Indianapolis Colts har fundet en ny quarterback. Det bliver den mangeårige Chargers-quarterback Philip Rivers, som skal forsøge at føre Colts tilbage til det forjættede Super Bowl-land.

Mange troede, at Andrew Luck ville være manden, der kunne føre Colts tilbage til Super Bowl, men med hans pludselige karrierestop sidste sommer, gik de planer i vasken. Siden har Colts ledt efter en ny plan på quarterback, og nu har de fundet den.

38-årige Philip Rivers er blevet enige med holdet om en etårig aftale til en værdi på omkring 25 millioner dollar. Det meddeler ESPN’s Adam Schefter.

Med signingen af aldrende Philip Rivers virker Colts fast besluttet på at gå efter at vinde kortsigtet, og i går smed de også deres førsterundevalg til San Francisco 49ers i bytte for forsvarsstjernen DeForest Buckner.

Philip Rivers kommer til efter 16 år hos San Diego/Los Angeles Chargers, men hos Colts kender han allerede cheftræner Frank Reich og den offensive koordinator Nick Sirianni, der begge har en fortid hos Chargers. Derudover får Rivers mulighed for at spille bag en af ligaens bedste offensive linjer, hvilket ville være synd at sige har været tilfældet hos Chargers.