Forsvaret var afgørende i lovende start på ny æra
Sidste år blev en ny æra skudt i gang i Green Bay, da Matt LaFleur overtog cheftrænertjansen efter mere end et årti med Mike McCarthy. Samtidig kan man også sige, at Packers gik shop-amok i free agency, hvor forsvarsstjerner som Za’Darius Smith, Preston Smith og Adrian Amos blev hentet ind. 

På det dygtige forsvar har Packers blot mistet linebacker Blake Martinez i free agency. Martinez er en fin linebacker og utvivlsomt var en leder hos Packers, og det kan blive svært for ostehovederne at erstatte ham. Christian Kirksey er hentet ind, men efter et par skadesplagede sæsoner er det en lottokupon, og derudover råder man over Oren Burks, Curtis Bolton og Ty Summers. Det kan blive en svaghed på forsvaret. 

Til gengæld kan Packers glæde sig over, at resten af forsvaret er solidt. Til at lægge pres på quarterback har man spillere som førnævnte Smith og Smith, mens man også råder over andenårsspilleren Rashan Gary, Kenny Clark og Dean Lowry, og dermed har man en stærk defensiv linje. I bagkæden er der også godt med talent, da Jaire Alexander og Kevin King tager sig af cornerback-pladserne, mens Darnell Savage og Amos er sikkerhedsnettet bagved. 

Og med et år sammen er der grund til at tro på, at denne gruppe kan blive endnu bedre end sidste år. 

Problemerne ligner de samme som sidste år
Mens forsvaret imponerede, var angrebet ikke lige så flyvende. Til at følge op på 2019-sæsonen og forbedre sig til den kommende sæson, troede man også, at Packers ville hente forstærkninger til angrebet i form af nye, prominente receivere til Aaron Rodgers. Men man tog fejl.

Kun Devin Funchess blev hentet til at forstærke receiverkorpset, efter at han tilbragte 2019 som skadet og ikke ligefrem lignede en markant forstærkning. Og nu har han endda også valgt at sidde over 2020-sæsonen over. Dermed står man nu med Davante Adams og en håndfuld unge spillere som Allen Lazard og Marquez Valdes-Scantling, som Rodgers og kompagni skal sætte sin lid til. På tight end har man heller ikke noget imponerende, da Marcedes Lewis efterhånden er en gammel herre, mens Jace Stenberger ikke har slået igennem endnu. 

Især i NFL-draften var det overraskende, at Packers ikke valgte en receiver. Og her kan man godt tillade sig at betvivle Packers’ strategi en smule. I stedet for at vælge en receiver, valgte man  nemlig quarterback Jordan Love samt en runningback og en fullback i de tidligere runder af NFL-draften. Med Aaron Rodgers og runningback Aaron Jones på holdkortet er det yderst tvivlsomt, at de nye rookies vil få markante roller på holdet nu, og det er uforståeligt, når man med et par forstærkninger ville ligne en reel titelbejler.

Resten af angrebet ser nemlig ret solidt ud. Man råder over en fin offensiv linje, hvor den eneste ændring er, at Ricky Wagner erstatter Bryan Bulaga på højre tackle, mens Aaron Jones har etableret sig som en af NFL’s bedste runningbacks. Og selvom han er faldet lidt i niveau, er Aaron Rodgers altså stadig en god quarterback.   

Med andre ord har Packers ikke formået at gøre noget ved et af deres helt store problemer i 2019: nemlig receiverkorpset. Og det kan igen koste i 2020, hvis ikke en eller flere af de yngre receivere tager et markant skridt op. 

Kan Packers jagte en Super Bowl?
Efter et godt år i 2019 burde der være høje forventninger til 2020, men det er svært at være helt optimistisk. Selvom der ikke just er grund til at frygte for 2020, har man ikke gjort meget for at gøre holdet bedre. Reelt set er der ikke kommet en eneste forstærkning.

Det er ikke godt nok, når man har en quarterback som Aaron Rodgers, der giver Packers en reel chance for at vinde Super Bowl hvert år. Med en quarterback som ham bør man give ham de optimale muligheder for at vinde. Det er svært at sige, at Packers har gjort det. 

Til gengæld skal man også understrege, at alt ikke er negativt i Green Bay. De råder stadig over et spændende forsvar, der realistisk set kan være et af NFL’s bedre, mens Matt LaFleurs angreb selvfølgelig også kan blive bedre i den nye sæson – omend de manglende forstærkninger kan gøre ondt her. De ligner stadig en seriøs bejler til divisionstitlen i NFC North, men det bliver spændende, om de også kan blande sig, når det for alvor bliver sjovt i januar.

Læs optakterne – udgives divisionmæssigt i rækkefølge angivet ved nummer
1) AFC North: BAL | CIN | CLE | PIT              2) NFC North: CHI | DET | GB | MIN
3) AFC South: HOU | IND | JAX | TEN            4) NFC South: ATL | CAR | NO | TB
5) AFC East: BUF | MIA | NE | NYJ                 6) NFC East: DAL | NYG | PHI | WAS
7) AFC West: DEN | KC | LVR | LAC                8) NFC West: ARZ| LAR | SF | SEA

2 KOMMENTARER

Comments are closed.