New Orleans Saints har skrevet en etårig kontrakt med Jameis Winston.

I kølvandet på årets NFL Draft styrker New Orleans Saints bredden for holdets quarterback-position. Sean Payton og co. har skrevet en etårig kontrakt med den tidligere Buccaneers-quarterback Jameis Winston.

Jameis Winston blev valgt med det første valg i 2015-draften af Tampa Bay Buccaneers, men fik ikke forlænget sin kontrakt i det indeværende forår. I stedet hentede Buccaneers – som bekendt – Tom Brady ind fra New England Patriots.

Hos Saints kommer Jameis Winston til at duellere med schweizerkniven Taysom Hill om tjansen som backup for Drew Brees. Det er imidlertid langt fra utænkeligt, at Sean Payton beholder begge spillere til 2020-sæsonen, da Taysom Hill kan udfylde et væld af roller for Saints’ angreb, mens Jameis Winston kan indtage Teddy Bridgewaters rolle som rendyrket quarterback-reserve.

Jameis Winston har allerede fem sæsoner som startende quarterback i NFL under bæltet – til trods for at han blot fyldte 26 år tilbage i januar. I løbet af sine fem sæsoner hos Tampa Bay Buccaneers kastede Winston 19.737 yards, 121 touchdowns – men også vanvittige 88 interceptions.

I fjor blev Jameis Winston den første quarterback i NFL’s historie til at kaste minimum 30 touchdowns og 30 interceptions i en enkeltstående sæson. Således var 2019 ganske opsummerende for Winstons foreløbige karriere i NFL.

Skiftet efterlader Cam Newton som enlig majestæt i quarterback-karrusellen – og som den mest iøjnefaldende spiller uden kontrakt i 2020. Det bliver interessant at se, hvilket hold der tør tage chancen med den skadesplagede quarterback – særligt i kølvandet på draften, hvor både Miami Dolphins og Los Angeles Chargers fandt deres bud på fremtidens startere.