En af free agencys største overraskelser indtil nu kom i en handel mellem San Francisco og Indianapolis.

DeForest Buckner er fortid i San Francisco, det står klar efter NFL Networks reporter Ian Rapoport kunne afsløre, at han er blevet tradet til Colts.

Indianapolis sender deres førsterundevalg til 49ers som kompensation. Det betyder, at San Francisco nu har to førsterundevalg i draften, deres eget valg som nr. 31 og Colts’ som nr. 13. 49ers har ingen valg i anden, tredje eller fjerde runde, derfor forventede flere journalister, at holdet ville sælge ud.

Forsvarsspilleren var på vej ind i sidste år af sin kontrakt, men har ifølge ESPNs Adam Schefter allerede underskrevet en ny aftale med Colts. Aftalen vil gøre Buckner til den næstbedst betalte defensive tackle i ligaen, kun overgået af mægtige Aaron Donald. Buckner kommer til at tjene 21 millioner dollars årligt.

Handlen kommer kort tid efter, at San Francisco forlængede med en af nøglespillerne på forsvaret, Arik Armstead. Buckner har spillet sammen med Armstead siden de begge tørnede ud for Oregon Ducks i collegerækkerne.

Den defensive tackle fylder 26 år i morgen den 17. marts, men det her var næppe på ønskelisten. Forsvarsspilleren går fra ligaens mest talentfulde defensive linje og et hold, der var minutter fra at vinde Super Bowl til et solidt, men hullet Colts-hul. Mon ikke den store lønstigning hjælper lidt på sceneskiftet.

Buckner har spillet hele sin karriere for 49ers efter holdet valgte ham som den syvende spiller i 2016-draften. Modsat de to efterfølgende 49ers-førsterundevalg på den defensive linje, Arik Armstead og Solomon Thomas, har Buckner været en konstant dygtig og undervurderet spiller.

Den nye Colts-spiller blev valgt til Pro Bowl i 2018 og i fjor blev det til en plads på Second-Team All Pro, en stor ære for enhver spiller.