der skal udfyldes der. Men det vigtigste er nok, at der skal findes en ny leder på forsvaret. På linebacker er det nemlig unge og uerfarne spillere, som skal lede holdet. Nathan Gerry er den mest rutinerede spiller på positionen, hvilket også siger lidt om niveauet. Nigel Bradham er også væk, så der skal både findes nye ledere og en ny dirigent på den defensive side af bolden.

Tilbage på 2017-sporet

Godt nok har Philadelphia Eagles været en del af slutspillet de seneste tre sæsoner, men med to 9-7 sæsoner i træk lyder den statistik pludselig ikke så imponerede. Det må også være standpunktet for Doug Pederson, der går ind i sin femte sæson som cheftræner. En af fordelene for Eagles i denne noget anderledes sæson er, at de er det eneste hold i divisionen, som ikke skal implementere en ny cheftræner og en ny måde at gøre tingene på.

Det er efterhånden lidt mere end to år siden, at Doug Pederson stod med Lombardi trofæet i hånden og sagde, at mesterskaber er den nye norm i Philadelphia. Så det er helt sikkert, at en 9-7 record ikke er godt nok, der skal vindes slutspilskampe før 2020-sæsonen kan være godkendt i Philadelphia.

På papiret ligner det igen en kamp mod ærkerivalerne Dallas Cowboys, der afgør skæbnen i NFC East. En division, der ikke har haft samme vinder to år i træk, siden Eagles gjorde det i 2003 og 2004 – kan de gøre det igen i 2020?

Læs optakterne – udgives divisionmæssigt i rækkefølge angivet ved nummer
1) AFC North: BAL | CIN | CLE | PIT              2) NFC North: CHI | DET | GB | MIN
3) AFC South: HOU | IND | JAX | TEN            4) NFC South: ATL | CAR | NO | TB
5) AFC East: BUF | MIA | NE | NYJ                 6) NFC East: DAL | NYG | PHI | WAS
7) AFC West: DEN | KC | LVR | LAC                8) NFC West: ARZ| LAR | SF | SEA