
Det er blevet april og det kan kun betyde én ting for alle os NFL fans – Draften nærmer sig! Pittsburgh lægger hus til i år for første gang siden 1948 og man kan natten til fredag d. 24. april følge med i den første runde af draften.
Gul Klud står endnu en gang klar til at give jer overblikket over samtlige positioner i draft og omkring, hvordan vi stabler spillerne. Du kan nederst på siden finde et link til de andre positionsartikler, når de bliver udgivet.
Hvis dit hold har brug for en quarterback til at redde dem, og dit hold ikke er Raiders, så skal du muligvis ikke søge efter frelseren i denne årgang. Der er et ret stort hul fra vores nr. 1 ned til nr. 2 på listen, og derefter er der en kollosal kløft ned til de resterende.
Man ved selvfølgelig aldrig med quarterbacks, så måske kan Mr. Irrelevant 2.0 findes her?
[1] Fernando Mendoza, QB, Indiana
Højde: 196 cm | Vægt: 107kg

Fernando Mendoza har i alt startet tre sæsoner som quarterback, heriblandt den seneste sæson for Indiana. Mendoza er en høj og velbygget quarterback, der leverer hurtige og præcise kast. Mendoza spiller med et højt niveau af forudseenhed og boldens placering er konsekvent præcis. Han er særligt dygtig, når han kaster mellemlangt til sidelinjen.
Han står solidt i lommen under pres og er hurtig til at glemme fejl og komme videre. Selvom han ikke er en eksplosiv atlet, kan han undgå sacks og forlænge spil med benene. Mendoza spillede i et RPO (Løb-kast-option) system på Indiana med en høj andel af kast til den første receiver, der sjældent krævede, at han arbejdede sig igennem forsvarets opdækning. Hans dybe kast kan af og til være kastet for kort eller være upræcise.
Forventning: Første valg i draften
[2] Ty Simpson, QB, Alabama
Højde: 185 cm | Vægt: 96 kg

Ty Simpson har startet én sæson som quarterback for Alabama. Simpson læser forsvar hurtigt og præcist. Han har et godt overblik, ved hvor han har spillere på banen og kommunikerer som en professionel på linjen inden snappet. Hans kast er stabile, og han kaster med finesse, uanset om det er et kast uden pres eller et kast ind i et lille vindue. Simpson er atletisk nok til at tvinge forsvaret til at respektere hans evne til at løbe med bolden. Han holder fokus ned af banen, når han bevæger sig rundt i lommen, og bevæger fødder konstant. Simpson er hverken høj eller fysik godt bygget. Han ser lidt lille ud til tider og hans armstyrke er gennemsnitlig. Han var tilbøjelig til at være for sikker med bolden, som betød, at han ikke kastede til receivere, der var ved at løbe sig fri. Det virkede som som om, han begyndte at tvivle på sig selv i anden halvdel af 2025-sæsonen, hvilket resulterede i unødvendige sacks og hele syv fumbles. Han spillede skadet igennem store dele af 2025-sæsonen og brækkede et ribben under Rose Bowl (januar 2026).
Forventning: Anden runde
[3] Garrett Nussmeier, QB, LSU
Højde: 188 cm | Vægt: 92 kg
Garrett Nussmeier har startet to sæsoner som quarterback for LSU. Nussmeier har en skøn teknik, hvor bolden forlader hånden med naturlig kraft. Han læser hurtigt, om det er mand- eller zoneforsvar, og leverer konsekvent præcise kast. Han spiller tålmodigt og lader forsvaret udvikle sig, inden han trykker på aftrækkeren. Han navigerer godt i lommen under pres med instinktive, afbalancerede skridt. Hans kraft er et stort plus, som tillader ham at kaste fra forskellige vinkler uden at miste fart på bolden. Nussmeier har ikke ideel størrelse for positionen og relativt små hænder (der kan føre til flere fumbles). Hans selvtillid kan slå over i overmod, hvor han presser kast ind i de små vinduer. Han har tendens til at låse øjnene fast på sin receiver, hvilket gør det nemt for forsvaret at læse, hvad han vil. Han er ikke en løber, så hans muligheder for at komme ud af en presset lomme er begrænsede. Inden 2025 sæsonen fik han en maveskade, som påvirkede hans mekanik og rotation gennem hele sæsonen og gjorde, at han missede fire kampe. Han spillede også med betændelse i en sene i knæskallen i 2025, som krævede brug af knæbeskytter efter en operation i 2023. Hans far er Doug Nussmeier. Tidl. NFL quarterback og nu offesnive koordinator for New Orleans Saints.
