Den tidligere Super Bowl MVP og quarterback for Baltimore Ravens i Super Bowl 47 Joe Flacco skifter til New York Jets.

Tiden som startende quarterback ser ud til at være slut for Joe Flacco.

Sidste år sluttede han sæsonen på bænken hos Denver Broncos, mens rookie Drew lock overtog styringen, og nu skifter Flacco til Jets, hvor han skal agere backup for Sam Darnold.

Dermed får New York Jets en erfaren quarterback ind til på et holdkort, der udover Darnold har tre andre spillere, der tilsammen har spillet fem kampe i NFL.

Flacco blev fritstillet af Broncos i marts efter blot en enkelt sæson i klubben. Han får 1,5 millioner dollars garanteret på sin nye kontrakt med muligheden for at tjene op til 3 millioner dollars. Det er noget af en nedgang, siden han skrev sin rekordkontrakt på 120 millioner dollars for seks år med Ravens efter sejren i Super Bowl 47 over San Francisco 49ers.

Den 35-årige quarterback har haft udfordringer med sit helbred i de seneste sæsoner og gennemgik en mindre operation i nakken i april. Han må ikke genoptage træning med kontakt før sen august eller september.