Den sidste væsentlige brik faldt på plads søndag, da Cam Newton skrev under med New England Patriots. Dermed er det store quarterback-puslespil i et vildt transfervindue færdigt.

Han var rygtedes til både LA Chargers og Chicago Bears, men i stedet blev det New England Patriots, der ikke kunne dy sig længere og hentede Cam Newton til klubben. Dermed er afløseren for Tom Brady fundet og et vildt transfervindue med et kæmpe quarterback-puslespil er endelig færdigt.

Udover brikker som Philip Rivers, Andy Dalton og Marcus Mariota, er der næsten tale om en rokade mere end et puslespil på østkysten. Det kan beskrives sådan her:

Quarterback fra: Patriots -> Buccaneers -> Saints -> Panthers -> Patriots. Ringen er sluttet.

Dermed ser puslespillet sådan her ud:

Cam Newton kommer til New England, og det forventes, at han kommer til at starte med mindre helbredet ikke tillader det.

Den tidligere Super Bowl MVP Joe Flacco skrev under med New York Jets. Her skal han være backup og mentor for Sam Darnold.

Også Andy Dalton har stillet sig tilfreds med en backup-rolle i år. Den tidligere Bengals-quarterback blev overflødig i Cincinnati, da klubben draftede Joe Burrow, og Dalton er nu skiftet til Dallas Cowboys, hvor han skal agere backup for Dak Prescott.

Det hele begyndte med Teddy Bridgewater, der skiftede backup-tjansen ud hos New Orleans Saints med starterpladsen hos Carolina Panthers.

Den store brik var naturligvis Tom Brady. Ville han tage til vestkysten og skrive under med LA Chargers eller Las Vegas Raiders, eller blev det Titans eller Colts, der løb med hans gunst? Ingen af delene. Tampa Bay Buccaneers snød dem alle, og Tom Brady skal nu til Florida for at lege med Bruce Arians.

Og med ham der Tom i Tampa, ja så skulle Jameis Winston – the 30-30 guy – finde en ny arbejdsgiver, og han bliver i NFC South divisionen, hvor han nu skal spille anden-violin til Drew Brees hos New Orleans Saints.

Den dårligst bevarede hemmelighed (som dog afhang lidt af Tommy-boy) var Philip Rivers til Colts. Den faldt hurtigt på plads, og så må vi se, om han stadig har lidt juice tilbage i armen. Hans vinderinstinkt fejler i hvert fald ingenting.

Og så er der Nick Foles. Den tidligere Super Bowl MVP skiftede sidste år fra heltestatus i Philadelphia til udskældt backup i Jacksonville. Nu er Jaguars gået full-in on Minshew Magic, og derfor sendte de Foles til Chicago, hvor han skal konkurrere med Mitchell Trubisky (og så har Jax i øvrigt hentet Mike Glennon ind som backup).

Quarteback-positionen i Tennessee blev også løst. De var måske/måske ikke ude efter Tom Brady, men endte med at give Ryan Tannehill en kæmpe kontrakt, og så var Marcus Mariota overflødig og blev sendt til de nye Las Vegas Raiders, hvor han skal være backup for Derek Carr.

Sidst (og mindst) er der en lille brik som Chase Daniel fra Bears til Lions.

Forventes at starte for deres nye klub:
Tom Brady skifter til Tampa Bay Buccaneers
Philip Rivers fortsætter karrieren hos Colts
Teddy Bridgewater bliver starter hos Carolina Panthers
New England Patriots henter Cam Newton

Bliver hos deres nuværende arbejdsgiver:
Kirk Cousins forlænger to år med Minnesota Vikings
Drew Brees fortsætter karrieren yderligere to år med Saints
Ryan Tannehill får gigantisk kontrakt af Titans

Fra starter til backup med nyt hold:
Andy Dalton tager hjem til Dallas
Joe Flacco bliver backup for Sam Darnold
Jameis Winston til New Orleans Saints
Nick Foles fra Jaguars til Bears
Marcus Mariota skifter til Las Vegas Raiders