Commanders henter Stefon Diggs

0

Den rutinerede stjernereceiver Stefon Diggs skal tørne ud for Washington Commanders i den kommende sæson.

Selvom marts og de mange tilføjelser af kontraktløse spillere ligger et stykke bag os, laver flere af NFL-mandskaberne fortsat markante tilføjelser med bare en måned til sæsonstart.

Senest kunne Texans præsentere Jadeveon Clowney som ny mand i klubben, og nu er det blevet Commanders’ tur til at præsentere en ny profil midt i holdets træningslejr.

Dan Quinn og co. har nemlig hentet ingen ringere end den dobbelte All Pro-wide receiver Stefon Diggs til klubben.

Diggs har skrevet under på en etårig kontrakt til en værdi op til 77 millioner kroner (12 millioner dollars).

En stor karriere

Den 32-årige wide receiver er primært kendt for sine fire sæsoner hos Buffalo Bills, hvor det blev til fire Pro Bowl-udtagelser, en plads på NFL’s All Pro-førstehold og en plads på NFL’s All Pro-andethold.

Før det spillede han fem sæsoner for Minnesota Vikings, og efter tiden i Buffalo blev det til én sæson for Houston Texans og senest én sæson hos New England Patriots.

For Patriots spillede han samtlige 17 grundspilskampe og de efterfølgende fire slutspilskampe. I grundspillet var han både den Patriots-spiller, som greb flest bolde (85) og for flest yards (1013), hvorfor han var en nøglespiller i at føre Patriots tilbage til slutspillet.

Nu skifter han unge Drake Maye ud med en af ligaens andre store quarterback-talenter i form af Jayden Daniels. Desuden kommer han til at danne makkerpar med Terry McLaurin, som også har været blandt ligaens dygtigste boldgribere de seneste sæsoner.

Læs også: Football is back!