NFL Draft 2026: Top 10 wide receivere

0

Det er blevet april og det kan kun betyde én ting for alle os NFL fans – Draften nærmer sig! Pittsburgh lægger hus til i år for første gang siden 1948 og man kan natten til fredag d. 24. april følge med i den første runde af draften.

Gul Klud står endnu en gang klar til at give jer overblikket over samtlige positioner i draft og omkring, hvordan vi stabler spillerne. Du kan finde et link nederst på siden til de andre positionsartikler, der er udgivet.

Det er altid spændende med wide receivere fra college. Hvem bliver den næste All-Pro? Hvem flopper? Årgangen har ikke det sædvanlige super-talent, men har en række dygtige spillere, som helt sikkert kommer til at blive solide NFL-spillere. I toppen findes et trekløver, som er meget forskellige, men muligvis alle kunne blive valgt som den første receiver.

[1] Carnell Tate, WR, Ohio State

Højde: 188 cm | Vægt: 87 kg
Carnell Tate har startet to sæsoner for Ohio State. Tate er en høj og smidig atlet, der måske ikke er verdens hurtigste, men bruger sin størrelse til altid at udmanøvrere sin direkte modstander. Han er en opfindsom tekniker, især på dybe ruter, hvor han formår at sælge finter og stop-and-go ruter. Han har fremragende hånd- og fingerstyrke til at gribe bolden i luften og beskytte den gennem kontakt. Han greb 12 ud af de 14 såkaldte 50/50 bolde, der blev kastet i hans retning sidste år uden at droppe en eneste. Tate er slankt bygget og kunne godt få lidt mere sul på kroppen. Hans hastighed er kun gennemsnitlig efter NFL-standarder, men han har det man kalder football-speed – han er ganske enkelt hurtigere på banen, end han bliver målt til. Han får ikke mange, efter han har grebet boldenhvis han ikke får frit løb. Han kan have problemet slippe fri af opdækning fra langarmede cornerbacks. Han missede tre kampe på grund af en benskade i november 2025.

Forventning: Første runde

[2] Makai Lemon, WR, USC

Højde: 180 cm | Vægt: 88 kg
Makai Lemon har startet to sæsoner for USC, og blev sidste år kåret til den bedste receiver i college. Lemon er en dygtig tekniker, der bruger en bred vifte af finter for at slippe fri og imod zone-forsvar ofte finde blinde vinkler og glide rundt i forsvarets opdækning uden at sætte farten ned. Hans hænder er pålidelige, og han er især effektiv efter at have grebet bolden. Han løb for mere end 500 yards, efter at have grebet bolden i 2025. Lemon sluttede sidste sæson som nummer ét i den bedste college-række med 50 first downs. Og som et ekstra positiv, er han ikke bange for at blokere. Lemon har kun gennemsnitlig størrelse og styrke, som måske kommer til udtryk, når han fremover står overfor NFL forsvarsspillere. Fysiske cornerbacks i mandsopdækning kan holde ham lidt længere, end man ønsker. Han mangler et ekstra gear for at løbe fra forsvaret. Hans bedste arbejde kom indvendigt fra slot-positionen.

Forventning: Første runde

[3] Jordyn Tyson, WR, Arizona State

Højde: 188 cm | Vægt: 92 kg
Jordyn Tyson har startet to sæsoner for Arizona State. Tyson er en klog spiller, der meget hurtigt accelererer til tophastighed og lægger pres cornerbacks. Han har en imponerende smidighed med stærke hænder, der griber bolden sikkert i luften, og han leverer ofte wow-catches. Han læser banen fint, men kan blive bedre til at forstå opdækning og finde de åbne huller i et forsvar. Selv om Tyson har en god størrelse, så er han til den slanke side og kan sagtens blive både større og stærkere. Han bliver nogle gange for ivrig, og han tabte bolden tre gange i sine sidste 17 kampe. Det største faresignal ved ham er hans skadeshistorik. Han missede kampe i alle sine fire collegesæsoner, herunder en hofteskade i oktober 2025, et brækket venstre kraveben i november 2024 og rev korsbåndet over i sit venstre knæ i november 2022, som også holdt ham ude det meste af 2023.

Forventning: Første runde

[4] Omar Cooper Jr., WR, Indiana

Højde: 183 cm | Vægt: 88 kg
Omar Cooper Jr. har startet i halvanden sæson for Indiana og vandt college-mesterskabet i januar. Cooper har en veldefineret og muskuløs krop med bemærkelsesværdig kropsbalance og koordination. Han har store, stærke hænder, der griber bolden i alle mulige og umulige vinkler. Takket være sin stærke underkrop er han er svær at tackle efter at have grebet bolden, og han fik forsvarsspillere til at misse 27 taklinger i 2025, fjerdebedst af alle receivere i den bedste college-række. Han rev et korsbånd over i sit venstre knæ i november 2020, men det kan ikke ses på hans spil nu.

