Efter en række gode præstationer for Tennessee Titans i 2019 får Ryan Tannehill nu chancen for at bevise, at han er fremtidens mand i Tennessee.

Titans har nemlig forlænget aftalen med den 31-årige quarterback. Den nye kontrakt gælder for de kommende fire år og vil betale Tannehill knap 118 millioner dollar. Kontraktforlængelsen er kommet på plads kort før free agencys start, hvor Ryan Tannehill ville kunne forhandle med de øvrige 31 hold i NFL.

Det meddeler Jeff Darlington fra ESPN.

Også Ian Rapoport fra NFL Network bekræfter, at parterne er enige om en kontrakt.

Ryan Tannehill, 31 år, kom til Titans fra Miami Dolphins i en trade i foråret 2019, og han spillede 12 kampe for Titans i 2019, hvor han formåede at imponere med 22 touchdowns og blot seks interceptions.

Kontraktforlængelsen betyder samtidig, at Titans kan benytte deres franchise tag på at beholde runningback Derrick Henry, hvis de ønsker det. Han var en sand maskine i den forgangne sæson med 1.540 løbne yards og 16 touchdowns, mens han havde en stor aktie i Titans’ flotte præstationer i slutspillet. Hvis Titans vil franchise tagge Derrick Henry, skal de gøre det senest mandag.