Forventning: Tredje / fjerde runde
[4] Drew Allar, QB, Penn State
Højde: 196 cm | Vægt: 103 kg
Drew Allar har startet tre sæsoner for Penn State. Allar har en sjælden størrelse for positionen og over gennemsnitlig armstyrke, der giver ham mulighed for at kaste bolden med minimal anstrengelse og levere præcise dybe kast. Han viser adskillige eksempler på at kaste med forudseenhed, så han rammer receiveren i løb. Hans højde tillader ham at overskue hele banen, og han er en bedre løber, end man forventer (8,9 yards per scramble i 2025). Hans beslutninger er generelt fine og hans interception-procent er blandt de laveste i nyere collegehistorie. Allar er dog plaget af usammenhængende rytme mellem fødderne, øjnene og armen, hvilket direkte forstyrrer hans nøjagtighed og fører til svingende boldplacering. Han kan være for forsigtig, hvilket fører til tvivl og forsinkede beslutninger. Han havde kun 13 kast på over 20 yards, inden én skade afsluttede hans 2025. Det var en brækket venstre ankel i oktober 2025, der krævede operation.
Forventning: Fjerde / femte runde
[5] Carson Beck, QB, Miami
Højde: 196 cm | Vægt: 106 kg
Carson Beck har i alt startet tre sæsoner som quarterback, senest i én sæson for Miami. Han er en teknisk dygtig kaster med et hurtigt aftræk. Han læser forsvaret godt både før og efter snappet. Han placerer bolden præcist på ruter i midten af banen og er meget komfortabel på play-action (72,7 procents grebne bolde, med 30 touchdowns og kun 4 interceptions). Han identificerer pres og forsvarets opdækning forud for snappet og spiller med en stor ro. Beck løber ikke meget selv og er en gennemsnitlig atlet. Hans armstyrke kan mangle kraft, hvis han ikke har fødderne sat perfekt. Hans dybe kast er inkonsistente. Hans ro bryder ned under pres, hvilket ofte fører til hurtige kast og dårlige belustninger. Han kastede 24 interceptions i sine sidste to sæsoner og fumblede 17 gange over sine seneste tre. Beck blev opereret i sin kastearm i 2024.
Forventning: Femte runde
[6] Cole Payton, QB, North Dakota State
Højde: 190 cm | Vægt: 105 kg
Cole Payton har startet én sæson for North Dakota State (der tidligere har givet os Carson Wentz og Trey Lance). Payton er en kraftfuldt bygget venstrehåndet quarterback med en stærk arm, der kan presse bolden ind, uden at skulle bruge kroppen til at generere fart. Han er præcis på især dybe kast. Hans atletiske evner er imponerende for hans størrelse, og han er eksplosiv og i stand til at holde fart og undslippe forfølgere (seks løb på 30-plus yards i 2025). Selv ude af position er han komfortabel og kan kaste fra forskellige vinkler.
Payton har ikke meget erfaring, hvilket også kan ses på film. Hans følelse for lommen er underudviklet. Han har tendens til at holde bolden for længe og blive forvirret under pres, hvilket fører til fejl. Hans mekanik er stiv, og han tager lidt længe om at fyre kanonen af. Han venter ofte på, at receiveren vender sig, inden han kaster. Han beskadigede tommelfingeren på kastehånden i slutspillet i december og fik en operation dagen efter, men vendte tilbage til at kaste inden for seks uger og spillede i Senior Bowl i slut januar.