Forventning: Sen første / anden runde

[5] KC Concepcion, WR, Texas A&M

Højde: 182 cm | Vægt: 89 kg
Kevin “KC” Concepcion (udtales med spansk dialekt: Kon-sep-si-ån) var starter tre år i college, senest ét for Texas A&M. Concepcion er en elegant spiller, der er hurtig i sine bevægelser og lynhurtigt kommer fri af af sin cornerback eller simpelthen bare løber fra dem. Han læssr spillet og banen godt og har en god fornemmelse for at finde åbne huller i zoneforsvar. Concepcions es er dog hans accelerationsevne både før og efter, han har grebet bolden. Han havde gennemsnitligt 7,2 yards efter hvert catch i 2025. På special teams havde han gennemsnitligt 16,2 yards pr. punt return med to touchdowns i 2025. Han skal dog blive bedre til at gribe bolden. Concepcion blev noteret for en tabt bold på 10,3 procent af de kast, der kom i hans retning sidste år. Han gennemgik en operation på sit højre knæ i marts 2026.

Forventning: Sen første / anden runde

[6] Denzel Boston, WR, Washington

Højde: 193 cm | Vægt: 96 kg
Denzel Boston har startet to sæsoner for Washington. Boston er en høj og velbygget spiller, der bruger sin store krop til at afskærme og og overmande forsvarere. Han har store, stærke hænder til at sikre sig bolden, når han griber bolden væk fra kroppen. Han en dygtig på 50/50 bolde og har en “min bold”-mentalitet. Han er god til at blokere med potentiale til at blive over gennemsnittet. Han var holdkaptajn i sin seneste sæson. Boston har middelmådig hastighed og mangler evnen til at stoppe hurtigt på ruter, der kræver det. Det betyder, at han vil få svært ved at skabe plads mod mandsopdækning i NFL.

Forventning: Sen første / anden runde

[7] Germie Bernard, WR, Alabama

Højde: 185 cm | Vægt: 93 kg
Germie Bernard har startet to sæsoner for Alabama og tre sæsoner samlet set. Bernard er en velbalanceret atlet med en smidig underkrop og kraftfuld acceleration. Han satte den hurtigste “three-cone”-tid ved NFL Combinen (6,71 sekunder). Han har en hurtig start på snappet og vinder på den måde kampen om positionering mod sin direkte cornerback. Han har naturlige boldfærdigheder, og er god til at justere kroppen i luften på upræcise kast. Han er en af de bedste receivere i denne årgang til at blokere. Han førte Alabama i grebne bolde i begge sine to sæsoner. Bernard er ikke langsom, men mangler det ekstra gear. Han løber lidt oprejst i sine ruter og mangler hurtigt retningsskift.

Forventning: Anden runde

[8] Chris Bell, WR, Louisville

Højde: 188 cm | Vægt: 101 kg
Chris Bell har startet tre sæsoner for Louisville. Bell er en stor, muskuløs receiver med fremragende kropskontrol og en sjælden set acceleration for en spiller af hans størrelse. Han er farligst efter at have grebet bolden takket være sin evne til at plante fødderne, starte og løbe sig fri fra forfølgere. Han tabte kun bolden på 4,0 procent af de kast, der kom i hans retning i college. Bell er ikke en tekniker. Han afslører ofte sine ruter og er hurtigere ned af banen, end han er sidelæns. Bell har en tendens til at spille med overdreven fysisk styrke, der vil koste penalties i NFL. Han fik samlet 16 straffe over sine tre sæsoner i Louisville. Han har følelserne uden på trøjen og tenderer måske til at være lidt en brokrøv. Bell rev sit korsbånd i venstre knæ over i november 2025 og gennemgik operation i december 2025, hvilket holdt ham ude i hele draft-processen, og han forventes ikke klar til sæsonstart.

Forventning: Anden runde

[9] Antonio Williams, WR, Clemson

Højde: 182 cm | Vægt: 85 kg
Antonio Williams har startet fire sæsoner for Clemson. Williams er en rapfodet atlet med eksplosivt afsæt, som han bruger til at skabe afstand til sin opdækning i starten og midt i en rute. Han har også nok fart til at komme hurtigt ned af banen. Han læser forsvaret effektivt på option-ruter, hvor han selv vælger, hvilken vej han skal løbe. Han har fremragende kropsbalance og kan lave hurtige justeringer, når bolden skal gribes i luften. Han går også hurtigt fra at gribe bolden til at komme videre for at få flere yards. Williams er lille med en middelmådig bygning, og mangel på styrke, som hurtigt vil blive testet over for NFL-fysik.

Forventning: Sen anden / tredje runde

[10] Elijah Sarratt, WR, Indiana

Højde: 189 cm | Vægt: 94 kg
Elijah Sarratt har startet to sæsoner for Indiana og tre et halvt år samlet set. Sarratt er en høj og velvoksen atlet, der har mange tricks oppe i ærmet, når han skal løbe sig fri. Han læser spillet hurtigt, og er god til at dreje skuldrene, justere og gribe alle typer kast, der kommer i hans retning. Hans holdkammerater kaldte ham “Waffle House”, fordi ” he is always open”. Han er ikke bange for fysisk kontakt og er tryg ved bolde, der skal kæmpes om. Han greb imponerende 44 touchdowns i sine fire sæsoner, herunder flest for college-mestrene Indiana med 15 sidste år. Sarratt har kun gennemsnitlig hurtighed, og mangler overraskelsesmomentet i sine ruter. Han mangler også topfart til at slippe væk fra mandsopdækning. Hans ruter var ret ret basale i college, så der er noget at arbejde på, inden han når NFL-niveau.

Forventning: Sen anden / tredje runde

Se flere positions-rangeringer:

Angreb: | QB | RB | WR | TE | OT | iOL
Forsvar: | DT | DE | LB | CB | S |