Forventning: Femte runde
[7] Cade Klubnik, QB, Clemson
Højde: 188 cm | Vægt: 94 kg
Cade Klubnik har startet tre sæsoner som quarterback for Clemson. Klubnik er en god atlet, der er komfortabel på designede løb og andre spil, hvor quarterbacken er i bevægelse. Han kan kaste på farten og fra forskellige vinkler. Hans timing og beslutningstagning er forbedret for hvert år. Han er en konkurrencepræget leder, der vil have bolden i afgørende situationer. Klubnik har en tendens til at hænge fast i sine mål og presse bolde ind, som gør det let for forsvaret at intercepte ham. Han fornemmer pres for tidligt, hvilket fører til urolige fødder og bevægelser, der forstyrrer hans rytme og boldplacering. Han kan lade sig narre af blitzes og forklædte forsvarssystemer.
Forventning: Femte / sjette runde
[8] Taylen Green, QB, Arkansas
Højde: 199 cm | Vægt: 103 kg
Taylen Green har i alt startet fire sæsoner som quarterback, heraf to sæsoner for Arkansas. Green er en af de mest fysisk imponerende spillere i årgangen. Han er høj og muskuløs og kaster bolden med en stram spiral. Hans dual-threat-evner er på eliteniveau, og han har styrken til at trække forsvarsspillere med sig i og uden for lommen. Han er farlig på spil, hvor quarterbacken er i bevægelse og skaber regelmæssigt eksplosive spil med benene. Han har armstyrken til at kaste med fart til alle niveauer. Han udfordrer aggressivt de bageste forsvarsspillere med dybe kast og var den første spiller i Arkansas-historien med 300 yards kast og 100 yards løb i én kamp. Greens kastebevægelse er dog lidt langsom og underlig, hvilket resulterer i alt for mange bolde, som bliver battet ned af den defensive linje. Han kaster ikke med tilstrækkelig forudseenhed, hvilket gør ham sårbar over for forsvarsspillere, som lokker ham til at kaste deres vej. Hans teknik er inkonsekvent og hans boldsikkerhed er et alvorligt problem. Han fumblede 37 gange tilsammen i 2024 og 2025.
Forventning: Femte / Sjette runde
[9] Haynes King, QB, Georgia Tech
Højde: 188 cm | Vægt: 96 kg
Haynes King har startet tre sæsoner som quarterback for Georgia Tech. King er en fremragende atlet til positionen og trives i spil, hvor quarterbacken har mulighed for at løbe med bolden. Han er den eneste Power 4-quarterback i 2025 med fem kampe med over 100 yards kast og over 100 yards løbet. Han kaster en nem bold at gribe med tydelig finesse og er god til at arbejde i en tætte lommer. Han skifter effektivt fodfæste for at få bolden ud og hans beslutningstagning er klart forbedret. King har en langstrakt kastebevægelse, gennemsnitlig armstyrke og en tendens til at blive urolig på benene på 3. down, hvilket fører til, at han ikke ser banen godt nok. Han skal læse forsvaret hurtigere og forbedre synkroniseringen af sine fødder med receivernes ruter for at få bolden ud i god tid. Han har i både 2024 og 2025 døjet med skulderskader i sin kastearm, som især i 2024 gjorde, at han missede kampe.
Forventning: Sjette / syvende runde
[10] Luke Altmyer, QB, Illinois
Højde: 187 cm | Vægt: 95 kg
Luke Altmyer har startet tre sæsoner som quarterback ved Illinois. Altmyer spiller med hurtige øjne og fødder. Han finder frie huller effektivt og har vist forbedring i at forudse receivernes ruter fra sæson til sæson. Han kaster med tilstrækkelig kraft og finesse, og hans rolige og modstandsdygtige mindset har gjort ham til en ægte leder på Illinois. Han har især været godt i kampens sidste minutter, og han har ført sit hold til syv comeback-sejre i karrieren i sidste sekund!!
Altmyer en en mindre quarterback, som er smalt bygget. Hans armtalent er middelmådigt, hvorfor han til tider har problemer med dybe kast. Han kan lokkes i fælder af mere eksotiske forsvarsopdækninger. Hans boldplacering er ujævn, og han forsøger ofte at komme ud af lommen for tidligt. Han mangler desuden styrke til at vriste sig fri af tacklinger og har vist dårlig boldsikkerhed med 25 fumbles i løbet af karrieren.
Forventning: Syvnede runde / Undrafted
Se flere positions-rangeringer:
Angreb: | QB | RB | WR | TE | OT | iOLForsvar: | DT | DE | LB | CB | S |








